Åbent brev til klima- og energiminister Martin Lidegaard

Klaus Illum, ECO Consult, har den 24. okt. sendt et åbent brev til Martin Lidegaard.  Illum skriver indledningsvis – med rette – at vi er mange, der glæder os over, at Lidegaard har påtaget sig den overordentligt vanskelige opgave, det er at opfylde regeringens klima- og energimålsætninger. Illum henviser først til sin kronik i Information den 12. okt, hvor han kort diskuterer vilkårene for den gennemgribende  ombygning af vore energi- og transportinfrastrukturer, der inden for et kort åremål skal ske for at opfylde målsætningerne. Han henviser videre til Greenpeace-raporten Ombygningen af energistystemet – Problemstilling og fremgangsmåde (juni 2010).

Illum skriver senere i sit åbne brev: “Den opgave, vil nu stiller os, er at udskifte hele den simple fossile teknologiske organisation med nye komplekse strukturer, der – i lighed med det biologiske liv – fungerer i kraft af de potentialer, der til stadighed genereres i kraft at Jordens rotation i solstrålingen.. Strukturer af indbyrdes forbundne elementer, som udgør et energisystem, der fungerer under stadige fluktuationer i energiomsætningen.

Og Illum konkluderer: At konstruere et sådant system er den største ingeniørmæssige og samfundsøkonomiske opgave nogensinde.

Der er uenighed vedr. Biogas.  Danmarks Naturfredningsforening siger:

Biogas vil give grønt lys for svineri langt ud i fremtiden.

Biogas markedsføres som et vidundermiddel, der både kan gøre Danmark grønnere og hjælpe de trængte landmænd. Men energiformen er urentabel og forurenende. Og hvis vi investerer voldsomt i den, siger vi også ja til, at landmændene kan fortsætte med at forurene, mishandle dyr og overforbruge medicin. Information 11. okt. 2011. Kilde Danmarks Naturfredningsforening “Sådan ligger landet. Tal om landbruget 2011″

Men andre siger: Biogas vil få en meget vigtig rolle i den fremtidige fossilfri energiforsyning: Den skal dække, når der ikke er vind og solenergi nok, og den skal være drivmiddel for tung transport. Inf. 3. nov. 2011, – ifølge Erik fog, landskonsulent for økologisk jordbrug og biogas på Videncentret for Landbrug – og Michael Tersbøl, faglig udviklingschef og biogasrådgiver i Økologisk Landsforening.

Danske husholdninger betaler en milliard for meget om året for strømmen.

“Ingeniøren” 9. sept. 2011 har kortlagt konsekvenserne af det frie elmarked for danske privatkunder. Konklusion: Vi betaler en milliart for meget for strømmen hvert år – dobbelt så meget som vores tilskud til vindmøllestrømmen.

Mon Jyllands Posten og andre aviser har fået den sag med – og med de store overskrifter, det fortjener?

At det ville gå sådan med liberaliseringen af el-forsyningen i Danmark – det er beskrevet ganske klart i bogen “Vindkrafteventyret og de globale kriser” (Forlaget KLIM).

Uffe Geertsen

Regeringsgrundlaget peger mod mere
ambitiøs klima- og miljøpolitik

Mandag, 03. oktober 2011

Det Økologiske Råd glæder sig over det højere grønne ambitionsniveau i det nye regeringsgrundlag. Men det kræver stærke virkemidler

Det Økologiske Råd glæder sig over, at det nye regeringsgrundlag
sætter højere mål på klima og miljø – f.eks. 40% CO2-reduktion og 50% af
elproduktionen fra vindkraft i 2020 – samt at hele kraft- og varmesektoren skal
være fossilfri i 2035. Den nye regering er dog ikke så præcis hvad angår de
nødvendige virkemidler til at gennemføre disse mål. Men alene det at målene er
sat gør, at der nødvendigvis senere må opstilles de mere konkrete virkemidler.
F.eks. skal vi have fremrykket afviklingen af oliefyr i forhold til den plan
VK-regeringen lagde frem i februar. Og vi skal have taget hul på afvikling af
naturgas til individuel boligopvarmning.

Vi ser således frem til det snarlige energiforlig, med et nyt
flertal. ”Vi glæder os over, at regeringsgrundlaget klart udtrykker forståelse
for, at skrappe mål på energi- og klimaområdet også kan vendes til en fordel
for eksport og beskæftigelse – ved at satse på forskning, innovation og grønne
job, så Danmark igen kan blive foregangsland på dette område”, udtaler
Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

Også fremrykningen af renovering, herunder energirenovering, af
offentlige bygninger, vil frembringe flere grønne job. Men der er brug for
økonomiske tilskyndelser til energirenovering.

Vi glæder os over, at den nye regering udtrykker, at skatter og
afgifter skal omlægges, så der skabes bedre ”incitamenter til at tænke og
handle grønt”[1]. Her har de sidste 10 års skattestop udhulet værdien af de
grønne afgifter – hvilket der kun delvist blev rettet op på med Anders Foghs
”grønne revolution” i 2008.

Vi glæder os også over et sporskifte i transportpolitikken med
større satsning på kollektiv trafik og cykling – og meldingen om at
transportsektoren skal bidrage markant til CO2-reduktion[2]. Vi havde dog gerne
set et stop for nye statsveje (hoved- og motorveje) i de næste 4 år. Danmark
har et usædvanlig stort vejnet sammenlignet med andre lande, og hvis vi
indretter os mere fornuftigt, bliver der ikke brug for flere nye veje.

Hvad angår landbruget glæder vi os over tilsagnet om at udnytte
mulighederne for at bruge en del af landbrugsstøtten fra EU til naturformål og
til økologisk omlægning, og at regeringen vil overholde EU’s vandrammedirektiv.
Også inden for landbrug såvel som på kemikalie-området ser den nye regering
industri- og eksportpotentialerne i at satse på bedre miljø, f.eks. reduktion
af ammoniakforureningen og erstatning af farlige stoffer. Vi glæder os over, at
der varsles skærpet regulering af kvælstofforureningen og øgede afgifter på
pesticider[3].

Endelig glæder vi os over, at regeringen vil sænke
kalkulationsrenten til et niveau, der anvendes i vores nabolande[4]. Den bør
ned på ca. 3% – i dag bruges den høje rente (5%) til at dræbe mange energi- og
klimaprojekter.

Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd

CONCITO: Danmark kan tjene milliarder på grønne indkøb

Skatteyderne kan spare penge og dansk erhvervslivs konkurrenceevne
øges ved flere grønne indkøb. Desværre er Danmark helt bag af dansen.

Danmark lever hverken op til EU’s anbefalinger eller standarden
hos vores nabolande, når det handler om grønne indkøb. Det er en skam, for der
er både et stort klimamæssigt og økonomisk potentiale i grønne indkøb, viser en
ny rapport fra den grønne tænketank CONCITO. I rapporten gennemgås EU’s og
OECD’s anbefalinger, det teoretiske potentiale for offentlige indkøb i Danmark
og den praksis, som syv sammenlignelige lande har.

Blandt de syv lande er Danmark i dag det eneste land, der i dag
taber på grønne indkøb, især fordi vi ikke stiller krav inden for
transportsektoren og bygge-, og anlægssektoren, hvor der er store penge at
spare ved at stille krav om større ressourceeffektivitet samtidigt med, at der
opnås meget væsentlige miljøgevinster.

De offentlige indkøb i såvel Danmark som i EU udgør 16 % af BNP,
og det offentlige er dermed den suverænt største indkøber på markedet. CONCITO
vurderer, at de største barrierer for grønne indkøb i Danmark er manglende
viden og forbehold fra politisk side. Således vil en større satsning på grønne
indkøb ud fra bl.a. engelske erfaringer, hverken koste mere eller tvinge staten
til at udvælge enkeltprodukter som vindere (”pick the winners”). Tværtimod er
grønne indkøb en af de mest effektive måder at fremme innovation og konkurrence
mellem producenter på et frit marked til at skabe de mest grønne produkter.

Videnschef Torben Chrintz fra CONCITO udtaler:

Der er penge i det her. For det første kan vi som skatteydere
spare penge ved at det offentliges indkøbere kigger mere på
livstidsomkostninger ved et produkt end på den rene indkøbspris. For det andet
er grønne indkøb nok den smarteste måde at støtte erhvervslivet på i en grøn
retning – fordi man ikke går ind og prøver at udvælger vindere via tilskud fra
politisk side, men simpelthen bare efterspørger de rigtige produkter.

Selvom det danske hjemmemarked er relativt lille, signalerer dansk
erhvervsliv, at hvis man skal kunne markedsmodne grønne produkter, er det helt
afgørende at de hjemlige offentlige indkøb understøtter dem.

Torben Chrintz siger:

Danmark bør opgive frivillighedsprincippet i forhold til grønne
indkøb og – ligesom Tyskland nu vælger at gøre – indføre ambitiøse standarder
på området, der til stadighed skærpes. En sådan satsning vil være en ægte
tre-i-en løsning: Klimaet og miljøet får det bedre, skatteyderne sparer penge
og dansk erhvervslivs konkurrenceevne øges.

Yderligere kommentarer:

Videnschef Torben Chrintz: 2989 6753

Formand Martin Lidegaard: 2989 6700

Danske husholdninger betaler en milliard for meget for strømmen. Se “Ingeniøren” 9. sept. 2011

Grøn vækstpakke kan skabe 77.000  arbejdspladser. Se CONCITOs rapport: Gå ind på link til CONCITO her på siden.

På kant med klodens klima. Se siden Klima

Pressemeddelelse: Danmark har brug
for både mere vind og biogas

Onsdag, 24. august 2011

De seneste dages negative presseomtale om prisen på havvindmøller bygger på forkerte tal – pressemeddelelse fra Det Økologiske Råd

Avisen Jyllands-Posten har haft en række artikler vendt imod
vindmøller, med påstand om at vind er for dyrt – med støtte fra især
landbrugets erhvervsvirksomheder.

Naturligvis er det vigtigt at gennemføre omstillingen fra fossile brændsler til
vedvarende energi senest i 2050 så billigt som muligt. Og at Anholtmøllerne
bliver forholdsvis dyre er også slået fast mange gange – især på grund af en
forfejlet udbudsform. Men så er det heller ikke værre.

For desværre bruger JP og de citerede erhverv forkerte tal for omkostningerne
for vindudbygningen. Og det er ikke rimeligt i en saglig debat. For det første
får selv Anholt-møllerne kun det høje tilskud på ca. 70 øre pr. kWh i omkring
12 år. Herefter falder tilskuddet bort, og møllerne må sælge strømmen til
markedsprisen. Det giver et tilskud på gennemsnitligt 35 – 40 øre pr. kWh i
møllernes forventede levetid.

For det andet tyder alt på, at udbuddet af Anholt-møllerne bliver en enlig
svale. Udbudsmåden er allerede i gang med at blive revideret. Og andre tiltag
spirer frem.

F.eks. planlægges fem såkaldte ”kystmølleparker”, som fem kommuner samlet har
ansøgt om. Når de forhåbentlig realiseres, skal de klare sig med et tilskud på
30 – 50 øre i tilskud i de første 8 – 10 år, og derefter vil de ikke få
tilskud. Dette svarer til et fast tilskud pr. kWh i møllernes levetid på 15 –
25 øre pr. kWh. Og vindmøller på land er endnu billigere pr. kWh.

Disse beløb er faktisk lavere end de miljø- og klimaskader, som anvendelsen af
fossile brændsler er årsag til. Men disse betales af samfundet i stedet for
over el-prisen. Og beløbene er også lavere end de direkte tilskud, som f.eks.
biogas og 2-generations bioethanol har brug for.

Sekretariatsleder i Det Økologiske Råd Christian Ege udtaler:

”Klimakommissionen gjorde det klart, at når vi skal omstille fra fossile
brændsler, så må alle virkemidler tages i brug, både energibesparelser og
vedvarende energi, herunder vindenergi, biogas og solenergi”.

”Hvis man gerne vil sammenligne priserne for denne indsats, skal det ske på
reelle vilkår, hvor både de faktiske opførelsesomkostninger, driftsudgifter og
miljøomkostninger medtages.”

”Det er ikke rimeligt eller gavnligt for omstillingen til vedvarende energi,
når JP og en række erhverv kritiserer vindkraft udbygningen på baggrund af
mangelfulde tal.”

Med venlig hilsen

Christian Ege, Sekretariatschef i Det Økologiske Råd

Tlf: 33 18 19 35

CONSITO:  Danmark sakker bagud i det grønne kapløb

Danmark har klart lavere ambitioner på klimaområdet end Tyskland, England, Sverige og Norge, der samtidig udgør Danmarks fire største eksportmarkeder. Dermed er Danmarks position som grønt foregangsland for alvor bragt i fare, og det samme er drømmen om grøn vækst.

 Den tid er forbi, hvor Danmark kunne bryste sig af at være foregangsland på det grønne område. I en ny rapport fra Danmarks grønne tænketank CONCITO foretages en systematisk sammenligning af Danmarks nuværende målsætninger på klimaområdet frem mod 2020, sammenlignet med vores fire største eksportmarkeder: Tyskland, Sverige, England og Norge, der tilsammen aftager 44% af Danmarks eksport. Resultatet er beskæmmende. Uanset hvordan man vælger at gøre landenes målsætninger og udledninger op, havner Danmark som nummer sjok blandt de fem lande, når det handler om klimamålsætninger og ambitioner om at leve op til dem. CONCITOs formand Martin Lidegaard udtaler:

”Det er en dybt tankevækkende rapport. Kampen om fremtidens grønne markeder er for alvor sat ind, og Danmark og dansk erhvervsliv taber terræn dag for dag. Hvis ikke de danske politikere begynder at tage miljø og klima alvorligt og skabe de rette rammebetingelser for en bæredygtig økonomi, risikerer Danmark at tabe kampen om fremtidens markeder. Dette tema burde dominere valgkampen, for det handler både om at sikre vores nuværende økonomi og vores fremtid.”

CONCITO vurderer, at Danmark stadig kan nå at indhente sin tidligere position som grøn vindernation, hvis et nyt Folketing som en af sine første gerninger vedtager en ny energistrategi, der som minimum ligger på det niveau, som den nuværende regering har spillet ud, samtidig med der laves målrettede strategier for at fremme en bæredygtig udvikling i de ikke kvotebelagte sektorer som transport og landbrug – ganske som de har gjort i de fire nabolande, som tænketanken har undersøgt. Martin Lidegaard siger:

”Der er ingen tvivl om, at Danmark har et fantastisk historisk udgangspunkt, så vi kan stadig nå at være med. Men det kræver resolut handling nu. Vi drømmer om en valgkamp, hvor partierne vil indgå i en ædel kappestrid om at overgå hinanden i grønne investeringer, der kan fremtidssikre Danmark og gøre os mindre sårbare over for både den økonomiske krise, de globalt stigende energipriser og klimakrisen.”

Martin Lidegaard 29896700

Thomas Færgeman 29896600

 Kære modtager af CONCITOs nyhedsbreve

 Danmarks grønne tænketank udsender hermed denne pressemeddelelse:

 Danskerne vil have grøn vækst

Tæt på tre ud af fire danskere mener, at det er en god idé at målrette de offentlige vækstpakker til grønne formål som fx fradrag for energibesparelser i private hjem og investeringer i vedvarende energi. Det viser en ny meningsmåling som analyseinstituttet Interresearch A/S har udført for Danmarks grønne tænketank CONCITO.

Interresearch har den 29.-30. august spurgt et repræsentativt panel af 1.277 personer om deres holdning til de vækstpakker, som har været et centralt tema her i starten af valgkampen.

29,8 % af befolkningen mener, at det ”i høj grad” er en god idé at målrette de offentlige vækstpakker til grønne formål, mens 42,6 % mener, at det ”i nogen grad” er en god idé. Kun 3,9 % mener ”slet ikke”, at det er en god idé.

Mens et stort flertal af befolkningen ønsker, at væksten styres i en grøn retning, er der relativt få, der støtter forslaget om stimulering væksten gennem fjernelse af tinglysning og ejendomsskatter som foreslået af Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og SF. Kun 14,1 % af befolkningen støtter ”i høj grad” forslaget om at gøre bolighandler billigere, mens 25,9 % støtter det ”i nogen grad”. 26,5 % støtter ”slet ikke” dette forslag.

CONCITOs direktør Thomas Færgeman glæder sig over meningsmålingen:

”Mens VK og S-SF har fokus på, at skabe vækst ved at få gang i bolighandlerne og det private forbrug af fladskærme, møbler og samtalekøkkener, har et massivt flertal af befolkningen fokus på, at væksten skal bidrage til at løse de miljøudfordringer, vi står over for. Det bør give stof til eftertanke i de politiske partier”, siger Thomas Færgeman.

Læs mere om undersøgelsen på CONCITOs valgkampsblog, Klimakryds, hvor CONCITOs formand Martin Lidegaard og CONCITOs direktør Thomas Færgeman hver dag kommenterer aktuelle politiske udspil i et klimaperspektiv: http://klimakryds.wordpress.com

Yderligere oplysninger hos undertegnede på 29 89 66 00.

 Finansloven har glemt Foghs løfte om det fossilfril Danmark

Sådan skriver Information den 25. august og fortsætter bl.a.: Færre penge til energiforskning, men fremrykkede motorvejsinvesteringer.  Energisektoren, grønne ngo´er, fagforbund og opposition frygter, at Danmarks omstilling fra kul, olie og gas til vedvarende energi går i stå.

46,7 milliarder til grøn energi

Der ligger en formue i Nordsøen i form af olie, der tilhører den danske stat. Shelle, Chevron og Mærsk har  fået lov til at udvinde olien, og det har været en gylden aftale for selskaberne. På seks år har de tjent knapt 77 milliarder kr. oven i det forventede overskud. Det er massiv overbetaling. Hvis vi genforhandler aftalen med olieselskaberne og vælger samme beskatningsmodel som Norge, kan det skaffe det danske samfund 46,7 milliarder kr. i perioden 2012 til 2042, hvor Nordsø-aftalen udløber.

De 46,7 mia kan komme os alle til gode. Vi foreslår at bruge pengene til en grøn oliefond, der skal bidrage til at gøre os uafhængige af gas og olie. Vi vil omstille Danmark til vedvarende energi, gennemføre energibesparelser og mindske CO2-udslippet. For jo hurtigere omstilling, jo hurtigere kan vi helt holde op med at bruge gas og olie.  Frank Aaen, økonom og medl. af Folketinget for Enhedslisten.

Den kendte vækst

Denne type vækst er ikke mulig på langt sigt. Det har mange vidst igennem årtier. Men det har ikke fået så mange politikere til at arbejde for den nødvendige overgang til en bæredygtig / holdbar udvikling.

Nogen forstår det dog.  Mogens Lykketoft udtalte bl.a. følgende (Inf. 21. juni): “Vores livsform og vores opfattelse af materiel vækst må nødvendigvis forandres meget, meget grundlæggende…”

Videre udtalte Lykketoft: “Det har været chokerende at se et meget højrøstet flertal af økonomer under bobleøkonomiens opbygning i USA, Storbritannien og Danmark give næring til den åbenlyst vanvittige forestilling, at jo mere ting steg, des mere ville de blive ved med at stige…

Man kan undre sig over, at økonomer synes at spille en stadig mere central rolle for beslutningstagere og medier, for økonomer har jo ikke vist nogen form for for forudseenhed i nyere tid. Den konventionelle økonomiske visdom har været ude at stand til at forklare, hvad der foregik og til at forudse, hvad der kom af kriser….

Uden særlige indvendinger fra økonomer har europæiske regeringer i en lang periode ført  ´medløbspolitik´i forhold til konjunkturerne: Når det gik op, fyrede man yderligere op, når det nu går nedad, skærer man yderligere ned.”

Drivhusgasserne fosser ud i atmosfæren

Før den fossile afbrænding startede, var CO2-koncentrationen i atmosfæren 280 ppm (parts per milllion CO2-molekyler). I dag har vi passeret 390 ppm. Hvis lavtliggende  østater som Maldiverne skal reddes fra havets stigning, skal opvarmningen formentlig begræses til 1,5 grad, og CO2-koncentrationen derfor bringes tilbage til omkring 350 ppm. Hvis de FN-veddtagne 2 grader skal overholdes, skal der bremses ved ca. 450 ppm. Den internationalt  ansete chefklimaforsker ved NASA James Hansen mener, at 2 grader er for højt og vil indebære et “katastrofescenearia for en stor del af menneskeheden og mange andre arter på planeten”. (Inf. 12. 7. 2011)

Ikke mange reagerer

“Uanset den videnskabelige dokumentation bliver der ikke reageret på klimatruslen for alvor, før der er lig på bordet, siges det ofte. Men selv det er måske ikke nok. Orkanen Katrina i 2005, de russiske skovbrænade og pakistanske oversvømmelser i 2010 af ´bibelske dimensioner´ i Australien i januar i år – lige så lidt som ´århundredets skybrud´ i Danmarks hovedstad for kort tid siden” … der er allerede masser af lig på bordet!  (Hovedsagelig et citat fra Information 12. juli 2011)

Concito: Klimaindsats kan afgøre folketingsvalget. Se siden Klima

Tænketanke Concito: Klimaproblemet snakkes væk. Og de sande tal skjules.

Der er masser af strategier og endnu flere ord, men der tages ingen politiske beslutninger for at dæmpe udledningerne af drivhusgasser, siger den grønne tænketank CONCITO. Til gengæld eksporteres danske forbrugeres CO2 udslip ud af det nationale klimaregnskab. Det må kineserne tage sig af ! Dette ifølge Conccitos årsrapport “Annual  Climate Outlook 2011″.

Værst er det næsten, at udviklingen går den forkerte vej, når det drejer sig om udledningerne (klimabelastningerne) fra danskernes materielle forbrug. Det skjules i regeringens  opgørelser over CO2 udledningerne. Hvor den nationale udledning ifølge de officielle  opgørelser er faldet fra knap 14 tons CO2 pr. dansker i 1990 til godt 11 tons i 2009, så viser Concitos opgørelser, at der i virkeligheden er sket en stigning fra godt 16 tons i 1990 til over 18 tons i 2009, hvis danskernes samlede forbrug af varer, rejser mm medregnes. Men denne medregning sker ikke, og derfor er regeringens opgørelser det rene bluf. Se link til CONCITO.

Bankdirektøren for Merkur Bank: Penge er ikke interessante

Økonomer, politikere og resten af samfundet er nødt til at genopdage, at økonomi betyder at holde hus med vore ressourcer: råstofferne, arbejdskraften og vores evne til at få ideer. Pengene i sig selv er ikke interessante.

Direktør Lars Pehrsons forslag er at adskille statens driftsudgifter og investeringer ved at lave et statsligt selskab, der står for større infrastrukturinvesteringer i bl.a. energi og transportsektorerne. Man har gjort det før med Storebælts- og Øresundsbroerne.

Sådan et selskab vil skulle stifte gæld, men det er i orden og ikke udtryk for ´underskud´, fordi pengene går til at skabe noget af varig værdi. Tilbagebetalingen kan ske over en fastsat længere årrække via brugerbetalinger eller via fastlagte træk på finanslovens driftudgifter.

Men den gældsætning, der handler om, at vi låner til driften, til at leve over evne – privat eller som samfund – efterlader gradvis samfundet i en ringere forfatning. (Uddybet i et stort interview i Inf. 14. juni 2011)

Ebberød Bank anno 2011

Danmark løser ikke sine klimabeskyttelses forpligtelser. De ville kræve, at vi sikrede reduktionen af klimagasser helt overvejende ved indenlands at gennemføre sagen gennem energibesparelser og effektiviseringer samt ved at overgå fra kul og olie til sol- og vindenergi.

Men det gør landet meget lidt ud af nu igennem snart 10 år. I stedet køber vi de såkaldte CO2 kreditter især  i ulande (CDM – Clean Development Mechanism). Dvs. at Danmark bruger en masse penge på tvivlsomme projekter udenlands i stedet for at anvende dem på investeringer i den nødvendige omstilling af dansk energiforsyning og effektiviseringer i det øvrige energiforbrug.

Dette er ren Ebberød Bank – at spilde meget store midler på tvivlsomme projekter i udlande i stedet for at gennemføre energiomstillingen herhjemme. År for år hælder landet milliarder ud på denne vis. Se dokumentation i den seneste publikation fra “92-gruppen”, som er et netværk af 22 danske Energi- og Udviklingsforeninger. Og se en samlet beskrivelse af problemerne i “Vindkrafteventyret og de globale kriser” af Uffe Geertsen, forlaget Klim.

Gang på gang har undersøgelser vist, at CDM-projekter (f.eks. i Kina) ofte er sådanne, som landene i alle tilfælde gennemfører. I andre tilfælde er projekterne så tvivlsomt dokumenteret og i øvrigt mangelfulde, at der ingen eller kun en ringe CO2 reduktion sker.

Den store omstilling til knaphed

“Vi løber rundt i en kasse som en hovedløs kylling uden rigtig at vide, hvad vi skal stille op – medmindre vi faktisk ser realiteterne i øjnene og frembringer en helt ny økonomisk og social model til håndtering af … hvad jeg kalder Transitionen. Dvs. den store omstilling fra 200 års industrialisme til en æra af knaphed”  uddrag af et interview i Information i slutningen af maj med Jørgen Ørstrøm Møller, tidligere departementchef i udenrigsministeriet og forhedværende ambasadør, – nu professor ved Københavs universitet.

Efterlønnens påståede 18 milliarder

Påstanden om, at der frigøres 18 milliarder ved at afvikle efterlønnes hviler på usikker grund. Hvor mange penge skal udbetales til efterlønnerne? Hvor mange potentielle efterlønnere vil skulle have arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp eller førtidspension? Og endvidere:  Hvor mange funktionærer skal der ansættes til at administrere og føre kontrol? Alt dette er ikke tilstrækkeligt oplyst og debatteret. Hvorfor kommer de kritiske økonomer så lidt til orde i den offentlige debat?

Regeringen forsømmer sine grønne ambitioner. Samtidig med at regeringen proklamerer, at grøn vækst er Danmarks økonomiske redningsplanke, fjerner V og K de incitamenter, der kunne få cleantech-branchen til at blomstre. I de sidste 10 år har regeringen konstant sænket miljøkravene og ladet de grønne afgifter udhule. Inf. 28. april 2011.

Et jævnt og muntert, virksomt liv.  Se siden Diverse

 Globaliseringen bremses hårdt op af olieprisstigningerne. Det hævdes af en international olie- og økonomiekspert. Se siden Økonomi.

Grønne organisationer hævder, at regeringen modarbejder kampen mod luftforureningen:
I januar udsendte en række miljøorganisationer et høringssvar, hvor de udtrykte skuffelse over regeringens ønske om dispensation fra at overholde EU kravene vedrørende luftindholdet af den sundhedsskadelige  kvælstofdioxid. Problemet er særlig stort i København.

Nu går de grønne organisationer et skridt videre, idet de sender en klage til EU-kommissionen, hvori de opfordrer den til at afslå den danske ansøgning om dispensation. Kåre Press-Kristiansen fra Det  Økologiske Råd udtaler bl.a.: ”Regeringens politik på området har ikke engang bare været at lade stå til. Den har direkte modarbejdet initiativer, der ville have medført, at forureningen kom under grænseværdierne. (Information 14. marts 2011)

Jordkloden overforbruges groft – og Danmark hører efter WWF til de største overforbrugere. Se siden Jord, Vand og Mad

Libyen har et enormt behov for humanitær bistand under den krig, som bølger frem og tilbage. Se siden Krig og Fred. Den danske baggrund for humanitær bistand er strålende.

Tjek på de danske værdier

Lørdag den 2. april havde Georg Metz i Information en nyttig oversigt over lovbrud, løgne og grove vennetjenester tæt på korruption – alt sammen gennemført af regeringsmedlemmer fra 2001 og frem. Her er virkelig stof til behandling  i den nye Værdikommission.

Der er videre brug for dybtgående undersøgelser af alle disse
nederdrægtigheder – til fremlæggelse i medier og i bogform. De værste grovheder må vel kræve kommissionsundersøgelser og retsforfølgelse.

A-kraftens væsen

Atomkraften er som teknologi karakteriseret ved en grundlæggende inerti, der gør, at den kommer for sent, bliver for dyr og sårbar og upålidelig som svar på klimaudfordringen. Sådan skriver Jørgen Steen Nielsen i Information, 2. – 3. april.

I det følgende nogle uddrag fra artiklen: Atomkraften kommer konsekvent for sent. Og den kommer – hvis overhovedet – kun hvis der er tale om statsejede eller – subsidierede projekter. Ingen af de reaktorer som er under konstruktion et rent privatfinansierede. Ingen private selskaber eller investorer har villet løbe den økonomiske risiko at tage selvstændigt ansvar for nye reaktorer. Og i dag mindre end nogenside.

At a-kraften er utilregnelig i en energi- og klimastrategi har Fukushima-havariet mindet om. Ikke blot mister elselskabet TEPCO fire reaktorer og dermed permanent elproduktion svarende til omkring en mio japanske kusstandes elbehov. Man giver tilsneladende også afkald på et antal påtænkte reaktorer, ligesom andre elselskaber i Japan nu stiller planlagte atomprojekter i bero.

“For hver dollar, man gruger på nye reaktorer, får man  2 – 10 gange mindre CO2-reduktion, og man får det 20  – 40 gange langsommere, end hvis man bruger de samme dollar på billigere, hurtigere og sikrere løsninger: energieffektivisering og vedvarende energi” siger den amerikanske energianalytiker Amory Lovins.

At atomkraften er for langsom, for upålidelig, for dyr og for farlig, har alt sammen rod i den tilgrundliggende proces: Spaltningen af urankerner er en kompliceret og uøkologisk teknologisk perversion, der fordrer en sådan grad af kontrol, at den ender med at blive uøkonomisk og forsyningsmæssigt og demokratisk uspiselig.

Det kan ikke godkendes at menneskeheden – som antydet af George Montiot – skulle have bragt sig selv helt derud, at den må vælge mellem pest og kloera: atom – eller klimakatastrofer. Vi må være klogere end som så.

Vindkraft skal være folkeeje. Se detbatindlæg om mulighederne på siden Energipolitik.

Ny undersøgelse af trafikstøj.  Se siden Trafik og Transport

Omstillingen til bæredygtighed går alt for langsomt. Begejstring og forståelse blandt politikerne mangler. Se siden Miljøpolitik.

Pressemeddelelse fra Det Økologiske Råd     28. marts 2011:

Danmark må tage Fukushima-katastrofen alvorligt

Fukushima-katastrofen får også konsekvenser i Danmark. Folketinget kan ikke længere sidde med hænderne i skødet og passivt iagttage, hvad der sker med atomkraften ude i Europa. Regeringen må arbejde for at de værste atomkraftværker i EU lukkes ned.

Det Økologiske Råd udtrykker sympati og medfølelse med den japanske befolkning, der i løbet af kort tid er blevet ramt af en tredobbelt katastrofe. Katastrofen omfatter både jordskælv, tsunami og radioaktive udslip fra en alvorlig ulykke på Fukushima Daiichi atomkraftværket. Ulykken udvikler sig stadig og er en af de værste atomkraftulykker, verden endnu har set [1].

Som følge af Fukushima-katastrofen vil Japan højst sandsynligt lukke nogle af sine atomkraftværker. Og allerede nu har de politiske følger bredt sig til resten af verden: Tyskland har lavet midlertidige stop af syv ældre værker, Kina tøver med godkendelse af nye værker, og Italien, USA og Indien overvejer nye krav [2]. EU-kommissionen planlægger stress-tests for de i alt 143 europæiske reaktorer, og Klimakommissær Connie Hedegaard udtaler, at ”Atomkraften har haft en del medvind på det sidste – det er slut nu” (Berlingske Tidende 16.3.2011).

Det vil være naivt at tro, at Fukushima-katastrofen ikke også får konsekvenser i Danmark. Ifølge formand for Det Økologiske Råd, Bo Normander, er det første lærestykke, at Folketinget ikke længere kan sidde med hænderne i skødet og passivt iagttage, hvad der sker med atomkraften ude i Europa:

”Regeringen må i EU presse på for at få lukket de europæiske reaktorer ned, der har mangelfuld reaktorindeslutning, forældede designs eller ligger i aktive jordskælvsområder. Man må også forsøge at forhindre levetidsforlængelser for de ældste reaktorer for at undgå forværringer af sikkerheden.”

Indførelse af realistiske sikkerhedskrav antages på forhånd at kunne få konsekvenser for f.eks. atomkraftværkerne Isar og Neckarwestheim i Tyskland, Dukovany i Tjekkiet, Paks i Ungarn, Mochovce i Slovakiet, Krsko i Slovenien, det planlagte Belene a-kraftværk i Bulgarien og Ukkuyu i Tyrkiet.

Det andet lærestykke er, at der bør udvikles en dansk politik for, hvordan der kan skabes lige konkurrencevilkår i EU mellem vedvarende energi (VE) og atomkraft. De nukleare teknologier har stadigvæk deres egen traktat – EURATOM-traktaten, som fortsætter med at legalisere direkte og indirekte økonomisk støtte til atomkraft. F.eks. modtager forskning i nuklearteknologi i gennemsnit mere end tre gange så mange økonomiske midler om året som EU-forskningen i VE og energieffektivitet [3].

”Danmark og andre EU-medlemslande, der ikke har atomkraft, må arbejde for at afvikle eller reformere EURATOM-traktaten. Dette kan ske gennem enighed på en fælleseuropæisk regeringskonference eller ved, at de enkelte medlemslande trækker sig fra traktaten, hvis det kan konstateres, at afvikling eller reform ikke kan lade sig gøre,” siger Bo Normander.

Herudover bør man udforske nye politiske mekanismer, der tager sigte på at udvikle og modne den vedvarende energis teknologier. En oplagt ide kunne være at arbejde for at indføre et europæisk fællesskab for vedvarende energi (ERENE) [4] – et koncept, hvis nødvendighed skal ses i lyset af, at mange fremtidige VE-infrastrukturprojekter bliver så store og dyre, at de enkelte lande ikke kan realisere dem alene.

Yderligere oplysninger:

Bo Normander, Formand Det Økologiske Råd, tlf. 20 87 19 33

Niels Henrik Hooge, Energirådgiver, Det Økologiske Råd, tlf. 21 83 79 94

Uffe Geertsen, Energirådgiver, Det Økologiske Råd, tlf. 39 68 07 50

Noter

[1] De japanske sikkerhedsmyndigheder har kategoriseret Fukushima-ulykken som en kategori 5-hændelse på den internationale INES-skala, hvad der bl.a. svarer til ulykken på den amerikanske Three Mile Island i 1979. Uofficielt har de amerikanske og franske myndigheder imidlertid opgraderet den til en kategori 6-hændelse svarende til Kyshtym-katastrofen i Mayak i det tidligere Sovjetunionen. Her slap i 1957 70-80 tons højradioaktivt affald fra et militært oparbejdningsanlæg ud i miljøet. Senest har den uafhængige atomsikkerhedsekspert Dr. Helmut Hirsch i en analyse bestilt af Greenpeace konkluderet, at der er tale om en kategori 7-hændelse. Analysen kan ses her: http://www.greenpeace.org/usa/en/media-center/reports/Fukushima–INES-scale-rating/

[2] I Kina, hvor et jordskælv i Sichuan i 2008 kostede 90.000 mennesker livet, har man indtil videre lagt alle nye atomkraftprojekter på hylden, hvad der berører 40 nye reaktorer, som skulle have været påbegyndt i løbet af de næste fem år. I Schweiz er alle planer om nybyggerier foreløbigt skrinlagt. I Tyskland er syv af de ældste a-kraftreaktorer koblet fra strømnettet i foreløbigt tre måneder. Hertil kommer, at i Sverige er 64 pct. af befolkningen nu mod nye a-kraftværker og i Italien er en planlagt folkeafstemning om genindførelse af atomkraft udsat foreløbigt et år. I USA såvel som Indien skal alle a-kraftværker undersøges.

[3] Heri er ikke indregnet budgetoverskridelserne for den franske fusionsreaktor ITER, der betyder, at alene de danske forskningsbudgetter belastes med mindst en halv milliard kr. ekstra. Hvor stor forskellen generelt er i støtteniveau, kan ses af det forhold, at f.eks. OECD-landene siden 1974 har brugt 55 procent af deres energiforskningsbudgetter på a-kraftrelateret forskning, svarende til 1250 milliarder kr. – mere end seks gange støtten til forskning i vedvarende energi.

[4] ERENE’s opgave bliver at udvikle og udnytte en fælles strategi for EU’s potentiale for et fuldstændigt skift til vedvarende energi, herunder at skabe forudsætningerne for en optimal udnyttelse af de alsidige klimatiske, geologiske og hydrologiske forhold, der gælder for forskellige vedvarende energikilder og deres geografiske fordeling i Europa. Strategien omfatter forskning og vidensfordeling, et fælleseuropæisk strømnet, fælles virksomheder, anlægsinvesteringer, støttemekanismer og samarbejde mellem EU-medlemslandene.

Se: ERENE, European Community for Renewable Energy, A feasibility study by Michaele Schreyer and Lutz Mez in collaboration with David Jacobs, Commissioned and published by the Heinrich Böll Foundation, June 2008, http://www.boell.de/downloads/ecology/ERENE-engl-i.pdf

Se også sammendrag på dansk: http://www.gef.eu/fileadmin/templates/pdf_files/ERENE_ExecutiveSummary_DA-EL.pdf

Japan- og Tjernobyl-katastroferne

Det videnskabelige tidsskrift “Nature” berettede i forgårs om, at det østrigske meteorologiske Institut ha foretaget en modelberegning af udstrømningen af radioaktivt materiale fra de japanske akraftreaktorer i sammenligning med, hvad der skete i Tjernobyl. Beregningen er foretaget ud fra målinger fra Japan, Californien, Alaska og Rusland, med inddragelse af spredningsmodeller og vejr og vinddata. I alt naturligvis behæftet med en vis usikkerhed. Beregningerne tyder på, at udstrømningen af jod-131 udgør ca. 20% af, hvad der i alt strømmede ud fra Tjernobyl. For Cæsium-137 er tallet 50%. Altså yderst alvorlige indikationer. (Information 24. marts). Det hører med i billedet, at udstrømningen fra de japanske værker endnu ikke er afsluttet.

Andre kilder (refereret i artikel på www.ing.dk – som har det fra www.newscientist.com) har alvorligere skøn over de japanske udslip. På vurderingstidspunktet – formentlig for et par dage siden - skønnedes udslippet af Jod-131 at udgøre 73% af Tjernobyl-udslippet, og udslipptet af Cæsium-137  60% af hvad der udstrømmede fra Tjernobyl-katastrofen. Alle forskelle til tros, vurderes de to katastrofer nu at være af samme niveau.

I parantes bemærket kan man minde om, at de samlede virkninger af Tjernobyl ofte bagatelliseres. Der er imidlertid ingen tvivl om, at sundhedsskaderne gennem årtierne er overvældende – og ikke tilendebragt.

Lidt nedenfor på denne side behandles den japanske katatrofe yderligere. Det sker ligeledes på siden Energipolitik. På denne side belyses også det problem, at Danmark fortsat yder store bidrag til europæisk a-kraft. De fleste af de penge kunne bruges bedre til at  styrke udviklingen af de vedvarende energiformer.

Transporten er næsten glemt i Klimakommissionens rapport. Men transporten  s k a l  også bidrage. Se siden  Trafik og Transport

Klimatruslen er erkendt, – men ikke at det virkelig haster at bekæmpe denne trussel. Se siden Klima

Japansk a-kraft i krise

A-kraftkrisen i Japan får mange mennesker kloden rundt til at tænke sig om en ekstra gang. At bygge et stort antal a-kraftværker i en markant jordskælvszone er én sag. Men usikkerhed er der over alt i naturen og i civilisationerne. A-kraftens historie er fyldt med alvorlige uheld og en hel del ulykker, som ikke er alt for godt kendte. Bortset fra Tjernobyl, som stadig kræver ofre i tusindtal.

Men i den forbindelse: Dansk støtte på flere hundrede milloner kr. om året til EU´s a-kraft er helt urimelig, da vi ikke har a-kraft og utvivlsomt ikke får det. Der er et enormt behov for disse store midler til forskning og udvikling i -Danmark inden for de bæredygtige energiformer sol og vind og biomasse mm

A-kraft udnyttelse globalt bør afvikles, med det kan ikke ske hurtigt. Det kræver planlægning og omfattende investeringer i de bæredygtige energikilder. Men helt fejlplacerede og alt for lidt sikrede og forældede værker som en række af de japanske  samt mange andre ud over kloden bør naturligvis afvikles hurtigst muligt.

Den samlede overgang til de vedvarende og bæredygtige energiformer bør planlægges nu og investeringerne påbegyndes. A-kraft er og bliver en midlertidig og fortsat problemfyldt energiform. Kul, olie og naturgas er forurenende og udsender drivhusgasser. Tilmed vil disse energikilder blive dyrere og dyrere.

Sol og vind er der nok af, ligeså bølgekraft og geotermisk energi. Biomasse findes i begrænsede mængder, – når vel at mærke klodens skove skal beskyttes og dyrkningsjordens mængde og kvalitet bevares. (fortsættes på siden Energipolitik).

Regeringen modarbejder kampen mod luftforrening

Dette er en klar opfattelse hos en række grønne organisationer. Ifølge Information 14. marts går en række miljøorganisationer nu sammen for at få EU-Kommissionen til at afvise regeringens ansøgning om at måtte udskyde tidspunktet for, hvornår Danmark lever op til EU´s græænseværdier for kvælstofdioxid i luften. Regeringen har direkte modarbejdeet kampen mod luftforurening, lyder kritikken.

Miljøstyrelsen sendte i sidst uge en dispensationsansøgning til Bruxelles. Den skal give Danmark lov til at vente til 2015 med at leve op til 2010-kravene for luftindholdet af den sundhedsskadelige kvælstofdioxid. Et problem, som er særlig udbredt i hovedstadsområdet. (fortsættes)

Dårlig økonomisk politik. Artiklen nu afsluttet. Se siden Økonomi.

Et enkelt vigtigt tal:

Statens Byggeforskningsinstitut har beregnet at Danmark sløser med opvarmning for 10 milliarder kroner om året. Det oplyste “Ingeniøren allerede den 26. febr. 2010. Hvornår kommer landet igang med den omfattende bygnings-isolering?

Danmark i Arktis. Se siden Diverse.

Det lille tal med den store effekt: Siden Energipolitik

Det bliver voldsomt dyrt ikke at gå langt videre i omstillingen af energisystem m.m. end regeringen forestiller sig. Se siden Energipolitik

Regeringens Energistrategi 2050: Se link til Energistyrelsen.   Vurderinger og kritik: Se link til Det Økologiske Råd, Greenpeace, NOAH, WWF.

Der er gode elementer i strategien, men også store svagheder. Indførelsen af de vedvarende energikilder vil forløbe alt for langsomt. Og de store bidrag til reduktionen af drivhusgasserne, som transportsektoren og landbruget nødvendigvis skal yde halter langt bagud. Dette blot for at nævne eneklte vigtige punkter. Se de ovennævntenævnte link. Og se f.eks. Ingeniørforeningens/IDAs klimaplan 2050

Energistrategi 2050 vil øge afbrændingen af kul. Se “Ingeniøren” 4. marts 2011.

Regeringens energistrategi giver små kraft-varme-værker lov til at  droppe produktionen af strøm. I det omfang, det vil ske, vil det blive de store centrale kulkraftværker, som skal levere strømmen. Dette vil forøget udledningen af CO2.

Samtidig vil Energistrategi 2050 fremme biogassen med en lang række initiativer – men forslaget om frit brændselsvalg til små kraft-varme-værker virker stik modsat og vil ifølge kritikere kunne stoppe den ønskede udbygning.

Den jyske vestbane bør bevares. Det er heldigvis nu vedtaget i regionsrådet. Se siden Trafik og Transport

Mærsk og olien i krig og fred

Umiddelbart vil nogen måske mene, at det er upassende at drage A.P.Møller-Mærsk ind i beskrivelsen af ressourcekampene. Men det ville jo betyde, at de realiteter vedrørende disse kampe, som Danmark er mest involveret i, ikke kunne belyses. Det ville være uholdbart.

Og oplysende er det at se på det danske ”olieeventyr” som det forløber gennem A.P.Møller-Mærsks aktiviteter. Når det gælder olie, skibsfart og storpolitik, så hører A.P.Møller-selskaberne til blandt de store operatører i det skæringsfelt, som eksisterer netop mellem olie, skibsfart og storpolitik og mellem konflikter og fredsindsats.

Det ville være vanskeligt at forstå dansk miljø- og energipolitik i dag uden at kende dens historie gennem de seneste 100 år. Det gælder den folkelige tradition fra la Cour og de ihærdige møllebyggere, miljø-NGO´erne, forskerne og fabrikanterne op gennem århundredet. Det gælder landets evne til at klare forsyningsproblemerne under de to verdenskrige og forsyningskrisen i 1970´erne. Men derefter, mærkeligst af alt, den utrolige sorgløshed, som siden har hersket næsten frem til i dag.

Men vi forstår heller ikke så meget, hvis ikke vi iagttager A.P.Møllers betydning på godt og ondt, – Mærsks oliejagt i den danske del af Nordsøen og ud over kloden. Og desuden, at selskabet gennem mange årtier har låst sin økonomi (og Danmark har låst væsentlige dele af sin politik) til USA og dets krige. Det har givet mange penge. Men hvilke?

A.P.Møller opnåede i 1962 eneret på udnyttelse af den danske olie og gas. Ingen vidste, hvor store disse ressourcer kunne være og hvor let eller svært det ville være at udnytte dem. Selskabet opnåede i alle tilfælde en overmåde fordelagtig kontrakt med staten. Aftalerne er genforhandlet gang på gang, men det er aldrig lykkedes skiftende regeringer at ændre det forhold, at aftalerne er væsentligt mindre gunstige for det danske samfund end de kontrakter, som f.eks. de norske og de hollandske samfund har tegnet med deres leverandører. Danmark har mistet utrolig store indtægter på den konto og vil fortsat gøre det mange år frem i tiden, foreløbig til år 2042. Hundreder af milliarder.

Så skete der yderligere det, at Mærsk efter at have modtaget det danske samfunds generøse gave afhændede næsten 2/3 til udenlandske olieselskaber bl.a. for til gengæld at få ordrebogen på Lindø-værftet fyldt lidt bedre op. I dag befinder aktierne sig med 46 % hos Shell, 15 % hos Texaco (ejet af Chevron) og 39 % hos Mærsk, altså med en komfortabel majoritet hos de udenlandske selskaber. Dette har været og er yderligere dyrt for dansk økonomi og energipolitisk selvstændighed. Det har medført, at næsten 2/3 af de voldsomme overskud, som selskaberne henter op af den danske del af Nordsøen, er røget ud af Mærsks økonomi og ud af dansk økonomi og beskæftigelse.

Og så et andet element i det hele: En stor del af de skatteindtægter, som trods alt er tilgået det danske samfund, kunne med fornuft været anvendt til at opbygge det energisystem, som skal træde i kraft, når olie- og gasmængderne om få år begynder at svinde ind.

Kun såkaldte bananrepublikker

Politikens Stig Ørskov skrev 31. august 2008 under overskriften ”Gavmilde gaver fra oliestaten Danmark”, – her citeret i uddrag:

”Med en forventet indtægt til staten på 41,5 milliarder kr. fra nordsøolien i år udgør olieindtægterne nu to tredjedele af overskuddet på de offentlige finanser. Et overskud, som i år forventes at blive 61,5 mia kr.”…

”Men det er svært at bevare smilet, når man ser nærmere på regnestykket for den danske nordsøolie. Sandheden er nemlig, at den danske stat lader olieselskaberne Shell, Chevron og A.P.Møller-Mærsk tømme det danske samfunds mest værdifulde råstoflager på ualmindelig lukrative vilkår. Alene i år er der udsigt til, at de olieselskaber, der opererer i den danske del af Nordsøen kan stoppe 27 milliarder kr. i lommerne.”…

”Til sammenligning forventes topskatten og mellemskatten i år at indbringe 28 mia. kr. Og uden sammenligning i øvrigt bruger staten i omegnen af 0,75 mia. kr. på forskning i alternativer til olien.”…

”Tallene efterlader ingen tvivl om, at olieselskaberne har en helt absurd høj indtjening på en naturressource, som er samfundets fælleseje.”…

”Når olieselskaberne tjener så mange milliarder på nordsøolien, skyldes det, at økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) sensommeren 2003 indgik en skandaløst dårlig aftale med A.P.Møller-Mærsk om skattevilkårene for Nordsøen.”…

”Aftalen blev indgået af VK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og de radikale. Og det på trods af, at stort set alle eksperter advarede mod aftalen. Specielt den særlige del af aftalen, der omfatter kompensationsbestemmelsen. Ifølge den skal A.P.Møller-Mærsk og Co. kompenseres, hvis man hæver skatten de næste 40 år. Juridiske eksperter konstaterede allerede dengang, at det kun er såkaldte bananrepublikker, der opererer med lignende klausuler.

At staten i år forærer Shell&Co. et beløb på 27 milliarder, er hvad det er. Og at Folketingets flertal hellere vil hælde penge i olieselskabernes kasser end at lade midlerne komme samfundet til gode, bliver der næppe lavet om på foreløbig.

Til gengæld har offentligheden ret til langt bedre informationer end det, Energistyrelsen disker op med. Når man tager i betragtning, at rapporten tjener til at redegøre for forvaltningen af samfundets mest værdifulde naturressource, er det nærmest utilstædeligt, at de centrale informationer holdes skjult. Et er, at Danmark agerer gavebod. Men offentligheden bør kende præmisserne”.

Stig Ørskovs artikel accentuerer et aldrig besvaret spørgsmål: Da man må gå ud fra, at VK-regeringen og regeringerne før den ikke fungerer totalt ansvarsløst i et spørgsmål om det danske samfunds mest betydningsfulde naturressourcer – hvad er da de bagvedliggende årsagerer til den politiske tilslutning til A.P.Møller Mærsks enorme begunstigelser? At forære så kolossale værdier væk, tilmed fortsættende gennem mange årtier, det må indebære, at skiftende regeringer har troet at opnå andre goder eller fordele af tilsvarende værdi. ”Noget for noget”, som det ofte proklameres. Men hvilke – indbildte eller mere eller mindre betænkelige – goder eller fordele? Havde der været tale om ren afpresning, måtte det vel efterhånden kunne afdækkes, hvilke pressionsmidler der havde været i spil? Det bør grundigt og uvildigt undersøges, men hvilken instans i samfundet har styrke til at få en undersøgelse iværksat?

Mærsk og dansk udenrigspolitik

Ud over de her citerede forhold kommer der et andet – og endnu mere alvorligt. Mærsk er Danmarks største internationale virksomhed med stor indflydelse på dansk økonomi. Men også en omfattende indvirkning på danske udenrigsrelationer. Selskabet har gennem årene – ud over engagementet i de danske Nordsø-ressourcer – investeret i olieudvinding i mange andre lande. Men det helt specielle er, at selskabet i ret stor ubemærkethed gennem årtier har knyttet sig til amerikansk udenrigspolitik og krigsførelse gennem omfattende kontrakter på transport af krigsmateriel kloden rundt, hvor USA øver militær indflydelse og fører krige.

Spørgsmålet er: Er denne virksomhed – set i sammenhæng med Mærsk´s vidtspændende internationale olieinteresser – medvirkende til at knytte dansk udenrigspolitik til USA´s strategier rundt i verden? Var det konkret medvirkende til den ellers vanskeligt forståelige danske tilslutning til den FN-ulovlige og Grundlovsstridige angrebskrig mod Irak?  Irak havde som mange andre lande et modbydeligt diktatur, i øvrigt støttet kraftigt af Vesten helt frem til kort før Kuwait-krigen. Men Irak havde (efter bl.a. denne krig og senere omfattende amerikansk-engelske bombardementer samt hårde økonomiske sanktioner) ingen angrebsplaner, ingen angrebsevner, ingen masseødelæggelsesvåben, ingen al-Qaeda-forbindelser. Hvilket var kendt i Vesten blandt mennesker, som søgte grundige og uafhængige oplysninger derom. Et snævert folketingsflertal gik – imod hidtidig dansk udenrigspolitik, imod vægtige nordiske og EU holdninger og imod hidtidigt sammenhold mellem Folketingets partier i afgørende udenrigsspørgsmål – ind i en angrebskrig i Asien. Uansvarligt og ubegribeligt – og efter samstemmende uafhængige ekspertvurderinger – katastrofalt for fred og udvikling i Mellemøsten.

Hvad ulovligheden angår se f.eks. Grundlovskomiteens hjemmeside www.gk2003.dk Og med hensyn til dette, at USA´s og dets allieredes angreb på Irak var en overtrædelse af folkeretten, kan der f.eks. henvises til lektor ved Århus Universitet Tonny Brems Knudsen ”Krigen mod Irak: Konsekvenser for FN, Folkeretten og International magtanvendelse” i ”Politiske processer og strukturer i det 21. århundrede”, 2004. Samt henvises til Preben Wilhjelm: ”Irakkrigen og den fremtidige verdensorden”, 2004.

Måske var der ganske kraftige grunde til, at regeringen fulgte Bush. Her må det erindres, at det efterhånden er uafviseligt velbelyst, at Irak-krigen fra USA’s side ikke mindst havde baggrund i ønsket om at få kontrol over verdens næststørste olieressourcer og i det hele taget fastslå indflydelsen i Mellemøsten i rivaliseringen med Rusland og Kina. Krigen blev da også løseligt planlagt længe før 11. september terrorangrebet på USA. Det handlede ikke om Saddams svigtende overholdelse af FN-resolutioner eller om massiv udbredelse af demokrati.

Man havde kastet blikket på verdens næststørste oliereserver

Informations Jørgen Steen Nielsen havde den 15. april 2005 et interview med CIA-veteranen Ray McGovern, som i 27 år har arbejdet for USA´s centrale efterretningsvæsen, og selv har været centralt placeret i forhold til præsidenterne, visepræsidenterne, forsvarsministrene og de øverste militære chefer. McGovern præciserer her, hvad der ud fra hans erfaringer har været og er USA´s udenrigspolitik, – at sikre sin magtposition ethvert sted på kloden, som har strategisk betydning.

McGovern siger videre: ”Det var reelt i vicepræsident Dick Cheneys gruppe, man traf det valg at satse på sikringen af den udenlandske olie. Og det var her, man kastede blikket på Irak med verdens næststørste oliereserver.”

CIA-repræsentanten bliver spurt om, hvordan det kunne gå til, at efterretningsvæsnet lod sig misbruge og at Kongressen og den fri presse ikke reagerede stærkere. McGovern svarer: ”Vi har ikke længere en fri presse i dette land. Vi har en presse, ejet af store selskaber, der tjener milliarder på denne krig.”

Interviewet er på mange måder oplysende for krigens baggrund og karakter (www.Information.dk).

Internettet rummer endvidere mængder af uafhængige udenlandske vurderinger, som alt for sjældent har været refereret i danske medier. McGovern interviewet er en af de vigtige undtagelser.

Bo Elkjær har et energipolitisk vigtigt afsnit ”Den strategiske olie” i Bogen ”Kære statsminister! -  løgnen om krigen i Irak”. Ifølge Elkjærs dokumentationer hang beslutningen om at angribe Irak tæt sammen med USA´s ønske om at overtrumfe især Indiens, Kinas og Ruslands bestræbelser på at opnå kontrakter om udvinding af Iraks olie. I denne situation kunne efter USA´s vurdering konkurrencen om kontrakterne ikke føre til målet. Her måtte kraftigere midler til.

Angrebet på Irak med dets forfærdelige menneskelige og politiske følger er det nyeste og foreløbig mest skræmmende eksempel på ressourcekampenes hærgen.

Men der var flere, som ville være med. Spørgsmålet er, om Mærsk´s globale olie- og fragtinteresser og selskabets årtierlange parløb med USA i dets verdensomspændende aktiviteter har givet deres bidrag til at overbevise den danske regering om, at her måtte man deltage? Netop Irak spiller en stor rolle i Mærsks globale oliestrategi. Der var ikke gået lang tid efter amerikanernes invasion, før Mærsk i forståelse med den amerikanske besættelsesmagt forsøgte at sikre sig driften af den irakiske oliehavn Khor az Zubayr. Hvilket mislykkedes på grund af en hårdhændet fremfærd fra Mærsks side, som udløste kraftige irakiske protester. (se www.information.dk for 3. dec. 2005 ”Da Mærsk besluttede at smide fløjlshandskerne”)

Mærsk har vedholdende – til tider med held – søgt at vejlede skiftende danske regeringer i økonomiske og udenrigspolitiske spørgsmål. (jf. Benson m.fl: ”Mærsk, manden og magten”, 2004). Selskabet har igennem store dele af det 20. århundrede og frem til dato gennemført et tæt samarbejde med den amerikanske krigsflåde. Aktuelt har man med omfattende kontrakter med Pentagon involveret sig stærkt i indtjening på materiale- og våbentransport for USA til Irak og Afghanistan. ”Et traditionelt godt forhold til USA´s forsvar er blevet yderligere forstærket med en fordobling af kontrakterne til A. P. Møller-koncernen siden 2000”. (Berlingske Business 29. sept. 2005). Det fortælles videre, at det først og fremmest er konflikterne i Irak og Afghanistan, som har været grundlaget for den omtalte fordobling af kontrakterne med det amerikanske forsvarsministerium. Og det oplyses, at det i særlig grad drejer sig om en øget transport af våben, ammunition og kampvogne til Afghanistan og Irak. Endelig fortæller Berlingske Business, at milliardomsætningen gør A. P. Møller til den tredjestørste udenlandske leverandør til USA´s forsvar, kun overgået af Europas største våbenproducent BAE Systems samt olieselskabet British Petroleum.

Et ganske bestemt begivenhedsforløb peger på en sammenvævning mellem den danske regerings udenrigspolitik og private virksomhedsinteresser. Ja i virkeligheden ligger forbindelsen mellem på den ene side regeringens politik og på den anden side Mærsks og en række andre danske virksomheders Irak-interesser klart for dagen. Allerede den 9. maj 2003, få dage efter at Bush havde proklameret sejren over Irak, samledes en kreds af ledende danske og amerikanske erhvervsfolk til et lukket møde i Washington. Kredsen bestod af ledere fra militær- og sikkerhedsindustrier i USA og Danmark (Lockhead Martin, Honeywell, A. P. Møller, Terma (dansk våbenproducent), Group 4 Falck (bevogtningsopgaver i Irak og USA) m.fl.). Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen deltog særdeles aktivt i mødet. Mødets formål var entydigt at opnå kontrakter til dansk erhvervsliv som tak for støtten til USA´s krig og besættelse. Mødet er beskrevet i bogen ”Irak – er freden brudt ud?”, 2003, hvor det konkluderes, at Danmarks deltagelse i krigen mod Irak og den entydige opbakning til Bushs og Blairs usandheder er gået hånd i hånd med at hjælpe dansk erhvervslivs internationale virksomheder med at tjene på krigen. Et møde på det niveau, som der her er tale om, arrangeres ikke med få dages varsel. Der ligger en grundig forberedelse forud, hvilket viser at de danske økonomisk/politiske samarbejdsbestræbelser har været i funktion i lang tid før mødet.

Ovenstående begivenhedsforløb belyses yderligere af udtalelser til pressen i oktober 2006 fra Industriens brancheforening. ”Krigsbranchen blomstrer” hedder det i Informations overskrift for 19. okt. 2006. Det følges op af følgende tekst. ”Dansk forsvarsindustri ser ud til at blive en af Irakkrigens vindere. Dens omsætning er gået 50 % frem i løbet af de sidste fem år. Og Ena Bjerregaard fra Industriens brancheforening forventer en fordobling de næste tre til fem år, ”ikke mindst på grund af det gode og tætte samarbejde med USA”. Rammerne for dette nære samarbejde er udstukket i en særlig forsvarsindustri-handelsaftale med USA, som danske embedsmænd i tiden efter Irak-krigens start pressede igennem i Pentagon. Her krævede de ifølge kontorchef i forsvarsministeriet Christian Arildsen ”at få lidt kød på, at vi er en af USA´s nærmeste allierede i Afghanistan og Irak””

Der er grund til at henvise også til historikeren Martin Kaae og journalistens Jesper Nissens bog ”Vejen til Irak. Hvorfor gik Danmark i krig?” (2008). Dokumentation og vurderinger ligger på linie med de øvrige kilder.

Hvilke konsekvenser kan man drage af synspunkter og oplysninger som disse? Ja i hvert fald at der er brug for undersøgelser vedrørende danske virksomheders involvering i dansk udenrigspolitisk orientering og krigsdeltagelse. Eller sagt mere direkte, men i spørgende form: Føres dansk udenrigspolitik i et stilfærdigt samspil med A. P. Møller m.fl., når det gælder firmaernes økonomiske interesser i Mellemøsten og andetsteds, – og dette helt frem til folkerets- og Grundlovsstridig krigsførelse?

Hovedparten af den danske offentlighed, medier og politikere har – i modsætning til, hvad der har været tilfældet i den vestlige verden i øvrigt – været mildest talt tilbageholdende mht. at opklare demokratisk afgørende spørgsmål i disse sammenhænge. De store NGO´er ligeså. Derimod har de små freds-NGO´er (bl.a. www.nejtilkrig.dk) og debathjemmesider som Kritisk Debat (www.kritiskdebat.dk) ydet en stor oplysnings- og debatindsats. Fortjenstfuldt, men langtfra nok til at sikre oplysningsniveauet på et så centralt demokratisk felt.

”Med plads til en del rullende materiel” – og en hel del begejstring.

”Siden ´Operation Ørkenstorm´ i 1991 (første Irak-krig) er containere fra A.P.Mølller blevet fast inventar, når USA går i krig” skriver Benson, Lambek og Ørskov i den nyeste udgave af deres ”Mærk, manden og magten”, Politikens Forlag 2007. De fortæller i den sammenhæng om, da SR-regeringen i 1990 sendte korvetten ´Olfert Fischer´ til hjælp for USA´s første Irakkrig. Mærsk Mc-Kenney Møller mente, at det var ynkeligt lidt. Hvad gør man så, når man som hr. Møller har de allerbedste relationer til skiftende danske regeringer, grundigt opbygget gennem alle årene siden 2. verdenskrig? Man henvender sig til statsministeren, dengang Poul Schlüter, som må forklare Mærsk Møller, at han ikke kan få flertallet i Folketinget til at gennemføre en kraftigere støtte til USA. Men hvad så? Ja, når man har ressourcerne og de enestående relationer til de mest indflydelsesrige personer i riget, så tilbyder man sine egne skibe til USA. To store skibe, sender man, der har ”plads til en del rullende materiel”, som det udtrykkes i en pressemeddelelse fra rederiet. Det såkaldt rullende materiel er lutter krigsmateriel, lastvogne, jeeps og kampvogne.

Sådan førtes ved den lejlighed dansk udenrigspolitik, tilmed krigspolitik. Men hvad med denne ydmygelse af parlamentarismen, adelsmærket i folkestyret, Folketinget havde jo besluttet kun at sende ét skib, Olfert Fischer? Ja, det finder alle sig i incl. pressen og Folketinget. Og regeringen er begejstret, bogen citerer udenrigsministeren, Uffe Ellemann-Jensen for at sige ”Vi havde jo de radikale i regeringen dengang – og de var i bedste fald mutte og skræmte over for alt det, der foregik. Men vi andre var ret begejstrede”. Det var den amerikanske udenrigsminister også, ”Great” udbrød James Baker, da Uffe Ellemann overbragte ham nyheden om skibsrederens tilbud.

Hvis nogen vil hævde, at hvad et privat selskab som A.P.Møller bruger sit materiel til, det kan samfundet ikke blande sig i, så holder det ingen steder. Hele transaktionen byggede åbenlyst på et samvirke og samtykke mellem den danske regering, Mærsk og den amerikanske regering. Det var dansk udenrigspolitik så det batter helt uden om Folketinget. Og sådan har Mærsk´s beslutninger været gang på gang, – en del af det dokumenteret i den nævnte bog. Når det i visse tilfælde har knebet for Mærsk at få sin vilje igennem i amerikansk politik, så er, oplyser samme bog, vejen gået over donationer til amerikanske politikere. Hvad er det nu den slags hedder?

Hvornår gennemføres et offentligt opgør med sammenfiltringen mellem det helt store erhvervsliv og regeringsmagten i Danmark? Og dette specielt, hvor det har sammenhæng med folkerets- og grundlovsstridig krigsdeltagelse?

Den store oliekrig

Dagsordenen for, hvad der vil ske på ”Ressource-fronterne”, skærpes og ændres i det 21. og 22. århundrede. Det stærkt voksende olie- og gasforbrug vil i løbet at et kortere åremål overhale energiselskabernes muligheder for at følge med efterspørgslen. De kraftige prisstigninger er begyndt – med mellemrum afløst at konjunkturbestemte fald. Det vil medføre forøget aktivitet fra de store stater og deres energiselskaber mht. at sikre sig koncessioner samt foretage nye boringer overalt, hvor der er mulighed for gevinst. (Kaukasus og Mellemøsten, Afrika, Mellem- og Sydamerika, Alaska, USA´s kyststrækninger, Polarhavene osv). Endvidere går udnyttelsen af olieskifer og oliesand i gang, – med ekstremt store miljøskader til følge. Samtidig øges bestræbelserne for udbygning af den stærkt statsstøttede kulkraft og a-kraft. Også dér er der rivaliseringer – og svindende forekomster af nogenlunde lettilgængeligt kul og uranmalm.

Ressource-rivaliseringen breder sig så mellem de stærkeste stater. Med mellemrum bliver det til krige. Danmark låste sig fra den første Irak-krig og frem gennem den næste til USA´s katastrofale håndtering deraf. (At det er katastrofalt, udtrykker i dag politikere og analytikere fra USA til Europa og verden rundt. Langt over 100.000 (op mod en million siger nogle opgørelser) civile og militære irakere og mere end 4000 amerikanske og andre koalitionssoldater er dræbt, – de lemlæstedes tal langt, langt større. Mere end 2 millioner er flygtet internt og 2 millioner er flygtet ud af det forarmede land. Den britiske bistands-ngo Oxfam beretter i 2008, at 8 millioner irakere har behov for øjeblikkelig nødhjælp. Især millioner af børn lider af frygt, sult og sygdom. Økonomien og infrastrukturen er smadret. Der er fortsatte kampe og terrorhandlinger mellem rivaliserende grupper. I alt er store dele af Mellemøsten destabiliseret.)

Saddam-styret var en ulykke for Irak. Men Sadam-opgørets form og forløb, bygget på løgn, klyngebomber og napalm mod soldater og civile, destabilisering af samfundet, ulovligt udsalg af irakiske firmaer, terror og tortur, var ikke vejen frem.

Det er en demokratisk svaghed af dimensioner, at dansk journalistik og politisk kultur har været og er så tilbageholdende – og det i en helt anden grad end hvad der har været tilfældet i andre lande. Heldigvis har der været enkelte fremragende undtagelser fra denne passivitet, se litteraturhenvisningerne i slutningen af dette kapitel.

Andre ressourcekonflikter har et ikke mindre katastrofalt forløb. Når folkemordet i Darfur ikke lader sig stoppe, hænger det bl.a. sammen med en fortløbende rivalisering mellem USA og Kina om dominansen over Sudans olie- og uranforekomster.

Så er der Venezuela, som endelig har fået styrke til at nationalisere sine energikilder og dermed frigøre sig fra de elendige udenlandske kontrakter, som olieudvindingen hidtil har hvilet på. Men hvor længe får det lov til at vare?

Hvad der sker i Nigeria i forbindelse med de vestlige olieselskabers aktiviteter er fortsat højst kritisabelt. Og konflikterne ulmer og bryder i brand langt flere steder. F.eks. handler Georgien-konflikten ikke mindst om kontrollen med olierørledningerne fra Kaukasus til Vesten.

Alt i alt er storselskaberne inden for kul, olie, naturgas og atomenergi – og de regeringer, de støtter sig til, ikke blevet mere tilbageholdende i deres fremgangsmåder.

Der er kun én vej ud af uhyrlighederne inden for ressource-rivaliseringerne. Løsningen hedder selvforsyning med energi overalt, hvor det lader sig gøre. Denne løsning rummer i øvrigt fortræffeligheder af mange slags. Ikke mindst mht. forsknings- og erhvervsudvikling og klimaforbedringer. Samt mere humane omgangsformer mellem nationerne.

A.P. Møller Mærsk har en position og indflydelse i dansk økonomi og politik, som løbende burde være langt grundigere undersøgt end det er sket gennem årtier. Enkelte bøger og avis- og tidsskriftartikler har dog i de seneste år løftet nogle af slørene. At Mærsk gennem mange år og allerværst i Golf-krigene har haft og har stor indflydelse på dansk udenrigspolitik og krigsdeltagelse burde for længst være politisk og folkeligt vurderet. Mærsk er det største, men ikke det eneste selskab, som søger at påvirke dansk udenrigspolitik I alt mangler virkelig en forsker- og ngo-indsats, – foruden en igangsættende og opfølgende politisk indsats.

- – - – - – - – -

Litteratur om de transnationale storselskabers økonomisk-politiske aktiviteter findes især på hovedsprogene og kan søges på landets større biblioteker og på nettet.

Vedrørende nyliberalismen har lektor ved Aalborg universitet Anders Lundkvist undersøgt mange af de systemer og kræfter, som er i spil bl.a.:. ”Integration af dansk kapitalisme i den globale økonomi”, Kritisk Debat, 2008, hvor Danmarks inddragelse i de internationale kapitalbevægelser belyses. Endvidere: ”Bush, neoøkonomien og dollaren”, 2006,

Stud. scient. pol. Københavns Universitet Anders Hadberg: ”Nyliberalismen i Danmark – forudsætninger og konsekvenser” Kritisk Debat, 2007 (www.kritiskdebat.dk/)

Tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) ”I grådighedens tid”, 2007, som samler en række internationale specialister vedr. finanskapitalen og kapitalfondene.

Temaerne omkring olien, Mærsk og oliekrigen:

Ray McGovern om Irak-krigens baggrund: ”Nykonservative har kapret Bush-regeringen” (Information, 15. april 2004).

”Bush´s deep Reasons for War on Iraq: Oil, Petrodollars, and the OPEC Euro Question.” (http://ist-socrates.berkeley.edu/~pdscott/iraq.html)

Bo Elkjær: ”Kære statsminister! – løgnen om krigen i Irak”, Ekstrabladets forlag, 2008.

Martin Kaae og Jesper Nissen: ”Vejen til Irak. Hvorfor gik Danmark i krig?, 2008

Endelig kan anbefales hjemmesiden ”Global Policy Forum: ”Oil in Iraq”, New York. (www.globalpolicy.org).

Uddrag “Vindkrafteventyret og de globale kriser”  Forlaget Klim, 2009