Dyrt at svække energireformen

“Prisen på olie er så høj i dag, at det truer med at kvæle den internationale økonomiske genopretning” sagde cheføkonom Fatih Birol, Det Internationale Energiagentur den 29 nov. 2011. Olieprisen griber verden stadig strammere om struben for hvert år der går uden en omstilling til andre energikilder. Den økonomisek omstilling til minde afhængighed af fossile brændsler er ikke en omkostning. Det er en investering i fremtiden. Anders Fogh Rasmussen sagde det klart: Det er “billigt at handle, men det vil være meget kostbart for mennesker og naturen at lade være” . Men Venstres politik i dag er at bremse handling. Den politik gør det simpelt hen dyrere at være dansker.  (Information 19. jan. 2012)

Banker har glemt, hvad der er deres job

Skal vi genrejse en stabil og samfundsgavnlig finanssektor, skal bankerne tilbage til deres oprindelige rolle. Opgaven var – og bør altid være – at formidle lån fra dem, som her flere penge end ideer, til dem som har flere ideer end penge. Derimod skal spekulation, som alene skal gavne aktionærerne,  lægges på hylden.  (Information 23. december 2011)

Ingeniøren 6. jan 2012: Røveriet fra elkunderne

Den kommende handel omfatter de regionale transmissionsnet i hele landet. Der er tale om en helt ny handel, men principperne blev fastlagt for otte år siden. Den tidligere energi- og miljøminister Svend Augen udtalte dengang:  Det er 80 milliarder kroner, som befolkningen har betalt for. Det er det største togrøveri i Danmarkshistorien. (Ingeniøren, 6. jan 2012)

Vindkrafteventyret og de globale kriser

Det, som gør bogen til noget særligt, er at den fortæller den danske energipolitiks og energibevægelsernes historie og sætter det ind i globalt perspektiv. Bogen balancerer fint mellem at tegne et billede af de næsten uoverkommelige opgaver, vi står overfor, samtidig med at den viser veje til løsninger og giver håb. Tidsskriftet Samfundsfagsnyt. Forlaget KLIM, tlf: 8610 3700.   WWW.KLIM.DK

De langsigtede retningslinier manglede

Helle Thorning Schmidts nytårstale havde sit tyngdepunkt i den økonomiske krise. De nødvendige krav er samarbejde og solidaritet både for at bevare velfærd og for at  løse uddannelses- og beskæftigelsesproblemerne. Så vidt så godt. Derimod var talen næsten tavs når det gælder de vigtigste retningslinier i den langsigtede udvikling.

Klimatruslerne kræver virkelig omfattende omstilling af akke landes infrastruktur til sikring af bæredygtig transport og trafik, industriproduktion, energifremskaffelse, besparelsesformer,  landbrug, forbrugsmønstre, turisme osv. Ti år er tabt i denne nødvendige indsats.  Danmark var indtil 2001 et foregangsland med store muligheder for at blive et at de ledende forsknings-, produktions- og eksportlande af miljøteknologi – fra vindkraft til sol- og biomasseteknologier, samt teknologierne til effektiv integrering af de bæredygtige energiformer. Dertil energibesparelses- og effektiviserins-teknologier. Alt dette har næsten stået i stampe indenlands, hvilket har medført store svækkelser i eksporten.

Et andet hovedfelt er nødvendigheden af at nå frem til en mere demokratisk økonomistyring. De seneste ti års mere og mere løsslupne liberalisering af lånemarkederne og finansspekulationer, reklamebrøl i kæmpeomfang til fremme af masseforbrug osv er ikke holdbar. Kapital- og Hedgefonde og finanskapitalen som helhed har i dag en magt, som er ødelæggende for en sund realøkonomi.

Et tredie felt, hvor et nybrud må og skal komme, er tilrettelæggelsen af arbejdslivet. Som det er i dag, så er på den ene side tempoet skruet så højt op inden for alt for mange arbejdsformer, at mennesker stresses og nedslides i helt urimeligt omfang. Og på den anden side er hundredtusiner uden job. Arbejdsopgaverne  bør kunne fordeles bedre.

Nytår kræver overblik

Hvad miljøet angår, så er det dybt foruroligende, at de store aktører i verden ikke tager klima- ”udviklingen” alvorligt. For det gør de ikke, senest demonstreret i FN´s Durban-verdenskonference. Skuffelsen er stor: Aldrig før i menneskehedens historie har ”Vi” stået over den udfordring at svække livsmulighederne dybtgående for vore efterkommere, vore børn og børnebørn og tilmed for dyrene og naturen som helhed..

Der er gennem flere årtier advaret om denne næsten ubegribelige realitet. Brundtland-kommissionen afgørende rapport udkom helt tilbage i 1987. FN´s Rio-konferense fandt sted i 1992 – fyldt med indsigt og løfter om at få begyndt. Det burde have været nok til at komme drastisk i gang med den nødvendige omstilling af landenes materielle og kulturelle former og handlinger. Det er i virkeligheden fyldt med gode muligheder.

Der tages efterhånden en del forholdsregler her og der, men de er helt, helt utilstrækkelige. Og netop denne utilstrækkelighed er ikke gået op for ret mange mennesker, virksomheder eller regeringer.

Hvilke handlemuligheder er der? Over alt tegner der sig det billede, at kun egne initiativer får sat gang i de nødvendige omstillinger. Dvs initiativer i egen by eller landsby, på egen arbejdsplads, offentlig eller privat, i egen erhvervsvirksomhed osv. Der er så utrolig meget at vinde ved at være blandt de første, som forstår, hvad der skal ske og får sat det igang.

Politisk pres skal der også til. Hven kender ikke et par kommunalpolitikere eller en folketingspolitiker eller nogle partimedlemmer?? Vi må i gang!

Verdens befolkning tabte i Durban

Mads Flarup Christensen Greenpeace, – 11. december, 2011

• I nat sluttede forhandlingerne ved FN’s klimatopmøde i Durban, COP17.
  Resultat blev en grøn klimafond men uden penge. En forlængelse af Kyoto Protokollen men i en svagere form og sikkert med færre lande. En hensigtserklæring om en global, bindende aftale, der måske kan træde i kraft i 2020 men til gengæld med så store smuthuller, at man kan flyve en jumbojet direkte igennem, og som sikrer, at hvis nogle lande skulle ombestemme sig, så kan de trygt gøre det.
  Durban-mødets resultat blev udvandet af vrangvillige lande anført af USA og endte altså til sidst på et så lavt niveau, at verden stadig har kurs direkte mod en klimakatastrofe med temperaturstigninger tættere på fire grader end de to grader, som videnskaben siger, er maximalt tilladeligt for at undgå de værste konsekvenser af den globale opvarmning.

  Vores politikere har igen svigtet os og lyttet mere til den CO2-tunge industri end de milliarder af mennesker, der bliver ramt af klimaforandringer.

  COP17 skulle have nået til enighed om følgende vigtige byggesten for at kunne kaldes en succes:

  • Det globale udslip af drivhusgasser skal toppe i senest 2015 og herefter falde med mindst 80 % inden 2050
  • Kyoto Protokollen skal fortsætte, og der skal gives mandat til at forhandle juridisk bindende mekanismer på plads i senest 2015
  • Den nødvendige finansiering etableres for at hjælpe fattige lande med at tackle klimakrisen – blandt andet ved at indføre en skat på finanstransaktioner, så de rige lande kan leve op til løftet om at finde 100 milliarder dollars inden 2020 til fattige landes klimatiltag
  • Rammebetingelser, der sikrer beskyttelse af skov i udviklingslande
  • Globalt samarbejde omkring teknologi- og energifinansiering
  • Gennemsigtighed i forhold til overvågning af og adgang til landenes reduktionsforpligtelser og egentlige handlinger.
  • Udelukke lagring og opfangning af CO2 (CCS) i CDM (Clean Development Mechanism), da CCS aldrig har vist sig at fungere i stor skala og desuden kan betyde opførelse af flere kuldrevne værker, som de kommende generationer kommer til at hænge på i mange år fremover.   Greenpeace  11. dec. 2011

Grønlands natur og dyreliv er truet

Gennem de seneste 40 år har den arktiske havis år for år trukket sig tilbage. De seneste fem år har man målt det laveste isdække nogensinde. Samtidig er isen blevet tyndere, og forskerne har observeret, at den permanente iskappe støt forsvinder. Inden for de næste 20 år risikerer Arktis at blive helt isfri om sommeren.

Den arktiske natur er helt enestående. -Dyr og mennesker i Arktis har gennem århumdreder tilpasset sig isen og kulden, og havisen er grundlaget for det arktiske økosystem. En række dyrearter er afhængige af isen for at overleve. Isbjørnen er den mest berømte, men også ringsælen tilbringer en stor del af sin tid på isen, hvor den bl.a. føder sine unger. Ringsælen er et vigtigt byttedyr for isbjørne, polarræve, spækhuggere og mennekser.

De nordlige lande har forlængst startet kapløbet om Nordishavet. Og olieselskaberne står på spring for at udnytte de forventede store olierigdomme. At bore i dette hav er imidlertid yderst risikabelt, bl.a. på grund af isbjergene. Olieudslip vil, specielt i vinterhalvåret være næsten umulige at stoppe. Og sådanne udslip vil være katastrofale for dyre- og planteliv, plankton, skaldyr osv.    Greenpeace, dec. 2011.

Den elendige Mærskaftale

I november 203 blev der holdt en eksperthøring i Folketinget om Nordsøaftalen mellem Mærsk og staten. En række af de indkaldte økonomiske og juridiske eksperter frarådede, at staten gik ind på det aftaleudkast, som regeringen anbefalede. Ikke mindst den sådkaldte kompensationsklausul blev kritiseret. Den betyder, at alle ændringer i skattelovene i Danmark, som måtte medføre øgede selskabsskatter, skal kompenseret “krone for krone”, så sådanne skatter på ingen måde angår Mærsk og de udenlandske olieselskaber, som Mærsk forlængst havde afhændet majoritetsaktierne til.  Der er her tale om en uhørt begunstigelse af Mærsk og de undenlandske selskaber, – en aftale som ellers kun gennemtvinges overfor bananstater!. Aftalen gælder frem til 2042.   Det er klart, at den trænger til et eftersyn!

Landmøller har brug for mere medvind fra staten

Målsætningen i regeringens energiudspil ”Vores energi” om 50 % vindkraft i 2020 vil kræve en betydelig udbygning af vindmøller på land, og den foreslåede udbygning med 1.800 MW landmøller kræver en større politisk og administrativ opbakning til kommunerne fra staten. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks grønne tænketank CONCITO, som sætter fokus på barrierer og muligheder for en kontinuerlig og langsigtet kommunal vindmølleplanlægning.

På grundlag af interview med otte lokalpolitikere og andre relevante aktører vurderer CONCITO i rapporten ”Langsigtet vindmølleplanlægning i kommunerne”, at kommunerne får svært ved at løfte den fremtidige opgave med vindmølleplanlægningen uden stærkere politisk opbakning fra centralt hold.

- Kommunerne efterlyser først og fremmest øget politisk opbakning fra centralt hold, blandt andet i form af en konkret og langsigtet målsætning for, hvor meget vindkraft de skal finde plads til på land. Derfor er det afgørende, at den kommende energiaftale indeholder en samlet national målsætning for landvind og sikrer en løbende overvågning af opfyldelsen, siger CONCITOs direktør Thomas Færgeman.

En udbygning med 1.800 MW vindkraft på land frem mod 2020 vil med en gennemsnitsstørrelse på de nye møller på 2 MW kræve, at der opstilles ca. 900 nye landmøller i alt eller ca. 100 møller hvert år. Udtrykt i runde tal skal hver kommune finde plads til én ny mølle per år.

- Umiddelbart virker opgaven overkommelig. Men set fra kommunernes perspektiv er der meget arbejde og kun lidt gevinst i planlægningen af vindmøller. Derfor bør energiaftalen også åbne op for, at der om nødvendigt kan indføres et stærkere økonomisk incitament for kommunerne i form af en kvoteordning eller lignende, siger Thomas Færgeman.

Læs rapporten ”Langsigtet vindmølleplanlægning i kommunerne”.

Yderligere oplysninger:

Thomas Færgeman, 29 89 66 00

Danmark kan ifølge CONCITO tjene milliarder på grønne indkøb. Se siden Økonomi

Det er ærlig talt helt absurd, at utrolig mange lande tilsammen pøser 400 milliarder dollar i støtte til kul, olie og gas. Klimaminister Martin Lidegaard peger på, at det undergraver finans- og eneripollitikken. Dertil kommer, at det forlænger investeringer i de teknologier, som skal afvikles. Og det hindrer, at der kommer tilstrækkelige midler til de bæredygdige energiformer. G20-mødet kunne have bidraget til at løse problemet, men det skete ikke. Se f.eks. Inf. helt tilbage til 3. november 2011.

Mærsk-aftalen med VK-regeringen i 2003 koster Danmark mindst 10 milliarder kr. om året

Det er vurderingen fra bl.a. Tænketanken Concitos analyseafdeling. Da aftalen blev indgået var olieprisen ca. 22 dollar pr. tønde, – idag er den omkring 110 dollar, altså over en firdobling. Den danske stat har derfor lidt et enormt tab ved ikke at træffe en aftale med Mærsk, som justerede skatten i forhold til olieprisens voldsomme stigning. Se på link til CONCITO rapporten “Finansiering af grøn omstilling via Nordsøbeskatningen”.

Det mest beskidte brændsel på planeten,

sådan skrev Al Gore på sin blog fornylig om Tjæresand og Tjæreskifer, som findes i overvældende mængder i mange lande.  Inf. skriver 6. sept bl.a. “Olien i tjæresandet er tyk og klistret som tjære – deraf navnet – og udvindingen forudsætter dramatiske indgreb: Man må skrælle landskabet over reserverne væk eller pumpe store mængder vand, damp og opløsningsmidler ned i undergrunden for at gøre olien tyndtflydende. Slutresultatet er – foruden olien – forurening og et meget stort vand- og energiforbrug, der indebærer at tjæresands-olien i sidste ende resulterer i en CO2 belastning, der pr. energienhed kan være større end kuls belastning. Lignende problemer er knyttet til olie- og gasskifer, hvor den fossile energi er bundet i skiferlag og også kun kan udvindes via voldsomme indgreb og stort vand- og energiforbrug. Hidtil har produktionen været begrænset, fordi udvindingen er dyr, kompliceret og miljøbelastende. Men nu er olieprisen så høj, at de fleste store oleiselskaber har rettet antennerne mod de svært tilgæængeliger reserver.

Fra et klimasynspunkt er det skræmmende, at disse reserver faktisk er enorme. Alene de dokumenterede canadiske reserver af tjæresand er på 173 milliarder tønder, kun overgået  af Saudi Arabiens konventionelle reserver. Men der er meget, meget mere i mange lande. F.eks. Venezuela har store reserver af tjæresand, mens olieskiferen findes i en række lande, primært USA, hvor de producerbare ressourcer er skønnet til 500 – 1.100 mia tønder. Skifergas findes i mange lande med de største rssourcer i Kina, USA, Sydafrika og Argentina, men også med lokkende forekomster i et bælte tværs over Europa.”

Regeringens udspil til en grøn energistrategi ser ud til at øge afbrændingen af kul

“Ingeniøren” 4. marts 2011: Regeringens energistrategi giver små kraft-varme-værker lov til at droppe produktionen af strøm. Strømmen vil i stedet komme fra de store værkers kulovne, påpeger eksperter.

Planen, som ellers har til formål at slippe af med kul og skære ned på CO2-udslippet, har en slagside, som politikere og embedsmænd glemmer at nævne: Med det såkaldte fri brændselsvalg lægger de op til, at meget små kraft-varme-værker kan udskifte dyr naturgas med billig biomasse. Det skal sikre kunderne mod høje varmeregninger.

Et farvel til naturgas betyder imidlertid også, at de små værker i stedet for at producere strøm og varme – som er den bedste måde at udnytte brændslet på – overgår til kun at producere fjernvarme. Se link  til Ingeniørforeningen.

Regeringens Energistrategi 2050 se link til Energistyrelsen.Vurderinger og kritik: Se link til Det Økologiske Råd, Greenpeace, WWF og NOAH.

Åbent brev til klima- og energiminister Martin Lidegaard

Klaus Illum, ECO Consult, har den 24. okt. sendt et åbent brev til Martin Lidegaard.  Illum skriver indledningsvis – med rette – at vi er mange, der glæder os over, at Lidegaard har påtaget sig den overordentligt vanskelige opgave, det er at opfylde regeringens klima- og energimålsætninger. Illum henviser først til sin kronik i Information den 12. okt, hvor han kort diskuterer vilkårene for den gennemgribende  ombygning af vore energi- og transportinfrastrukturer, der inden for et kort åremål skal ske for at opfylde målsætningerne. Han henviser videre til Greenpeace-raporten Ombygningen af energistystemet – Problemstilling og fremgangsmåde (juni 2010).

Illum skriver senere i sit åbne brev: “Den opgave, vil nu stiller os, er at udskifte hele den simple fossile teknologiske organisation med nye komplekse strukturer, der – i lighed med det biologiske liv – fungerer i kraft af de potentialer, der til stadighed genereres i kraft at Jordens rotation i solstrålingen.. Strukturer af indbyrdes forbundne elementer, som udgør et energisystem, der fungerer under stadige fluktuationer i energiomsætningen.

Og Illum konkluderer: At konstruere et sådant system er den største ingeniørmæssige og samfundsøkonomiske opgave nogensinde.

Der er uenighed vedr. Biogas.  Danmarks Naturfredningsforening siger:

Biogas vil give grønt lys for svineri langt ud i fremtiden.

Biogas markedsføres som et vidundermiddel, der både kan gøre Danmark grønnere og hjælpe de trængte landmænd. Men energiformen er urentabel og forurenende. Og hvis vi investerer voldsomt i den, siger vi også ja til, at landmændene kan fortsætte med at forurene, mishandle dyr og overforbruge medicin. Information 11. okt. 2011. Kilde Danmarks Naturfredningsforening “Sådan ligger landet. Tal om landbruget 2011″

Men andre siger: Biogas vil få en meget vigtig rolle i den fremtidige fossilfri energiforsyning: Den skal dække, når der ikke er vind og solenergi nok, og den skal være drivmiddel for tung transport. Inf. 3. nov. 2011, – ifølge Erik fog, landskonsulent for økologisk jordbrug og biogas på Videncentret for Landbrug – og Michael Tersbøl, faglig udviklingschef og biogasrådgiver i Økologisk Landsforening.

Danske husholdninger betaler en milliard for meget om året for strømmen.

“Ingeniøren” 9. sept. 2011 har kortlagt konsekvenserne af det frie elmarked for danske privatkunder. Konklusion: Vi betaler en milliart for meget for strømmen hvert år – dobbelt så meget som vores tilskud til vindmøllestrømmen.

Mon Jyllands Posten og andre aviser har fået den sag med – og med de store overskrifter, det fortjener?

At det ville gå sådan med liberaliseringen af el-forsyningen i Danmark – det er beskrevet ganske klart i bogen “Vindkrafteventyret og de globale kriser” (Forlaget KLIM).

Uffe Geertsen

Regeringsgrundlaget peger mod mere
ambitiøs klima- og miljøpolitik

Mandag, 03. oktober 2011

Det Økologiske Råd glæder sig over det højere grønne ambitionsniveau i det nye regeringsgrundlag. Men det kræver stærke virkemidler

Det Økologiske Råd glæder sig over, at det nye regeringsgrundlag
sætter højere mål på klima og miljø – f.eks. 40% CO2-reduktion og 50% af
elproduktionen fra vindkraft i 2020 – samt at hele kraft- og varmesektoren skal
være fossilfri i 2035. Den nye regering er dog ikke så præcis hvad angår de
nødvendige virkemidler til at gennemføre disse mål. Men alene det at målene er
sat gør, at der nødvendigvis senere må opstilles de mere konkrete virkemidler.
F.eks. skal vi have fremrykket afviklingen af oliefyr i forhold til den plan
VK-regeringen lagde frem i februar. Og vi skal have taget hul på afvikling af
naturgas til individuel boligopvarmning.

Vi ser således frem til det snarlige energiforlig, med et nyt
flertal. ”Vi glæder os over, at regeringsgrundlaget klart udtrykker forståelse
for, at skrappe mål på energi- og klimaområdet også kan vendes til en fordel
for eksport og beskæftigelse – ved at satse på forskning, innovation og grønne
job, så Danmark igen kan blive foregangsland på dette område”, udtaler
Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

Også fremrykningen af renovering, herunder energirenovering, af
offentlige bygninger, vil frembringe flere grønne job. Men der er brug for
økonomiske tilskyndelser til energirenovering.

Vi glæder os over, at den nye regering udtrykker, at skatter og
afgifter skal omlægges, så der skabes bedre ”incitamenter til at tænke og
handle grønt”[1]. Her har de sidste 10 års skattestop udhulet værdien af de
grønne afgifter – hvilket der kun delvist blev rettet op på med Anders Foghs
”grønne revolution” i 2008.

Vi glæder os også over et sporskifte i transportpolitikken med
større satsning på kollektiv trafik og cykling – og meldingen om at
transportsektoren skal bidrage markant til CO2-reduktion[2]. Vi havde dog gerne
set et stop for nye statsveje (hoved- og motorveje) i de næste 4 år. Danmark
har et usædvanlig stort vejnet sammenlignet med andre lande, og hvis vi
indretter os mere fornuftigt, bliver der ikke brug for flere nye veje.

Hvad angår landbruget glæder vi os over tilsagnet om at udnytte
mulighederne for at bruge en del af landbrugsstøtten fra EU til naturformål og
til økologisk omlægning, og at regeringen vil overholde EU’s vandrammedirektiv.
Også inden for landbrug såvel som på kemikalie-området ser den nye regering
industri- og eksportpotentialerne i at satse på bedre miljø, f.eks. reduktion
af ammoniakforureningen og erstatning af farlige stoffer. Vi glæder os over, at
der varsles skærpet regulering af kvælstofforureningen og øgede afgifter på
pesticider[3].

Endelig glæder vi os over, at regeringen vil sænke
kalkulationsrenten til et niveau, der anvendes i vores nabolande[4]. Den bør
ned på ca. 3% – i dag bruges den høje rente (5%) til at dræbe mange energi- og
klimaprojekter.

Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd

CONCITO: Danmark kan tjene milliarder på grønne indkøb

Skatteyderne kan spare penge og dansk erhvervslivs konkurrenceevne
øges ved flere grønne indkøb. Desværre er Danmark helt bag af dansen.

Danmark lever hverken op til EU’s anbefalinger eller standarden
hos vores nabolande, når det handler om grønne indkøb. Det er en skam, for der
er både et stort klimamæssigt og økonomisk potentiale i grønne indkøb, viser en
ny rapport fra den grønne tænketank CONCITO. I rapporten gennemgås EU’s og
OECD’s anbefalinger, det teoretiske potentiale for offentlige indkøb i Danmark
og den praksis, som syv sammenlignelige lande har.

Blandt de syv lande er Danmark i dag det eneste land, der i dag
taber på grønne indkøb, især fordi vi ikke stiller krav inden for
transportsektoren og bygge-, og anlægssektoren, hvor der er store penge at
spare ved at stille krav om større ressourceeffektivitet samtidigt med, at der
opnås meget væsentlige miljøgevinster.

De offentlige indkøb i såvel Danmark som i EU udgør 16 % af BNP,
og det offentlige er dermed den suverænt største indkøber på markedet. CONCITO
vurderer, at de største barrierer for grønne indkøb i Danmark er manglende
viden og forbehold fra politisk side. Således vil en større satsning på grønne
indkøb ud fra bl.a. engelske erfaringer, hverken koste mere eller tvinge staten
til at udvælge enkeltprodukter som vindere (”pick the winners”). Tværtimod er
grønne indkøb en af de mest effektive måder at fremme innovation og konkurrence
mellem producenter på et frit marked til at skabe de mest grønne produkter.

Videnschef Torben Chrintz fra CONCITO udtaler:

Der er penge i det her. For det første kan vi som skatteydere
spare penge ved at det offentliges indkøbere kigger mere på
livstidsomkostninger ved et produkt end på den rene indkøbspris. For det andet
er grønne indkøb nok den smarteste måde at støtte erhvervslivet på i en grøn
retning – fordi man ikke går ind og prøver at udvælger vindere via tilskud fra
politisk side, men simpelthen bare efterspørger de rigtige produkter.

Selvom det danske hjemmemarked er relativt lille, signalerer dansk
erhvervsliv, at hvis man skal kunne markedsmodne grønne produkter, er det helt
afgørende at de hjemlige offentlige indkøb understøtter dem.

Torben Chrintz siger:

Danmark bør opgive frivillighedsprincippet i forhold til grønne
indkøb og – ligesom Tyskland nu vælger at gøre – indføre ambitiøse standarder
på området, der til stadighed skærpes. En sådan satsning vil være en ægte
tre-i-en løsning: Klimaet og miljøet får det bedre, skatteyderne sparer penge
og dansk erhvervslivs konkurrenceevne øges.

Yderligere kommentarer:

Videnschef Torben Chrintz: 2989 6753

Formand Martin Lidegaard: 2989 6700

Danske husholdninger betaler en milliard for meget for strømmen. Se “Ingeniøren” 9. sept. 2011

Grøn vækstpakke kan skabe 77.000  arbejdspladser. Se CONCITOs rapport: Gå ind på link til CONCITO her på siden.

På kant med klodens klima. Se siden Klima

Pressemeddelelse: Danmark har brug
for både mere vind og biogas

Onsdag, 24. august 2011

De seneste dages negative presseomtale om prisen på havvindmøller bygger på forkerte tal – pressemeddelelse fra Det Økologiske Råd

Avisen Jyllands-Posten har haft en række artikler vendt imod
vindmøller, med påstand om at vind er for dyrt – med støtte fra især
landbrugets erhvervsvirksomheder.

Naturligvis er det vigtigt at gennemføre omstillingen fra fossile brændsler til
vedvarende energi senest i 2050 så billigt som muligt. Og at Anholtmøllerne
bliver forholdsvis dyre er også slået fast mange gange – især på grund af en
forfejlet udbudsform. Men så er det heller ikke værre.

For desværre bruger JP og de citerede erhverv forkerte tal for omkostningerne
for vindudbygningen. Og det er ikke rimeligt i en saglig debat. For det første
får selv Anholt-møllerne kun det høje tilskud på ca. 70 øre pr. kWh i omkring
12 år. Herefter falder tilskuddet bort, og møllerne må sælge strømmen til
markedsprisen. Det giver et tilskud på gennemsnitligt 35 – 40 øre pr. kWh i
møllernes forventede levetid.

For det andet tyder alt på, at udbuddet af Anholt-møllerne bliver en enlig
svale. Udbudsmåden er allerede i gang med at blive revideret. Og andre tiltag
spirer frem.

F.eks. planlægges fem såkaldte ”kystmølleparker”, som fem kommuner samlet har
ansøgt om. Når de forhåbentlig realiseres, skal de klare sig med et tilskud på
30 – 50 øre i tilskud i de første 8 – 10 år, og derefter vil de ikke få
tilskud. Dette svarer til et fast tilskud pr. kWh i møllernes levetid på 15 –
25 øre pr. kWh. Og vindmøller på land er endnu billigere pr. kWh.

Disse beløb er faktisk lavere end de miljø- og klimaskader, som anvendelsen af
fossile brændsler er årsag til. Men disse betales af samfundet i stedet for
over el-prisen. Og beløbene er også lavere end de direkte tilskud, som f.eks.
biogas og 2-generations bioethanol har brug for.

Sekretariatsleder i Det Økologiske Råd Christian Ege udtaler:

”Klimakommissionen gjorde det klart, at når vi skal omstille fra fossile
brændsler, så må alle virkemidler tages i brug, både energibesparelser og
vedvarende energi, herunder vindenergi, biogas og solenergi”.

”Hvis man gerne vil sammenligne priserne for denne indsats, skal det ske på
reelle vilkår, hvor både de faktiske opførelsesomkostninger, driftsudgifter og
miljøomkostninger medtages.”

”Det er ikke rimeligt eller gavnligt for omstillingen til vedvarende energi,
når JP og en række erhverv kritiserer vindkraft udbygningen på baggrund af
mangelfulde tal.”

Med venlig hilsen

Christian Ege, Sekretariatschef i Det Økologiske Råd

Tlf: 33 18 19 35

CONSITO:  Danmark sakker bagud i det grønne kapløb

Danmark har klart lavere ambitioner på klimaområdet end Tyskland, England, Sverige og Norge, der samtidig udgør Danmarks fire største eksportmarkeder. Dermed er Danmarks position som grønt foregangsland for alvor bragt i fare, og det samme er drømmen om grøn vækst.

 Den tid er forbi, hvor Danmark kunne bryste sig af at være foregangsland på det grønne område. I en ny rapport fra Danmarks grønne tænketank CONCITO foretages en systematisk sammenligning af Danmarks nuværende målsætninger på klimaområdet frem mod 2020, sammenlignet med vores fire største eksportmarkeder: Tyskland, Sverige, England og Norge, der tilsammen aftager 44% af Danmarks eksport. Resultatet er beskæmmende. Uanset hvordan man vælger at gøre landenes målsætninger og udledninger op, havner Danmark som nummer sjok blandt de fem lande, når det handler om klimamålsætninger og ambitioner om at leve op til dem. CONCITOs formand Martin Lidegaard udtaler:

”Det er en dybt tankevækkende rapport. Kampen om fremtidens grønne markeder er for alvor sat ind, og Danmark og dansk erhvervsliv taber terræn dag for dag. Hvis ikke de danske politikere begynder at tage miljø og klima alvorligt og skabe de rette rammebetingelser for en bæredygtig økonomi, risikerer Danmark at tabe kampen om fremtidens markeder. Dette tema burde dominere valgkampen, for det handler både om at sikre vores nuværende økonomi og vores fremtid.”

CONCITO vurderer, at Danmark stadig kan nå at indhente sin tidligere position som grøn vindernation, hvis et nyt Folketing som en af sine første gerninger vedtager en ny energistrategi, der som minimum ligger på det niveau, som den nuværende regering har spillet ud, samtidig med der laves målrettede strategier for at fremme en bæredygtig udvikling i de ikke kvotebelagte sektorer som transport og landbrug – ganske som de har gjort i de fire nabolande, som tænketanken har undersøgt. Martin Lidegaard siger:

”Der er ingen tvivl om, at Danmark har et fantastisk historisk udgangspunkt, så vi kan stadig nå at være med. Men det kræver resolut handling nu. Vi drømmer om en valgkamp, hvor partierne vil indgå i en ædel kappestrid om at overgå hinanden i grønne investeringer, der kan fremtidssikre Danmark og gøre os mindre sårbare over for både den økonomiske krise, de globalt stigende energipriser og klimakrisen.”

Martin Lidegaard 29896700

Thomas Færgeman 29896600

 Kære modtager af CONCITOs nyhedsbreve

 Danmarks grønne tænketank udsender hermed denne pressemeddelelse:

 Danskerne vil have grøn vækst

Tæt på tre ud af fire danskere mener, at det er en god idé at målrette de offentlige vækstpakker til grønne formål som fx fradrag for energibesparelser i private hjem og investeringer i vedvarende energi. Det viser en ny meningsmåling som analyseinstituttet Interresearch A/S har udført for Danmarks grønne tænketank CONCITO.

Interresearch har den 29.-30. august spurgt et repræsentativt panel af 1.277 personer om deres holdning til de vækstpakker, som har været et centralt tema her i starten af valgkampen.

29,8 % af befolkningen mener, at det ”i høj grad” er en god idé at målrette de offentlige vækstpakker til grønne formål, mens 42,6 % mener, at det ”i nogen grad” er en god idé. Kun 3,9 % mener ”slet ikke”, at det er en god idé.

Mens et stort flertal af befolkningen ønsker, at væksten styres i en grøn retning, er der relativt få, der støtter forslaget om stimulering væksten gennem fjernelse af tinglysning og ejendomsskatter som foreslået af Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og SF. Kun 14,1 % af befolkningen støtter ”i høj grad” forslaget om at gøre bolighandler billigere, mens 25,9 % støtter det ”i nogen grad”. 26,5 % støtter ”slet ikke” dette forslag.

CONCITOs direktør Thomas Færgeman glæder sig over meningsmålingen:

”Mens VK og S-SF har fokus på, at skabe vækst ved at få gang i bolighandlerne og det private forbrug af fladskærme, møbler og samtalekøkkener, har et massivt flertal af befolkningen fokus på, at væksten skal bidrage til at løse de miljøudfordringer, vi står over for. Det bør give stof til eftertanke i de politiske partier”, siger Thomas Færgeman.

Læs mere om undersøgelsen på CONCITOs valgkampsblog, Klimakryds, hvor CONCITOs formand Martin Lidegaard og CONCITOs direktør Thomas Færgeman hver dag kommenterer aktuelle politiske udspil i et klimaperspektiv: http://klimakryds.wordpress.com

Yderligere oplysninger hos undertegnede på 29 89 66 00.

 Finansloven har glemt Foghs løfte om det fossilfril Danmark

Sådan skriver Information den 25. august og fortsætter bl.a.: Færre penge til energiforskning, men fremrykkede motorvejsinvesteringer.  Energisektoren, grønne ngo´er, fagforbund og opposition frygter, at Danmarks omstilling fra kul, olie og gas til vedvarende energi går i stå.

46,7 milliarder til grøn energi

Der ligger en formue i Nordsøen i form af olie, der tilhører den danske stat. Shelle, Chevron og Mærsk har  fået lov til at udvinde olien, og det har været en gylden aftale for selskaberne. På seks år har de tjent knapt 77 milliarder kr. oven i det forventede overskud. Det er massiv overbetaling. Hvis vi genforhandler aftalen med olieselskaberne og vælger samme beskatningsmodel som Norge, kan det skaffe det danske samfund 46,7 milliarder kr. i perioden 2012 til 2042, hvor Nordsø-aftalen udløber.

De 46,7 mia kan komme os alle til gode. Vi foreslår at bruge pengene til en grøn oliefond, der skal bidrage til at gøre os uafhængige af gas og olie. Vi vil omstille Danmark til vedvarende energi, gennemføre energibesparelser og mindske CO2-udslippet. For jo hurtigere omstilling, jo hurtigere kan vi helt holde op med at bruge gas og olie.  Frank Aaen, økonom og medl. af Folketinget for Enhedslisten.

Den kendte vækst

Denne type vækst er ikke mulig på langt sigt. Det har mange vidst igennem årtier. Men det har ikke fået så mange politikere til at arbejde for den nødvendige overgang til en bæredygtig / holdbar udvikling.

Nogen forstår det dog.  Mogens Lykketoft udtalte bl.a. følgende (Inf. 21. juni): “Vores livsform og vores opfattelse af materiel vækst må nødvendigvis forandres meget, meget grundlæggende…”

Videre udtalte Lykketoft: “Det har været chokerende at se et meget højrøstet flertal af økonomer under bobleøkonomiens opbygning i USA, Storbritannien og Danmark give næring til den åbenlyst vanvittige forestilling, at jo mere ting steg, des mere ville de blive ved med at stige…

Man kan undre sig over, at økonomer synes at spille en stadig mere central rolle for beslutningstagere og medier, for økonomer har jo ikke vist nogen form for for forudseenhed i nyere tid. Den konventionelle økonomiske visdom har været ude at stand til at forklare, hvad der foregik og til at forudse, hvad der kom af kriser….

Uden særlige indvendinger fra økonomer har europæiske regeringer i en lang periode ført  ´medløbspolitik´i forhold til konjunkturerne: Når det gik op, fyrede man yderligere op, når det nu går nedad, skærer man yderligere ned.”

Drivhusgasserne fosser ud i atmosfæren

Før den fossile afbrænding startede, var CO2-koncentrationen i atmosfæren 280 ppm (parts per milllion CO2-molekyler). I dag har vi passeret 390 ppm. Hvis lavtliggende  østater som Maldiverne skal reddes fra havets stigning, skal opvarmningen formentlig begræses til 1,5 grad, og CO2-koncentrationen derfor bringes tilbage til omkring 350 ppm. Hvis de FN-veddtagne 2 grader skal overholdes, skal der bremses ved ca. 450 ppm. Den internationalt  ansete chefklimaforsker ved NASA James Hansen mener, at 2 grader er for højt og vil indebære et “katastrofescenearia for en stor del af menneskeheden og mange andre arter på planeten”. (Inf. 12. 7. 2011)

Ikke mange reagerer

“Uanset den videnskabelige dokumentation bliver der ikke reageret på klimatruslen for alvor, før der er lig på bordet, siges det ofte. Men selv det er måske ikke nok. Orkanen Katrina i 2005, de russiske skovbrænade og pakistanske oversvømmelser i 2010 af ´bibelske dimensioner´ i Australien i januar i år – lige så lidt som ´århundredets skybrud´ i Danmarks hovedstad for kort tid siden” … der er allerede masser af lig på bordet!  (Hovedsagelig et citat fra Information 12. juli 2011)

Concito: Klimaindsats kan afgøre folketingsvalget. Se siden Klima

Tænketanke Concito: Klimaproblemet snakkes væk. Og de sande tal skjules.

Der er masser af strategier og endnu flere ord, men der tages ingen politiske beslutninger for at dæmpe udledningerne af drivhusgasser, siger den grønne tænketank CONCITO. Til gengæld eksporteres danske forbrugeres CO2 udslip ud af det nationale klimaregnskab. Det må kineserne tage sig af ! Dette ifølge Conccitos årsrapport “Annual  Climate Outlook 2011″.

Værst er det næsten, at udviklingen går den forkerte vej, når det drejer sig om udledningerne (klimabelastningerne) fra danskernes materielle forbrug. Det skjules i regeringens  opgørelser over CO2 udledningerne. Hvor den nationale udledning ifølge de officielle  opgørelser er faldet fra knap 14 tons CO2 pr. dansker i 1990 til godt 11 tons i 2009, så viser Concitos opgørelser, at der i virkeligheden er sket en stigning fra godt 16 tons i 1990 til over 18 tons i 2009, hvis danskernes samlede forbrug af varer, rejser mm medregnes. Men denne medregning sker ikke, og derfor er regeringens opgørelser det rene bluf. Se link til CONCITO.

Bankdirektøren for Merkur Bank: Penge er ikke interessante

Økonomer, politikere og resten af samfundet er nødt til at genopdage, at økonomi betyder at holde hus med vore ressourcer: råstofferne, arbejdskraften og vores evne til at få ideer. Pengene i sig selv er ikke interessante.

Direktør Lars Pehrsons forslag er at adskille statens driftsudgifter og investeringer ved at lave et statsligt selskab, der står for større infrastrukturinvesteringer i bl.a. energi og transportsektorerne. Man har gjort det før med Storebælts- og Øresundsbroerne.

Sådan et selskab vil skulle stifte gæld, men det er i orden og ikke udtryk for ´underskud´, fordi pengene går til at skabe noget af varig værdi. Tilbagebetalingen kan ske over en fastsat længere årrække via brugerbetalinger eller via fastlagte træk på finanslovens driftudgifter.

Men den gældsætning, der handler om, at vi låner til driften, til at leve over evne – privat eller som samfund – efterlader gradvis samfundet i en ringere forfatning. (Uddybet i et stort interview i Inf. 14. juni 2011)

Ebberød Bank anno 2011

Danmark løser ikke sine klimabeskyttelses forpligtelser. De ville kræve, at vi sikrede reduktionen af klimagasser helt overvejende ved indenlands at gennemføre sagen gennem energibesparelser og effektiviseringer samt ved at overgå fra kul og olie til sol- og vindenergi.

Men det gør landet meget lidt ud af nu igennem snart 10 år. I stedet køber vi de såkaldte CO2 kreditter især  i ulande (CDM – Clean Development Mechanism). Dvs. at Danmark bruger en masse penge på tvivlsomme projekter udenlands i stedet for at anvende dem på investeringer i den nødvendige omstilling af dansk energiforsyning og effektiviseringer i det øvrige energiforbrug.

Dette er ren Ebberød Bank – at spilde meget store midler på tvivlsomme projekter i udlande i stedet for at gennemføre energiomstillingen herhjemme. År for år hælder landet milliarder ud på denne vis. Se dokumentation i den seneste publikation fra “92-gruppen”, som er et netværk af 22 danske Energi- og Udviklingsforeninger. Og se en samlet beskrivelse af problemerne i “Vindkrafteventyret og de globale kriser” af Uffe Geertsen, forlaget Klim.

Gang på gang har undersøgelser vist, at CDM-projekter (f.eks. i Kina) ofte er sådanne, som landene i alle tilfælde gennemfører. I andre tilfælde er projekterne så tvivlsomt dokumenteret og i øvrigt mangelfulde, at der ingen eller kun en ringe CO2 reduktion sker.

Den store omstilling til knaphed

“Vi løber rundt i en kasse som en hovedløs kylling uden rigtig at vide, hvad vi skal stille op – medmindre vi faktisk ser realiteterne i øjnene og frembringer en helt ny økonomisk og social model til håndtering af … hvad jeg kalder Transitionen. Dvs. den store omstilling fra 200 års industrialisme til en æra af knaphed”  uddrag af et interview i Information i slutningen af maj med Jørgen Ørstrøm Møller, tidligere departementchef i udenrigsministeriet og forhedværende ambasadør, – nu professor ved Københavs universitet.

Efterlønnens påståede 18 milliarder

Påstanden om, at der frigøres 18 milliarder ved at afvikle efterlønnes hviler på usikker grund. Hvor mange penge skal udbetales til efterlønnerne? Hvor mange potentielle efterlønnere vil skulle have arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp eller førtidspension? Og endvidere:  Hvor mange funktionærer skal der ansættes til at administrere og føre kontrol? Alt dette er ikke tilstrækkeligt oplyst og debatteret. Hvorfor kommer de kritiske økonomer så lidt til orde i den offentlige debat?

Regeringen forsømmer sine grønne ambitioner. Samtidig med at regeringen proklamerer, at grøn vækst er Danmarks økonomiske redningsplanke, fjerner V og K de incitamenter, der kunne få cleantech-branchen til at blomstre. I de sidste 10 år har regeringen konstant sænket miljøkravene og ladet de grønne afgifter udhule. Inf. 28. april 2011.

Et jævnt og muntert, virksomt liv.  Se siden Diverse

 Globaliseringen bremses hårdt op af olieprisstigningerne. Det hævdes af en international olie- og økonomiekspert. Se siden Økonomi.

Grønne organisationer hævder, at regeringen modarbejder kampen mod luftforureningen:
I januar udsendte en række miljøorganisationer et høringssvar, hvor de udtrykte skuffelse over regeringens ønske om dispensation fra at overholde EU kravene vedrørende luftindholdet af den sundhedsskadelige  kvælstofdioxid. Problemet er særlig stort i København.

Nu går de grønne organisationer et skridt videre, idet de sender en klage til EU-kommissionen, hvori de opfordrer den til at afslå den danske ansøgning om dispensation. Kåre Press-Kristiansen fra Det  Økologiske Råd udtaler bl.a.: ”Regeringens politik på området har ikke engang bare været at lade stå til. Den har direkte modarbejdet initiativer, der ville have medført, at forureningen kom under grænseværdierne. (Information 14. marts 2011)

Jordkloden overforbruges groft – og Danmark hører efter WWF til de største overforbrugere. Se siden Jord, Vand og Mad

Libyen har et enormt behov for humanitær bistand under den krig, som bølger frem og tilbage. Se siden Krig og Fred. Den danske baggrund for humanitær bistand er strålende.

Tjek på de danske værdier

Lørdag den 2. april havde Georg Metz i Information en nyttig oversigt over lovbrud, løgne og grove vennetjenester tæt på korruption – alt sammen gennemført af regeringsmedlemmer fra 2001 og frem. Her er virkelig stof til behandling  i den nye Værdikommission.

Der er videre brug for dybtgående undersøgelser af alle disse
nederdrægtigheder – til fremlæggelse i medier og i bogform. De værste grovheder må vel kræve kommissionsundersøgelser og retsforfølgelse.

A-kraftens væsen

Atomkraften er som teknologi karakteriseret ved en grundlæggende inerti, der gør, at den kommer for sent, bliver for dyr og sårbar og upålidelig som svar på klimaudfordringen. Sådan skriver Jørgen Steen Nielsen i Information, 2. – 3. april.

I det følgende nogle uddrag fra artiklen: Atomkraften kommer konsekvent for sent. Og den kommer – hvis overhovedet – kun hvis der er tale om statsejede eller – subsidierede projekter. Ingen af de reaktorer som er under konstruktion et rent privatfinansierede. Ingen private selskaber eller investorer har villet løbe den økonomiske risiko at tage selvstændigt ansvar for nye reaktorer. Og i dag mindre end nogenside.

At a-kraften er utilregnelig i en energi- og klimastrategi har Fukushima-havariet mindet om. Ikke blot mister elselskabet TEPCO fire reaktorer og dermed permanent elproduktion svarende til omkring en mio japanske kusstandes elbehov. Man giver tilsneladende også afkald på et antal påtænkte reaktorer, ligesom andre elselskaber i Japan nu stiller planlagte atomprojekter i bero.

“For hver dollar, man gruger på nye reaktorer, får man  2 – 10 gange mindre CO2-reduktion, og man får det 20  – 40 gange langsommere, end hvis man bruger de samme dollar på billigere, hurtigere og sikrere løsninger: energieffektivisering og vedvarende energi” siger den amerikanske energianalytiker Amory Lovins.

At atomkraften er for langsom, for upålidelig, for dyr og for farlig, har alt sammen rod i den tilgrundliggende proces: Spaltningen af urankerner er en kompliceret og uøkologisk teknologisk perversion, der fordrer en sådan grad af kontrol, at den ender med at blive uøkonomisk og forsyningsmæssigt og demokratisk uspiselig.

Det kan ikke godkendes at menneskeheden – som antydet af George Montiot – skulle have bragt sig selv helt derud, at den må vælge mellem pest og kloera: atom – eller klimakatastrofer. Vi må være klogere end som så.

Vindkraft skal være folkeeje. Se detbatindlæg om mulighederne på siden Energipolitik.

Ny undersøgelse af trafikstøj.  Se siden Trafik og Transport

Omstillingen til bæredygtighed går alt for langsomt. Begejstring og forståelse blandt politikerne mangler. Se siden Miljøpolitik.

Pressemeddelelse fra Det Økologiske Råd     28. marts 2011:

Danmark må tage Fukushima-katastrofen alvorligt

Fukushima-katastrofen får også konsekvenser i Danmark. Folketinget kan ikke længere sidde med hænderne i skødet og passivt iagttage, hvad der sker med atomkraften ude i Europa. Regeringen må arbejde for at de værste atomkraftværker i EU lukkes ned.

Det Økologiske Råd udtrykker sympati og medfølelse med den japanske befolkning, der i løbet af kort tid er blevet ramt af en tredobbelt katastrofe. Katastrofen omfatter både jordskælv, tsunami og radioaktive udslip fra en alvorlig ulykke på Fukushima Daiichi atomkraftværket. Ulykken udvikler sig stadig og er en af de værste atomkraftulykker, verden endnu har set [1].

Som følge af Fukushima-katastrofen vil Japan højst sandsynligt lukke nogle af sine atomkraftværker. Og allerede nu har de politiske følger bredt sig til resten af verden: Tyskland har lavet midlertidige stop af syv ældre værker, Kina tøver med godkendelse af nye værker, og Italien, USA og Indien overvejer nye krav [2]. EU-kommissionen planlægger stress-tests for de i alt 143 europæiske reaktorer, og Klimakommissær Connie Hedegaard udtaler, at ”Atomkraften har haft en del medvind på det sidste – det er slut nu” (Berlingske Tidende 16.3.2011).

Det vil være naivt at tro, at Fukushima-katastrofen ikke også får konsekvenser i Danmark. Ifølge formand for Det Økologiske Råd, Bo Normander, er det første lærestykke, at Folketinget ikke længere kan sidde med hænderne i skødet og passivt iagttage, hvad der sker med atomkraften ude i Europa:

”Regeringen må i EU presse på for at få lukket de europæiske reaktorer ned, der har mangelfuld reaktorindeslutning, forældede designs eller ligger i aktive jordskælvsområder. Man må også forsøge at forhindre levetidsforlængelser for de ældste reaktorer for at undgå forværringer af sikkerheden.”

Indførelse af realistiske sikkerhedskrav antages på forhånd at kunne få konsekvenser for f.eks. atomkraftværkerne Isar og Neckarwestheim i Tyskland, Dukovany i Tjekkiet, Paks i Ungarn, Mochovce i Slovakiet, Krsko i Slovenien, det planlagte Belene a-kraftværk i Bulgarien og Ukkuyu i Tyrkiet.

Det andet lærestykke er, at der bør udvikles en dansk politik for, hvordan der kan skabes lige konkurrencevilkår i EU mellem vedvarende energi (VE) og atomkraft. De nukleare teknologier har stadigvæk deres egen traktat – EURATOM-traktaten, som fortsætter med at legalisere direkte og indirekte økonomisk støtte til atomkraft. F.eks. modtager forskning i nuklearteknologi i gennemsnit mere end tre gange så mange økonomiske midler om året som EU-forskningen i VE og energieffektivitet [3].

”Danmark og andre EU-medlemslande, der ikke har atomkraft, må arbejde for at afvikle eller reformere EURATOM-traktaten. Dette kan ske gennem enighed på en fælleseuropæisk regeringskonference eller ved, at de enkelte medlemslande trækker sig fra traktaten, hvis det kan konstateres, at afvikling eller reform ikke kan lade sig gøre,” siger Bo Normander.

Herudover bør man udforske nye politiske mekanismer, der tager sigte på at udvikle og modne den vedvarende energis teknologier. En oplagt ide kunne være at arbejde for at indføre et europæisk fællesskab for vedvarende energi (ERENE) [4] – et koncept, hvis nødvendighed skal ses i lyset af, at mange fremtidige VE-infrastrukturprojekter bliver så store og dyre, at de enkelte lande ikke kan realisere dem alene.

Yderligere oplysninger:

Bo Normander, Formand Det Økologiske Råd, tlf. 20 87 19 33

Niels Henrik Hooge, Energirådgiver, Det Økologiske Råd, tlf. 21 83 79 94

Uffe Geertsen, Energirådgiver, Det Økologiske Råd, tlf. 39 68 07 50

Noter

[1] De japanske sikkerhedsmyndigheder har kategoriseret Fukushima-ulykken som en kategori 5-hændelse på den internationale INES-skala, hvad der bl.a. svarer til ulykken på den amerikanske Three Mile Island i 1979. Uofficielt har de amerikanske og franske myndigheder imidlertid opgraderet den til en kategori 6-hændelse svarende til Kyshtym-katastrofen i Mayak i det tidligere Sovjetunionen. Her slap i 1957 70-80 tons højradioaktivt affald fra et militært oparbejdningsanlæg ud i miljøet. Senest har den uafhængige atomsikkerhedsekspert Dr. Helmut Hirsch i en analyse bestilt af Greenpeace konkluderet, at der er tale om en kategori 7-hændelse. Analysen kan ses her: http://www.greenpeace.org/usa/en/media-center/reports/Fukushima–INES-scale-rating/

[2] I Kina, hvor et jordskælv i Sichuan i 2008 kostede 90.000 mennesker livet, har man indtil videre lagt alle nye atomkraftprojekter på hylden, hvad der berører 40 nye reaktorer, som skulle have været påbegyndt i løbet af de næste fem år. I Schweiz er alle planer om nybyggerier foreløbigt skrinlagt. I Tyskland er syv af de ældste a-kraftreaktorer koblet fra strømnettet i foreløbigt tre måneder. Hertil kommer, at i Sverige er 64 pct. af befolkningen nu mod nye a-kraftværker og i Italien er en planlagt folkeafstemning om genindførelse af atomkraft udsat foreløbigt et år. I USA såvel som Indien skal alle a-kraftværker undersøges.

[3] Heri er ikke indregnet budgetoverskridelserne for den franske fusionsreaktor ITER, der betyder, at alene de danske forskningsbudgetter belastes med mindst en halv milliard kr. ekstra. Hvor stor forskellen generelt er i støtteniveau, kan ses af det forhold, at f.eks. OECD-landene siden 1974 har brugt 55 procent af deres energiforskningsbudgetter på a-kraftrelateret forskning, svarende til 1250 milliarder kr. – mere end seks gange støtten til forskning i vedvarende energi.

[4] ERENE’s opgave bliver at udvikle og udnytte en fælles strategi for EU’s potentiale for et fuldstændigt skift til vedvarende energi, herunder at skabe forudsætningerne for en optimal udnyttelse af de alsidige klimatiske, geologiske og hydrologiske forhold, der gælder for forskellige vedvarende energikilder og deres geografiske fordeling i Europa. Strategien omfatter forskning og vidensfordeling, et fælleseuropæisk strømnet, fælles virksomheder, anlægsinvesteringer, støttemekanismer og samarbejde mellem EU-medlemslandene.

Se: ERENE, European Community for Renewable Energy, A feasibility study by Michaele Schreyer and Lutz Mez in collaboration with David Jacobs, Commissioned and published by the Heinrich Böll Foundation, June 2008, http://www.boell.de/downloads/ecology/ERENE-engl-i.pdf

Se også sammendrag på dansk: http://www.gef.eu/fileadmin/templates/pdf_files/ERENE_ExecutiveSummary_DA-EL.pdf

Japan- og Tjernobyl-katastroferne

Det videnskabelige tidsskrift “Nature” berettede i forgårs om, at det østrigske meteorologiske Institut ha foretaget en modelberegning af udstrømningen af radioaktivt materiale fra de japanske akraftreaktorer i sammenligning med, hvad der skete i Tjernobyl. Beregningen er foretaget ud fra målinger fra Japan, Californien, Alaska og Rusland, med inddragelse af spredningsmodeller og vejr og vinddata. I alt naturligvis behæftet med en vis usikkerhed. Beregningerne tyder på, at udstrømningen af jod-131 udgør ca. 20% af, hvad der i alt strømmede ud fra Tjernobyl. For Cæsium-137 er tallet 50%. Altså yderst alvorlige indikationer. (Information 24. marts). Det hører med i billedet, at udstrømningen fra de japanske værker endnu ikke er afsluttet.

Andre kilder (refereret i artikel på www.ing.dk – som har det fra www.newscientist.com) har alvorligere skøn over de japanske udslip. På vurderingstidspunktet – formentlig for et par dage siden - skønnedes udslippet af Jod-131 at udgøre 73% af Tjernobyl-udslippet, og udslipptet af Cæsium-137  60% af hvad der udstrømmede fra Tjernobyl-katastrofen. Alle forskelle til tros, vurderes de to katastrofer nu at være af samme niveau.

I parantes bemærket kan man minde om, at de samlede virkninger af Tjernobyl ofte bagatelliseres. Der er imidlertid ingen tvivl om, at sundhedsskaderne gennem årtierne er overvældende – og ikke tilendebragt.

Lidt nedenfor på denne side behandles den japanske katatrofe yderligere. Det sker ligeledes på siden Energipolitik. På denne side belyses også det problem, at Danmark fortsat yder store bidrag til europæisk a-kraft. De fleste af de penge kunne bruges bedre til at  styrke udviklingen af de vedvarende energiformer.

Transporten er næsten glemt i Klimakommissionens rapport. Men transporten  s k a l  også bidrage. Se siden  Trafik og Transport

Klimatruslen er erkendt, – men ikke at det virkelig haster at bekæmpe denne trussel. Se siden Klima

Japansk a-kraft i krise

A-kraftkrisen i Japan får mange mennesker kloden rundt til at tænke sig om en ekstra gang. At bygge et stort antal a-kraftværker i en markant jordskælvszone er én sag. Men usikkerhed er der over alt i naturen og i civilisationerne. A-kraftens historie er fyldt med alvorlige uheld og en hel del ulykker, som ikke er alt for godt kendte. Bortset fra Tjernobyl, som stadig kræver ofre i tusindtal.

Men i den forbindelse: Dansk støtte på flere hundrede milloner kr. om året til EU´s a-kraft er helt urimelig, da vi ikke har a-kraft og utvivlsomt ikke får det. Der er et enormt behov for disse store midler til forskning og udvikling i -Danmark inden for de bæredygtige energiformer sol og vind og biomasse mm

A-kraft udnyttelse globalt bør afvikles, med det kan ikke ske hurtigt. Det kræver planlægning og omfattende investeringer i de bæredygtige energikilder. Men helt fejlplacerede og alt for lidt sikrede og forældede værker som en række af de japanske  samt mange andre ud over kloden bør naturligvis afvikles hurtigst muligt.

Den samlede overgang til de vedvarende og bæredygtige energiformer bør planlægges nu og investeringerne påbegyndes. A-kraft er og bliver en midlertidig og fortsat problemfyldt energiform. Kul, olie og naturgas er forurenende og udsender drivhusgasser. Tilmed vil disse energikilder blive dyrere og dyrere.

Sol og vind er der nok af, ligeså bølgekraft og geotermisk energi. Biomasse findes i begrænsede mængder, – når vel at mærke klodens skove skal beskyttes og dyrkningsjordens mængde og kvalitet bevares. (fortsættes på siden Energipolitik).

Regeringen modarbejder kampen mod luftforrening

Dette er en klar opfattelse hos en række grønne organisationer. Ifølge Information 14. marts går en række miljøorganisationer nu sammen for at få EU-Kommissionen til at afvise regeringens ansøgning om at måtte udskyde tidspunktet for, hvornår Danmark lever op til EU´s græænseværdier for kvælstofdioxid i luften. Regeringen har direkte modarbejdeet kampen mod luftforurening, lyder kritikken.

Miljøstyrelsen sendte i sidst uge en dispensationsansøgning til Bruxelles. Den skal give Danmark lov til at vente til 2015 med at leve op til 2010-kravene for luftindholdet af den sundhedsskadelige kvælstofdioxid. Et problem, som er særlig udbredt i hovedstadsområdet. (fortsættes)

Dårlig økonomisk politik. Artiklen nu afsluttet. Se siden Økonomi.

Et enkelt vigtigt tal:

Statens Byggeforskningsinstitut har beregnet at Danmark sløser med opvarmning for 10 milliarder kroner om året. Det oplyste “Ingeniøren allerede den 26. febr. 2010. Hvornår kommer landet igang med den omfattende bygnings-isolering?

Danmark i Arktis. Se siden Diverse.

Det lille tal med den store effekt: Siden Energipolitik

Det bliver voldsomt dyrt ikke at gå langt videre i omstillingen af energisystem m.m. end regeringen forestiller sig. Se siden Energipolitik

Regeringens Energistrategi 2050: Se link til Energistyrelsen.   Vurderinger og kritik: Se link til Det Økologiske Råd, Greenpeace, NOAH, WWF.

Der er gode elementer i strategien, men også store svagheder. Indførelsen af de vedvarende energikilder vil forløbe alt for langsomt. Og de store bidrag til reduktionen af drivhusgasserne, som transportsektoren og landbruget nødvendigvis skal yde halter langt bagud. Dette blot for at nævne eneklte vigtige punkter. Se de ovennævntenævnte link. Og se f.eks. Ingeniørforeningens/IDAs klimaplan 2050

Energistrategi 2050 vil øge afbrændingen af kul. Se “Ingeniøren” 4. marts 2011.

Regeringens energistrategi giver små kraft-varme-værker lov til at  droppe produktionen af strøm. I det omfang, det vil ske, vil det blive de store centrale kulkraftværker, som skal levere strømmen. Dette vil forøget udledningen af CO2.

Samtidig vil Energistrategi 2050 fremme biogassen med en lang række initiativer – men forslaget om frit brændselsvalg til små kraft-varme-værker virker stik modsat og vil ifølge kritikere kunne stoppe den ønskede udbygning.

Den jyske vestbane bør bevares. Det er heldigvis nu vedtaget i regionsrådet. Se siden Trafik og Transport

Mærsk og olien i krig og fred

Umiddelbart vil nogen måske mene, at det er upassende at drage A.P.Møller-Mærsk ind i beskrivelsen af ressourcekampene. Men det ville jo betyde, at de realiteter vedrørende disse kampe, som Danmark er mest involveret i, ikke kunne belyses. Det ville være uholdbart.

Og oplysende er det at se på det danske ”olieeventyr” som det forløber gennem A.P.Møller-Mærsks aktiviteter. Når det gælder olie, skibsfart og storpolitik, så hører A.P.Møller-selskaberne til blandt de store operatører i det skæringsfelt, som eksisterer netop mellem olie, skibsfart og storpolitik og mellem konflikter og fredsindsats.

Det ville være vanskeligt at forstå dansk miljø- og energipolitik i dag uden at kende dens historie gennem de seneste 100 år. Det gælder den folkelige tradition fra la Cour og de ihærdige møllebyggere, miljø-NGO´erne, forskerne og fabrikanterne op gennem århundredet. Det gælder landets evne til at klare forsyningsproblemerne under de to verdenskrige og forsyningskrisen i 1970´erne. Men derefter, mærkeligst af alt, den utrolige sorgløshed, som siden har hersket næsten frem til i dag.

Men vi forstår heller ikke så meget, hvis ikke vi iagttager A.P.Møllers betydning på godt og ondt, – Mærsks oliejagt i den danske del af Nordsøen og ud over kloden. Og desuden, at selskabet gennem mange årtier har låst sin økonomi (og Danmark har låst væsentlige dele af sin politik) til USA og dets krige. Det har givet mange penge. Men hvilke?

A.P.Møller opnåede i 1962 eneret på udnyttelse af den danske olie og gas. Ingen vidste, hvor store disse ressourcer kunne være og hvor let eller svært det ville være at udnytte dem. Selskabet opnåede i alle tilfælde en overmåde fordelagtig kontrakt med staten. Aftalerne er genforhandlet gang på gang, men det er aldrig lykkedes skiftende regeringer at ændre det forhold, at aftalerne er væsentligt mindre gunstige for det danske samfund end de kontrakter, som f.eks. de norske og de hollandske samfund har tegnet med deres leverandører. Danmark har mistet utrolig store indtægter på den konto og vil fortsat gøre det mange år frem i tiden, foreløbig til år 2042. Hundreder af milliarder.

Så skete der yderligere det, at Mærsk efter at have modtaget det danske samfunds generøse gave afhændede næsten 2/3 til udenlandske olieselskaber bl.a. for til gengæld at få ordrebogen på Lindø-værftet fyldt lidt bedre op. I dag befinder aktierne sig med 46 % hos Shell, 15 % hos Texaco (ejet af Chevron) og 39 % hos Mærsk, altså med en komfortabel majoritet hos de udenlandske selskaber. Dette har været og er yderligere dyrt for dansk økonomi og energipolitisk selvstændighed. Det har medført, at næsten 2/3 af de voldsomme overskud, som selskaberne henter op af den danske del af Nordsøen, er røget ud af Mærsks økonomi og ud af dansk økonomi og beskæftigelse.

Og så et andet element i det hele: En stor del af de skatteindtægter, som trods alt er tilgået det danske samfund, kunne med fornuft været anvendt til at opbygge det energisystem, som skal træde i kraft, når olie- og gasmængderne om få år begynder at svinde ind.

Kun såkaldte bananrepublikker

Politikens Stig Ørskov skrev 31. august 2008 under overskriften ”Gavmilde gaver fra oliestaten Danmark”, – her citeret i uddrag:

”Med en forventet indtægt til staten på 41,5 milliarder kr. fra nordsøolien i år udgør olieindtægterne nu to tredjedele af overskuddet på de offentlige finanser. Et overskud, som i år forventes at blive 61,5 mia kr.”…

”Men det er svært at bevare smilet, når man ser nærmere på regnestykket for den danske nordsøolie. Sandheden er nemlig, at den danske stat lader olieselskaberne Shell, Chevron og A.P.Møller-Mærsk tømme det danske samfunds mest værdifulde råstoflager på ualmindelig lukrative vilkår. Alene i år er der udsigt til, at de olieselskaber, der opererer i den danske del af Nordsøen kan stoppe 27 milliarder kr. i lommerne.”…

”Til sammenligning forventes topskatten og mellemskatten i år at indbringe 28 mia. kr. Og uden sammenligning i øvrigt bruger staten i omegnen af 0,75 mia. kr. på forskning i alternativer til olien.”…

”Tallene efterlader ingen tvivl om, at olieselskaberne har en helt absurd høj indtjening på en naturressource, som er samfundets fælleseje.”…

”Når olieselskaberne tjener så mange milliarder på nordsøolien, skyldes det, at økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) sensommeren 2003 indgik en skandaløst dårlig aftale med A.P.Møller-Mærsk om skattevilkårene for Nordsøen.”…

”Aftalen blev indgået af VK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og de radikale. Og det på trods af, at stort set alle eksperter advarede mod aftalen. Specielt den særlige del af aftalen, der omfatter kompensationsbestemmelsen. Ifølge den skal A.P.Møller-Mærsk og Co. kompenseres, hvis man hæver skatten de næste 40 år. Juridiske eksperter konstaterede allerede dengang, at det kun er såkaldte bananrepublikker, der opererer med lignende klausuler.

At staten i år forærer Shell&Co. et beløb på 27 milliarder, er hvad det er. Og at Folketingets flertal hellere vil hælde penge i olieselskabernes kasser end at lade midlerne komme samfundet til gode, bliver der næppe lavet om på foreløbig.

Til gengæld har offentligheden ret til langt bedre informationer end det, Energistyrelsen disker op med. Når man tager i betragtning, at rapporten tjener til at redegøre for forvaltningen af samfundets mest værdifulde naturressource, er det nærmest utilstædeligt, at de centrale informationer holdes skjult. Et er, at Danmark agerer gavebod. Men offentligheden bør kende præmisserne”.

Stig Ørskovs artikel accentuerer et aldrig besvaret spørgsmål: Da man må gå ud fra, at VK-regeringen og regeringerne før den ikke fungerer totalt ansvarsløst i et spørgsmål om det danske samfunds mest betydningsfulde naturressourcer – hvad er da de bagvedliggende årsagerer til den politiske tilslutning til A.P.Møller Mærsks enorme begunstigelser? At forære så kolossale værdier væk, tilmed fortsættende gennem mange årtier, det må indebære, at skiftende regeringer har troet at opnå andre goder eller fordele af tilsvarende værdi. ”Noget for noget”, som det ofte proklameres. Men hvilke – indbildte eller mere eller mindre betænkelige – goder eller fordele? Havde der været tale om ren afpresning, måtte det vel efterhånden kunne afdækkes, hvilke pressionsmidler der havde været i spil? Det bør grundigt og uvildigt undersøges, men hvilken instans i samfundet har styrke til at få en undersøgelse iværksat?

Mærsk og dansk udenrigspolitik

Ud over de her citerede forhold kommer der et andet – og endnu mere alvorligt. Mærsk er Danmarks største internationale virksomhed med stor indflydelse på dansk økonomi. Men også en omfattende indvirkning på danske udenrigsrelationer. Selskabet har gennem årene – ud over engagementet i de danske Nordsø-ressourcer – investeret i olieudvinding i mange andre lande. Men det helt specielle er, at selskabet i ret stor ubemærkethed gennem årtier har knyttet sig til amerikansk udenrigspolitik og krigsførelse gennem omfattende kontrakter på transport af krigsmateriel kloden rundt, hvor USA øver militær indflydelse og fører krige.

Spørgsmålet er: Er denne virksomhed – set i sammenhæng med Mærsk´s vidtspændende internationale olieinteresser – medvirkende til at knytte dansk udenrigspolitik til USA´s strategier rundt i verden? Var det konkret medvirkende til den ellers vanskeligt forståelige danske tilslutning til den FN-ulovlige og Grundlovsstridige angrebskrig mod Irak?  Irak havde som mange andre lande et modbydeligt diktatur, i øvrigt støttet kraftigt af Vesten helt frem til kort før Kuwait-krigen. Men Irak havde (efter bl.a. denne krig og senere omfattende amerikansk-engelske bombardementer samt hårde økonomiske sanktioner) ingen angrebsplaner, ingen angrebsevner, ingen masseødelæggelsesvåben, ingen al-Qaeda-forbindelser. Hvilket var kendt i Vesten blandt mennesker, som søgte grundige og uafhængige oplysninger derom. Et snævert folketingsflertal gik – imod hidtidig dansk udenrigspolitik, imod vægtige nordiske og EU holdninger og imod hidtidigt sammenhold mellem Folketingets partier i afgørende udenrigsspørgsmål – ind i en angrebskrig i Asien. Uansvarligt og ubegribeligt – og efter samstemmende uafhængige ekspertvurderinger – katastrofalt for fred og udvikling i Mellemøsten.

Hvad ulovligheden angår se f.eks. Grundlovskomiteens hjemmeside www.gk2003.dk Og med hensyn til dette, at USA´s og dets allieredes angreb på Irak var en overtrædelse af folkeretten, kan der f.eks. henvises til lektor ved Århus Universitet Tonny Brems Knudsen ”Krigen mod Irak: Konsekvenser for FN, Folkeretten og International magtanvendelse” i ”Politiske processer og strukturer i det 21. århundrede”, 2004. Samt henvises til Preben Wilhjelm: ”Irakkrigen og den fremtidige verdensorden”, 2004.

Måske var der ganske kraftige grunde til, at regeringen fulgte Bush. Her må det erindres, at det efterhånden er uafviseligt velbelyst, at Irak-krigen fra USA’s side ikke mindst havde baggrund i ønsket om at få kontrol over verdens næststørste olieressourcer og i det hele taget fastslå indflydelsen i Mellemøsten i rivaliseringen med Rusland og Kina. Krigen blev da også løseligt planlagt længe før 11. september terrorangrebet på USA. Det handlede ikke om Saddams svigtende overholdelse af FN-resolutioner eller om massiv udbredelse af demokrati.

Man havde kastet blikket på verdens næststørste oliereserver

Informations Jørgen Steen Nielsen havde den 15. april 2005 et interview med CIA-veteranen Ray McGovern, som i 27 år har arbejdet for USA´s centrale efterretningsvæsen, og selv har været centralt placeret i forhold til præsidenterne, visepræsidenterne, forsvarsministrene og de øverste militære chefer. McGovern præciserer her, hvad der ud fra hans erfaringer har været og er USA´s udenrigspolitik, – at sikre sin magtposition ethvert sted på kloden, som har strategisk betydning.

McGovern siger videre: ”Det var reelt i vicepræsident Dick Cheneys gruppe, man traf det valg at satse på sikringen af den udenlandske olie. Og det var her, man kastede blikket på Irak med verdens næststørste oliereserver.”

CIA-repræsentanten bliver spurt om, hvordan det kunne gå til, at efterretningsvæsnet lod sig misbruge og at Kongressen og den fri presse ikke reagerede stærkere. McGovern svarer: ”Vi har ikke længere en fri presse i dette land. Vi har en presse, ejet af store selskaber, der tjener milliarder på denne krig.”

Interviewet er på mange måder oplysende for krigens baggrund og karakter (www.Information.dk).

Internettet rummer endvidere mængder af uafhængige udenlandske vurderinger, som alt for sjældent har været refereret i danske medier. McGovern interviewet er en af de vigtige undtagelser.

Bo Elkjær har et energipolitisk vigtigt afsnit ”Den strategiske olie” i Bogen ”Kære statsminister! -  løgnen om krigen i Irak”. Ifølge Elkjærs dokumentationer hang beslutningen om at angribe Irak tæt sammen med USA´s ønske om at overtrumfe især Indiens, Kinas og Ruslands bestræbelser på at opnå kontrakter om udvinding af Iraks olie. I denne situation kunne efter USA´s vurdering konkurrencen om kontrakterne ikke føre til målet. Her måtte kraftigere midler til.

Angrebet på Irak med dets forfærdelige menneskelige og politiske følger er det nyeste og foreløbig mest skræmmende eksempel på ressourcekampenes hærgen.

Men der var flere, som ville være med. Spørgsmålet er, om Mærsk´s globale olie- og fragtinteresser og selskabets årtierlange parløb med USA i dets verdensomspændende aktiviteter har givet deres bidrag til at overbevise den danske regering om, at her måtte man deltage? Netop Irak spiller en stor rolle i Mærsks globale oliestrategi. Der var ikke gået lang tid efter amerikanernes invasion, før Mærsk i forståelse med den amerikanske besættelsesmagt forsøgte at sikre sig driften af den irakiske oliehavn Khor az Zubayr. Hvilket mislykkedes på grund af en hårdhændet fremfærd fra Mærsks side, som udløste kraftige irakiske protester. (se www.information.dk for 3. dec. 2005 ”Da Mærsk besluttede at smide fløjlshandskerne”)

Mærsk har vedholdende – til tider med held – søgt at vejlede skiftende danske regeringer i økonomiske og udenrigspolitiske spørgsmål. (jf. Benson m.fl: ”Mærsk, manden og magten”, 2004). Selskabet har igennem store dele af det 20. århundrede og frem til dato gennemført et tæt samarbejde med den amerikanske krigsflåde. Aktuelt har man med omfattende kontrakter med Pentagon involveret sig stærkt i indtjening på materiale- og våbentransport for USA til Irak og Afghanistan. ”Et traditionelt godt forhold til USA´s forsvar er blevet yderligere forstærket med en fordobling af kontrakterne til A. P. Møller-koncernen siden 2000”. (Berlingske Business 29. sept. 2005). Det fortælles videre, at det først og fremmest er konflikterne i Irak og Afghanistan, som har været grundlaget for den omtalte fordobling af kontrakterne med det amerikanske forsvarsministerium. Og det oplyses, at det i særlig grad drejer sig om en øget transport af våben, ammunition og kampvogne til Afghanistan og Irak. Endelig fortæller Berlingske Business, at milliardomsætningen gør A. P. Møller til den tredjestørste udenlandske leverandør til USA´s forsvar, kun overgået af Europas største våbenproducent BAE Systems samt olieselskabet British Petroleum.

Et ganske bestemt begivenhedsforløb peger på en sammenvævning mellem den danske regerings udenrigspolitik og private virksomhedsinteresser. Ja i virkeligheden ligger forbindelsen mellem på den ene side regeringens politik og på den anden side Mærsks og en række andre danske virksomheders Irak-interesser klart for dagen. Allerede den 9. maj 2003, få dage efter at Bush havde proklameret sejren over Irak, samledes en kreds af ledende danske og amerikanske erhvervsfolk til et lukket møde i Washington. Kredsen bestod af ledere fra militær- og sikkerhedsindustrier i USA og Danmark (Lockhead Martin, Honeywell, A. P. Møller, Terma (dansk våbenproducent), Group 4 Falck (bevogtningsopgaver i Irak og USA) m.fl.). Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen deltog særdeles aktivt i mødet. Mødets formål var entydigt at opnå kontrakter til dansk erhvervsliv som tak for støtten til USA´s krig og besættelse. Mødet er beskrevet i bogen ”Irak – er freden brudt ud?”, 2003, hvor det konkluderes, at Danmarks deltagelse i krigen mod Irak og den entydige opbakning til Bushs og Blairs usandheder er gået hånd i hånd med at hjælpe dansk erhvervslivs internationale virksomheder med at tjene på krigen. Et møde på det niveau, som der her er tale om, arrangeres ikke med få dages varsel. Der ligger en grundig forberedelse forud, hvilket viser at de danske økonomisk/politiske samarbejdsbestræbelser har været i funktion i lang tid før mødet.

Ovenstående begivenhedsforløb belyses yderligere af udtalelser til pressen i oktober 2006 fra Industriens brancheforening. ”Krigsbranchen blomstrer” hedder det i Informations overskrift for 19. okt. 2006. Det følges op af følgende tekst. ”Dansk forsvarsindustri ser ud til at blive en af Irakkrigens vindere. Dens omsætning er gået 50 % frem i løbet af de sidste fem år. Og Ena Bjerregaard fra Industriens brancheforening forventer en fordobling de næste tre til fem år, ”ikke mindst på grund af det gode og tætte samarbejde med USA”. Rammerne for dette nære samarbejde er udstukket i en særlig forsvarsindustri-handelsaftale med USA, som danske embedsmænd i tiden efter Irak-krigens start pressede igennem i Pentagon. Her krævede de ifølge kontorchef i forsvarsministeriet Christian Arildsen ”at få lidt kød på, at vi er en af USA´s nærmeste allierede i Afghanistan og Irak””

Der er grund til at henvise også til historikeren Martin Kaae og journalistens Jesper Nissens bog ”Vejen til Irak. Hvorfor gik Danmark i krig?” (2008). Dokumentation og vurderinger ligger på linie med de øvrige kilder.

Hvilke konsekvenser kan man drage af synspunkter og oplysninger som disse? Ja i hvert fald at der er brug for undersøgelser vedrørende danske virksomheders involvering i dansk udenrigspolitisk orientering og krigsdeltagelse. Eller sagt mere direkte, men i spørgende form: Føres dansk udenrigspolitik i et stilfærdigt samspil med A. P. Møller m.fl., når det gælder firmaernes økonomiske interesser i Mellemøsten og andetsteds, – og dette helt frem til folkerets- og Grundlovsstridig krigsførelse?

Hovedparten af den danske offentlighed, medier og politikere har – i modsætning til, hvad der har været tilfældet i den vestlige verden i øvrigt – været mildest talt tilbageholdende mht. at opklare demokratisk afgørende spørgsmål i disse sammenhænge. De store NGO´er ligeså. Derimod har de små freds-NGO´er (bl.a. www.nejtilkrig.dk) og debathjemmesider som Kritisk Debat (www.kritiskdebat.dk) ydet en stor oplysnings- og debatindsats. Fortjenstfuldt, men langtfra nok til at sikre oplysningsniveauet på et så centralt demokratisk felt.

”Med plads til en del rullende materiel” – og en hel del begejstring.

”Siden ´Operation Ørkenstorm´ i 1991 (første Irak-krig) er containere fra A.P.Mølller blevet fast inventar, når USA går i krig” skriver Benson, Lambek og Ørskov i den nyeste udgave af deres ”Mærk, manden og magten”, Politikens Forlag 2007. De fortæller i den sammenhæng om, da SR-regeringen i 1990 sendte korvetten ´Olfert Fischer´ til hjælp for USA´s første Irakkrig. Mærsk Mc-Kenney Møller mente, at det var ynkeligt lidt. Hvad gør man så, når man som hr. Møller har de allerbedste relationer til skiftende danske regeringer, grundigt opbygget gennem alle årene siden 2. verdenskrig? Man henvender sig til statsministeren, dengang Poul Schlüter, som må forklare Mærsk Møller, at han ikke kan få flertallet i Folketinget til at gennemføre en kraftigere støtte til USA. Men hvad så? Ja, når man har ressourcerne og de enestående relationer til de mest indflydelsesrige personer i riget, så tilbyder man sine egne skibe til USA. To store skibe, sender man, der har ”plads til en del rullende materiel”, som det udtrykkes i en pressemeddelelse fra rederiet. Det såkaldt rullende materiel er lutter krigsmateriel, lastvogne, jeeps og kampvogne.

Sådan førtes ved den lejlighed dansk udenrigspolitik, tilmed krigspolitik. Men hvad med denne ydmygelse af parlamentarismen, adelsmærket i folkestyret, Folketinget havde jo besluttet kun at sende ét skib, Olfert Fischer? Ja, det finder alle sig i incl. pressen og Folketinget. Og regeringen er begejstret, bogen citerer udenrigsministeren, Uffe Ellemann-Jensen for at sige ”Vi havde jo de radikale i regeringen dengang – og de var i bedste fald mutte og skræmte over for alt det, der foregik. Men vi andre var ret begejstrede”. Det var den amerikanske udenrigsminister også, ”Great” udbrød James Baker, da Uffe Ellemann overbragte ham nyheden om skibsrederens tilbud.

Hvis nogen vil hævde, at hvad et privat selskab som A.P.Møller bruger sit materiel til, det kan samfundet ikke blande sig i, så holder det ingen steder. Hele transaktionen byggede åbenlyst på et samvirke og samtykke mellem den danske regering, Mærsk og den amerikanske regering. Det var dansk udenrigspolitik så det batter helt uden om Folketinget. Og sådan har Mærsk´s beslutninger været gang på gang, – en del af det dokumenteret i den nævnte bog. Når det i visse tilfælde har knebet for Mærsk at få sin vilje igennem i amerikansk politik, så er, oplyser samme bog, vejen gået over donationer til amerikanske politikere. Hvad er det nu den slags hedder?

Hvornår gennemføres et offentligt opgør med sammenfiltringen mellem det helt store erhvervsliv og regeringsmagten i Danmark? Og dette specielt, hvor det har sammenhæng med folkerets- og grundlovsstridig krigsdeltagelse?

Den store oliekrig

Dagsordenen for, hvad der vil ske på ”Ressource-fronterne”, skærpes og ændres i det 21. og 22. århundrede. Det stærkt voksende olie- og gasforbrug vil i løbet at et kortere åremål overhale energiselskabernes muligheder for at følge med efterspørgslen. De kraftige prisstigninger er begyndt – med mellemrum afløst at konjunkturbestemte fald. Det vil medføre forøget aktivitet fra de store stater og deres energiselskaber mht. at sikre sig koncessioner samt foretage nye boringer overalt, hvor der er mulighed for gevinst. (Kaukasus og Mellemøsten, Afrika, Mellem- og Sydamerika, Alaska, USA´s kyststrækninger, Polarhavene osv). Endvidere går udnyttelsen af olieskifer og oliesand i gang, – med ekstremt store miljøskader til følge. Samtidig øges bestræbelserne for udbygning af den stærkt statsstøttede kulkraft og a-kraft. Også dér er der rivaliseringer – og svindende forekomster af nogenlunde lettilgængeligt kul og uranmalm.

Ressource-rivaliseringen breder sig så mellem de stærkeste stater. Med mellemrum bliver det til krige. Danmark låste sig fra den første Irak-krig og frem gennem den næste til USA´s katastrofale håndtering deraf. (At det er katastrofalt, udtrykker i dag politikere og analytikere fra USA til Europa og verden rundt. Langt over 100.000 (op mod en million siger nogle opgørelser) civile og militære irakere og mere end 4000 amerikanske og andre koalitionssoldater er dræbt, – de lemlæstedes tal langt, langt større. Mere end 2 millioner er flygtet internt og 2 millioner er flygtet ud af det forarmede land. Den britiske bistands-ngo Oxfam beretter i 2008, at 8 millioner irakere har behov for øjeblikkelig nødhjælp. Især millioner af børn lider af frygt, sult og sygdom. Økonomien og infrastrukturen er smadret. Der er fortsatte kampe og terrorhandlinger mellem rivaliserende grupper. I alt er store dele af Mellemøsten destabiliseret.)

Saddam-styret var en ulykke for Irak. Men Sadam-opgørets form og forløb, bygget på løgn, klyngebomber og napalm mod soldater og civile, destabilisering af samfundet, ulovligt udsalg af irakiske firmaer, terror og tortur, var ikke vejen frem.

Det er en demokratisk svaghed af dimensioner, at dansk journalistik og politisk kultur har været og er så tilbageholdende – og det i en helt anden grad end hvad der har været tilfældet i andre lande. Heldigvis har der været enkelte fremragende undtagelser fra denne passivitet, se litteraturhenvisningerne i slutningen af dette kapitel.

Andre ressourcekonflikter har et ikke mindre katastrofalt forløb. Når folkemordet i Darfur ikke lader sig stoppe, hænger det bl.a. sammen med en fortløbende rivalisering mellem USA og Kina om dominansen over Sudans olie- og uranforekomster.

Så er der Venezuela, som endelig har fået styrke til at nationalisere sine energikilder og dermed frigøre sig fra de elendige udenlandske kontrakter, som olieudvindingen hidtil har hvilet på. Men hvor længe får det lov til at vare?

Hvad der sker i Nigeria i forbindelse med de vestlige olieselskabers aktiviteter er fortsat højst kritisabelt. Og konflikterne ulmer og bryder i brand langt flere steder. F.eks. handler Georgien-konflikten ikke mindst om kontrollen med olierørledningerne fra Kaukasus til Vesten.

Alt i alt er storselskaberne inden for kul, olie, naturgas og atomenergi – og de regeringer, de støtter sig til, ikke blevet mere tilbageholdende i deres fremgangsmåder.

Der er kun én vej ud af uhyrlighederne inden for ressource-rivaliseringerne. Løsningen hedder selvforsyning med energi overalt, hvor det lader sig gøre. Denne løsning rummer i øvrigt fortræffeligheder af mange slags. Ikke mindst mht. forsknings- og erhvervsudvikling og klimaforbedringer. Samt mere humane omgangsformer mellem nationerne.

A.P. Møller Mærsk har en position og indflydelse i dansk økonomi og politik, som løbende burde være langt grundigere undersøgt end det er sket gennem årtier. Enkelte bøger og avis- og tidsskriftartikler har dog i de seneste år løftet nogle af slørene. At Mærsk gennem mange år og allerværst i Golf-krigene har haft og har stor indflydelse på dansk udenrigspolitik og krigsdeltagelse burde for længst være politisk og folkeligt vurderet. Mærsk er det største, men ikke det eneste selskab, som søger at påvirke dansk udenrigspolitik I alt mangler virkelig en forsker- og ngo-indsats, – foruden en igangsættende og opfølgende politisk indsats.

- – - – - – - – -

Litteratur om de transnationale storselskabers økonomisk-politiske aktiviteter findes især på hovedsprogene og kan søges på landets større biblioteker og på nettet.

Vedrørende nyliberalismen har lektor ved Aalborg universitet Anders Lundkvist undersøgt mange af de systemer og kræfter, som er i spil bl.a.:. ”Integration af dansk kapitalisme i den globale økonomi”, Kritisk Debat, 2008, hvor Danmarks inddragelse i de internationale kapitalbevægelser belyses. Endvidere: ”Bush, neoøkonomien og dollaren”, 2006,

Stud. scient. pol. Københavns Universitet Anders Hadberg: ”Nyliberalismen i Danmark – forudsætninger og konsekvenser” Kritisk Debat, 2007 (www.kritiskdebat.dk/)

Tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) ”I grådighedens tid”, 2007, som samler en række internationale specialister vedr. finanskapitalen og kapitalfondene.

Temaerne omkring olien, Mærsk og oliekrigen:

Ray McGovern om Irak-krigens baggrund: ”Nykonservative har kapret Bush-regeringen” (Information, 15. april 2004).

”Bush´s deep Reasons for War on Iraq: Oil, Petrodollars, and the OPEC Euro Question.” (http://ist-socrates.berkeley.edu/~pdscott/iraq.html)

Bo Elkjær: ”Kære statsminister! – løgnen om krigen i Irak”, Ekstrabladets forlag, 2008.

Martin Kaae og Jesper Nissen: ”Vejen til Irak. Hvorfor gik Danmark i krig?, 2008

Endelig kan anbefales hjemmesiden ”Global Policy Forum: ”Oil in Iraq”, New York. (www.globalpolicy.org).

Uddrag “Vindkrafteventyret og de globale kriser”  Forlaget Klim, 2009

En grøn energiøkonomi

Klaus Illum: En grøn energiøkonomi

Virkemidler: incitamenter til at gøre det nødvendige

Sammenfatning af formål og beregningsresultater

For om muligt at forebygge en global temperaturstigning på mere end 2 grader skal CO₂ –udslippet per indbygger i de storforbrugende OECD-lande – deriblandt Danmark – frem til 2030 formindskes til højst 2,5 tons CO₂ om året per indbygger. Og udslippet fra den øvrige verdens lande – i dag ca. 2,5 tons per indbygger i gennemsnit – må ikke stige.   I Danmark andrager det årlige udslip i 2009 ca. 9,6 tons per indbygger.

Det vil sige, at de samfund, hvis landbrug, industrier, transportmidler og bebyggelser i dag fungerer i kraft af fossile brændsler, skal gennemføre en hurtig teknologisk omstilling, så de allerede om 20 år har nedbragt deres forbrug af fossile brændsler til højst 25% af det nuværende og stort set har afviklet deres kulforbrug.

Gennemførelsen af en så gennemgribende omstilling til et nyt ressourcegrundlag for samfundsøkonomien er en overordentlig vanskelig opgave: teknisk, økonomisk , organisatorisk og politisk.

Hvis opgaven ikke løses på en konstruktiv måde finder den sin løsning i klimaforandringernes konsekvenser: tørke, vandmangel, oversvømmelser rundt om på kloden og i kampe landene imellem om de svindende olie- og naturgasressourcer. (Indledning til en undersøgelse om mulighederne for at gennemføre en grøn energiøkonomi, udarbejdet af Klaus Illum, ECO Consult, okt 2009).

Vismændenes miljørapport

Forbrugerrådets og Det Økologiske Råds kommentarer til vismændenes miljørapport

Årets miljøøkonomiske rapport handler især om landbrug og om energi og klima. Hvad landbrug angår, er vi principielt enige med vismændene i, at landbrugsstøtten bør afskaffes, men aktuelt har det ingen gang på jorden i EU. Derfor drejer det sig om aktuelt at få omdirigeret så stor del af støtten som muligt, så den tjener miljøformål. Og her har Danmark hidtil været fodslæbende. Det Økologiske Råd fremlagde i januar 2009 en rapport med et scenarie for et bæredygtigt landbrug, som netop blev finansieret via en sådan omlægning.

Grønne afgifter og kvoter er generelt virksomme virkemidler i miljøpolitikken. Men man skal også være præcis med netop at bruge dem, der hvor de er bedst egnet. Inden for landbruget gælder dette f.eks. for afgift på af brugen af pesticider og på udledning af fosfor. Derimod egner de sig dårligere til regulering af kvælstof, som virker meget forskelligt lokalt. Regeringens forslag om omsættelige kvoter for kvælstof virker mere som et middel til at udskyde handling, idet det har været undersøgt i mange år, og nu vil regeringen bruge yderligere to år på at overveje det. Der er mere effektive virkemidler såsom udtagning af dårlige jorde fra dyrkning, langt flere efterafgrøder og bioforgasning af gylle. Dette bør ske i langt større omfang, end det vil ske med virkemidlerme i regeringens ”Grøn vækst”.

På energi og klima området bygger rapporten på en opfattelse af, at kvotesystemet løser alle problemer. Der sættes spørgsmålstegn ved, hvorfor man samtidig skal støtte vedvarende energi (VE) og have mål for energibesparelser. Men det er helt afgørende, at vi bevarer målene for VE og besparelser. Og hvis kvotesystemet står alene, er det svært for den enkelte forbruger at se, hvordan man kan medvirke til reduktioner. Vismændene antager blot, at vi fremover får en høj kvotepris på 225 kr/t CO2. Men de argumenterer ikke for, hvordan man skal få prisen derop. Dansk Energi og flere grønne organisationer har foreslået en minimumspris på kvoter. I øjeblikket er kvotesystemet truet af kollaps med en meget lav kvotepris, som ikke motiverer til at investere i VE og besparelser.

Rapporten påviser, at med de nuværende virkemidler når vi ikke målet for reduktion uden for kvotesektoren. Det skal der gøres noget ved. Men vismændene foreslår, at problemet skal kunne ”løses” ved at købe kvoter, og at Danmark skal gøre dette i stort omfang. Det er en meget kortsigtet betragtning. Det gælder ikke bare om at nå målene i 2020. Vi skal meget længere, og frem mod 2050 skal CO2-udledningen i de rige lande ophøre helt. Hvis vi nu blot køber os fra vores forpligtelser, får vi ikke opbygget virksomheder og kompetencer inden for VE og besparelser, og så tvinges vi til at blive ved med at købe os forpligtelserne. Det bliver dyrt i længden – og vi vil ikke nå målene.

Christian Ege, formand, Det Økologiske Råd, 22.febr. 2010
repræsentant for Forbrugerrådet i Det Miljøøkonomiske Råd

Vi spilder varme for ti milliarder i år

“Bedre isolering og nye vinduer i de energimæssigt ringeste boliger kunne have sparet danskerne ti mia kr.  på varmeregningen alene i denne vinter. Regeringen vil nu sætte gang i energirenoveringer.   

Varmen fosser ud af utætte og dårligt isolerede boliger i en sådan grad, at danskerne denne vinter hælder ti mia ud af vinduerne. Spildet kunne være undgået, hvis boligerne var blevet moderniseret med ordentlig isolering og nye lavenergivinduer  – og samtidig ville CO2-udslippet være reduceret med 1,8 millioner ton. Det viser en beregning, som Statens Byggeforskningsinstitut har gennemført for Ingeniøren.”  Ingeniøren 26. febr, 2010.

Det nødvendigste i et regringsgrundlag for 2010 må være:

En genopretning af dansk økonomi langsigtet og bæredygtigt. Dvs. styrkelse af velfærdssamfundets vigtigste elementer, skole, uddannelse og beskæftigelsesfremme, sundhedsvæsen, forsorg og særforsorg, miljøbeskyttelse, forskning og investeringer i kulturens og samfundets kerneområder. Det er mange områder, men det skal jo ske, og det skal ske på beskæftigelsesfremmende måder, som også sikrer økonomien.

Det regeringsudspil, som er fremlagt 24. februar, mangler desværre i udpræget grad tilstrækkelige tiltag på mange af felterne. Her skal kun peges på beskæftigelse og miljøbeskyttelse, som virkelig kan gå hånd i hånd.

Sagen er, at alverdens lande står over for den hastende opgave at afværge en klimkatastrofe, en miljøkatastrofe og en súltkatastrofe.  Ethvert regeringsudspil må tage de nedvendige skridt for en øjeblikkelig start på de omfattende strukturændringer, som må og skal i stand. En start i Danmark kunne være noget så enkelt og ligetil som en igangsætning af de energispare- og effektiviseringstiltag, som kan skære i hvert fald 30% af landets alt for store CO2 udledninger. Bygnings-varmeisolering, og det gælder alle slags bygninger, er så centralt og ligetil felt, at det ikke kan ske hurtigt nok. Ved olieforsyningskrisen i 1970´erne kom landet godt igang, – takket være oplysning og rimelige tilskud til arbejdet. Siden er det gået i stå, og snart sagt alle bygningstyper kan isoleres langt bedre end i dag. Også nu  skal der givetvis tilskud til, – men det betaler sig i sparede brændselsudgifter. Og det giver indeenlandske arbejdspladser.

Et andet afgørende felt er omlægning af energiforsyningen til de kul-, olie- og naturgasfri (drivhusgas-fri) energityper, vind, sol, biomasse, jordvarme og med tiden sikkert også bølgekraft. Det koster også investeringer, men også de betaler sig i sparet brændsel. – og igen arbejdspladser i massevis. Plus teknologieksport, som allerede er stor, men som kan blive langt større på et verdensmarked, som hungrer efter ekspertice og produktionskapcitet på disse felter.

Når det gælder energisektoren, så er det vigtigt at pege på, at det er aldeles nødvendigt at sætte ind på de forskellige vedvarende energiformers tilpasning til hinanden. Det kaldes også integrering, og det kaldes “Opbygning af et fleksibelt energisystem.”  Også på dette felt har dansk håndværk og industri kunskaberne og teknologien. Men integreringen mangler at  blive sat i værk over alt i landet.

Samsø blev på 10 år selvforsynende med energi.

Sydthy ligeså. Nu bør samfundet gå igang med Bornholm og Lolland. Og hvorfor ikke Fyn med – og siden resten af landet. Men altså: begynde i overkommelige og nogenlunde afgrænsede områder og gøre de indledende erfaringer. Og så hurtigt videre.

Ved bygningsisolering og vedvarende energiforsyning ville Danmark generobre den pionerstatus, vi havde indtil 2001, og som landet har haft stor gavn af mht. teknologiudvikling, beskæftigelse og eksport.  Endvidere ville landet kunne opfylde de krav til CO2 reduktioner, som vi skal lykkes med inden 2020.  Regeringen vil nå dem ved at købe forurenings tilladelser i udlandet. Dermed opnår man på langt sigt ingenting, idet man undlader den modernisering af landets infrastruktur, som er nødvendig overalt.  Uffe Geertsen, 25. februar 2010.

Se siden Klip: Ny måling: Tror vi på klimasagen? 

Se også siden Klima: Hvad er “Grøn strøm”?  – At købe el, som gavnet klimaet

Fordobling af el-priserne – især takket være privatiseringen:

El-priserne er steget stærkt efter at el-forsyningen blev privatiseret i 1998. Dengang forlød det fra snart sagt alle sider, at priserne ville falde kraftigt ved en privatisering. Aalborg Universitets forskere og energi- og miljøbevægelserne dokumenterede, at sådan ville det langt fra gå.

“Information” skriver 17. febr.: - En kostbar liberalisering, – som er et af de største mislykkede projekter i EU´s historie. Konkurrencen eksisterer ikke, og EU-kommisionens redningsforsøg vil ifølge eksperter kun føre til endnu højere priser. Uhæmmet monopoldannelse har gjort markedet ugennemskueligt og regeringerne har dermed mistet kontrollen med et af de vigtigste områder, når det gælder forsyningssikkerhed, udnyttelse af  energiressourcer og ikke mindst nedbringelse af CO2. 

Jørgen Henningsen, senioranalytiker ved European Policy Centre og tidl. direktør for EU-Kommissionens Generaldirktorat for miljø siger, at el-liberalisering ikke kan sammenlignes med libaralisering af andre typer vareproduktioner. El vil på et liberaliseret marked blive afsat til den højst mulige pris, mens el i det gamle system (med offentligt eje) blev afsat til nogenlunde produktionsomkostningerne. Dette fordi el blev betragtet som et alment gode, som der ikke skulle tjenes penge på.

19. febr. skriver “Dansk Energi”s direktør Lars Ågaard i et forsvar for liberaliseringen, at inflationen samt bedre røgrensning og nye CO2-afgifter er årsag til prisudviklingen. Indregnes alt dette, så er el-prisen faldet en smule.  Marie Grønlykke, tidl. ansat i Energiministeriet skriver modsat,  at de heftige prisstigninger er et lysende eksempel på, hvordan man på få eftermiddagsmøder med den moderne kombination af kortsyn, kaffe og grådighed kan nedbryde, hvad det har taget kloge folk 100 år at opbygge.  Såvidt Information.

OPlysningerne om prisstigningerne er udendt af Klima- og Energiministeriet, som fornylig har oplyst, at elprisen for private kunder i løbende priser er fordoblet efter at liberaliseringen blev gennemført i 1998.  Læs i Uffe Geertsens bog “Vindkrafteventyret og de globale kriser”, Forlaget Klim, om den historiske baggrund for denne sørgelige historie, – specielt kapitlet “Privatiseringsfebet med hovedet under armen”.

Verdenssamfundet forbruger

Verdenssamfundet forbruger mellem 1½ og 2 gange Jordens bæreevne – de vestlige lande mellem 6 og 9 gange og resten af verden accelererer deres fprbrig…. Alligevel tror de færreste økonomer og fremtidsforskere, at de store menneskemasser radikalt vil ændre deres livsstil for at undgå miljøsammenbrud. Ikke mindst væksten i BRIC-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) og udviklingslandene vil medføre ekstreme nye ressource- og affaldsproblemer, som det er umuligt at undgå, da de følger helt forudsigelige stigninger i forbrug. Med et samfunds vækst og velfærd vokser det miljømæssige aftryk konsekvent. En afkobling af ressourceforbrug og ressurceødelæggelse fra vækst tror de færreste på – og ingen vil have mindre vækst. Citat fra Miljøsk nr 54, Lars Lundbye, innovationsekspert.

CO2-udslippet, vi ikke regner med

Hverken skibs- eller flytrafik regnes med i de nationale CO2-opgørelser. Heller ikke det udslip, som importerede varer har medført i produktionslandene. Hvis det skete, skulle f.eks. den enkelte danskers CO2-belastning forhøjes med 33%. Dertil kommer så, hvad vores brug af skibe og fly medfører.

Bæredygtig økonomi

Vi kan selv – men ikke det hele     

Lokale og centrale strategier skal gå hånd i hånd

Asien i førertrøjen – så meget desto mere gælder det at vinde med. I dag sakker USA og Europa bagud.                            

Af Uffe Geertsen, Global Økologis redaktion

 Vil ”Den forgyldte milliard” dele klodens ressourcer med de to milliarder fattige og sultende? Og vil denne begunstigede milliard, hvis overforbrug er en af de væsentlige årsager til kriserne, bidrage afgørende til at løse de problemer, som i særlig grad rammer de fattige? Vil de decentrale miljøindsatser, som i voksende grad er på vej, efterhånden overbevise de store aktører i det liberalistiske regime om delingens nødvendighed?

”Institutionernes og storselskabernes verdenssamfund” – hele systemet af regeringer, administratorer, selskaber og aktionærer og deres bagland af økonomiske og erhvervsmæssige giganter har ikke let ved at ændre kurs. De har alle – aktuelt på klimatopmødet COP15 – vist hvor svært de har ved at nå frem til enighed om tilstrækkelige indsatser over for klimakrisen, finansskandalerne, sultkrisen og de øvrige sammenhængende kriser. Deres særinteresser er mange og stærke.

Vi kan ikke lide at høre alt dette og slet ikke at handle konsekvent imod det. Men sådan er det – senest (hvad angår især lobbyismens magt til at bremse klimaløsninger) beskrevet i Al Gores bog ”Vores valg”.

På den store scene er meget dog i gang. Økonomisk set og med hensyn til at ophjælpe de nye miljørigtige teknologier og infrastrukturer har USA stort set tabt til Asien. Og EU, incl. Danmark er godt i gang med det samme. Vi er ikke foregangsnationer; det er simpel økonomisk overlevelse, som står på spil i takt med, at bæredygtigheds-omstillingen går alt, alt for trægt.

En meget stor del af vanskelighederne med at træffe de progressive klimabeslutninger skyldes de gamle rige landes historiske ansvar. Vi betalte ikke for de miljøomkostninger, som rammer hele kloden, medens vi endnu var rige. Nu overhaler Asien os i konkurrencekraft, – og hvor meget kan man så kræve, at de gamle velstående lande skal betale, hvis de er på vej til at ende som fallitbo? Vesten må og skal selv innovere for at blive energieffektive og grønne, – noget som Asien har forstået.

 Alt er vel ikke tabt. Men jo alvorligere den gamle verdens sakker bagud i forhold til den nye, jo mere skal vi alligevel søge at vinde med i en udvikling frem mod en globalt holdbar sameksistens. Det skal stadig ethvert land, hvor der er byer, landsbyer, offentlige og private virksomheder, foreninger osv., som ser, hvad der er på vej og som tager selvstændige miljøinitiativer for at opnå mere sikre energiløsninger og miljøforhold. Og som derigennem flytter deres politikere.

 Initiativer belønnes

Alt tyder på, at den eneste måde, hvorpå ikke mindst demokratiske samfund – begyndende med lokalsamfundene – kan fremme en progressiv miljøpolitik, er ved selv at lægge sig i selen. Andre vil så forhåbentlig følge efter, når de ser, at denne politik rummer store fordele, – sundere livsvilkår, større forsyningssikkerhed, formindskede internationale spændinger takket være mindsket kamp om bl.a. olien. Og helt klart erhvervsmæssige fordele, eftersom det er af den største økonomiske betydning på alle teknologiske og produktionsmæssige felter følger med i den asiatiske udvikling. Danmarks næststørste eksport sker – trods tåbelige opbremsninger fra politisk side – inden for energibesparelser, sol, vind, biomasse og fjernvarmeteknologi og andre miljøteknologier. Lige nu eksporterer denne sektor ifølge Dansk Industri for over 80 milliarder om året.  

 Den danske energihistorie fra vindmøllepioneren Poul la Cour og frem til i dag handler på den ene side om modsætninger mellem bagstræberisk varetagelse af særinteresser og på den anden side progressiv virkelyst, – en vilje til selvstændige løsninger, baseret på hjemlige energikilder, uafhængigt af fremmede magters olie- og a-kraftinteresser. ”Hvad skal ind – sol og vind. Og hvem får det ind?” Hed sloganet dengang i 1970´erne – og svaret er stadig det samme: Det gør almindelige mennesker i de lokale samfund med brug af naturens egne løsningstilbud, – præcis som la Cour så det for 100 år siden – og miljøbevægelserne NOAH og OVE m.fl. for 40 år siden.

 Pionerer viser vejen

”Vi gør det selv”-strategierne støttes af fremsynede forskere og virksomheder og af folkeoplysnings- og ngo indsatser. Beundringsværdigt er fx ´Samsø-initiativet´, som på godt 10 år har gjort øen selvforsynende med energi. Tilsvarende ´Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi´s indsats, som gennem mange år har bidraget til, at Sydthy kan eksportere vindkraft-el til det øvrige Danmark. Ærø er godt på vej i samme retning, – for nu at nævne nogle af de strålende pionerer (se også boksen).

Også helt nye bevægelser skyder frem. ´Transition Towns´ (Overgangsbyer) tæller nu mere end 280 byer og  flere er på vej,  især i England og USA, men også i Europa, heriblandt Danmark. Bevægelsen består af grupper af borgere i byer, hvor grupperne arbejder på at gøre lokalsamfundet trinvis mindre afhængigt især af kul, olie og gas, både på grund af de fossile brændslers alvorlige klimavirkninger og fordi disse brændsler vil blive stadig dyrere og konfliktfyldte at fremskaffe. Tansition Towns vil opbygge modstandskraft imod, hvad der sker globalt, og de søger at gøre det med deres ”resiliens”, spænstighed og ukuelighed, – ord som udmærket dækker, hvad der er sket og sker på Samsø, i Sydthy, Frederikshavn, på Ærø og andre steder.

 Erhvervsvirksomheder på vej?

Går erhvervsvirksomheder med i sådanne indsatser?  Ja, det sker, – og forhåbentlig i stigende grad. Jørgen Steen Nielsen har bl.a. i bogen ”En lille fortælling om overlevelse” givet eksempler på, – virksomheder, som har indset vigtigheden af at være i front i en nødvendig udvikling. Det drejer sig bl.a. om det amerikanske el-selskab General Electric, som i sine mangeartede virksomheder satser på enenergibesparelser og endvidere har opstartet solcelle- og vindmølleproduktion i stor skala. Nævnes kan også den japanske bilproducent Honda, som søger at blive den virksomhed, som på verdensplan laver biler med mindst mulig udledning af drivhusgasser. Også i Storbritannien har en grøn bølge fat i en del af erhvervslivet. Ligeså i Danmark i et vist omfang. Det gælder fx Novozymes, Novo Nordisk, Grundfos, Vestas, Danfoss, Rockwool m.fl.

Samlet set er forhåbningen, at disse tiltag vil få endnu flere lokalsamfund, byer og virksomheder til at sadle om, – og hen ad vejen få befolkningsflertal og regeringer til at besinde sig. Det haster, erhvervslivet i Asien er som påpeget langt mere i gang.

 Tre vigtige strategier

I alt tegner sig efter det konfliktfyldte og næsten lammede klimatopmøde tre strategier, som er nødvendige og som vil støtte op om hinanden i løsningen af klima- og miljøproblemerne:

 1) ”Vi gør det selv” – som beskrevet ovenfor, så er det byer, landsbyer, virksomheder, organisationer som tager selvstændige i initiativer i forhold til miljø og klima. Det er uhyre vigtigt, men ikke tilstrækkeligt.

 2) Vi har i land efter land brug for energi-selvforsynende regioner med sol, vind og biomasse. Danske forskere og planlæggere fra Aalborg Universitet og DTU har igennem mange år påvist værdien af energiforsyning gennem decentrale, regionalt opbyggede og integrerede sol-, vindanlæg og biomassekraftvarmeværker. Fordelene ved sådanne systemer er store. Og samarbejdet om anlæggene og deres videre udbygning giver ekstra gode muligheder for lokal folkelig opbakning. Men forskerne og energibevægelserne har gennem årene som oftest talt for døve øren. De centralistiske og økonomiske særinteresser og deres medie- og politikerkontakter har været for stærke. En ny forståelse er dog på vej. ”Gør det selv” initiativerne på lokalt niveau og forhåbentlig kommende ”Energi-selvforsynende regioner” på det mere omfattende niveau inspirerer og støtter hinanden.

 3)   Politisk-økonomiske virkemidler er imidlertid også nødvendige: På den ene side tilskud til vigtige fremgangsmåder, eksempelvis højisolering af alle bygningstyper, bæredygtige transportformer, større vindkraft- og solenergianlæg i en opbygningsperiode. Og på den anden side afgifter på forurenende fænomener som benzinslugende biler og strøm fra kulkraftværker. (Hvis blot kulkraft-el og benzin og olie kostede, hvad de koster samfundet i miljøforurening og sundhedsskader, så var fx vindkraft for længst billigst og tilskud her overflødige).

 Der er meget at gøre, og det haster. Men opbrud er heldigvis på vej.

Vi gør det selv – eksempler fra landsbyer, byer og institutioner

 Andelssamfundet i Hjortshøj: www.andelssamfundet.dk

Det Økologiske Råd: www.ecocouncil.dk

Energiakademiet Samsø: www.energiakademiet.dk

Energiby Frederikshavn: www.kortlink.dk/5x6w

Energitjenesten (OVE og SEK): www.energitjenesten.dk

INFORSE, International Network for Sustainable Energy: www.inforse.org/

Miljø & EnergiCentret i Høje Taastrup: www.mec-ht.dk/.

Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi:www.folkecenter.net

Transitions Towns Denmark: www.transitiontowns.org

Vugge til Vugge Netværket: www.vuggetilvugge.dk

Ærø Vedvarende Energi Ø: www.aeroe-ve.dk

Øko-net, Netværk for økologisk folkeoplysning og praksis: www.eco-net.dk

Økosamfundet Dyssekilde, Torup: www.dyssekilde.dk

CO2 kvoter – en håbløs strategi

Se Kvote-kritikken på denn blog på siden Klima

Fælleder - et gammelt begreb med aktuelle betydninger

Se om Fælleder på denne blog på siden Diverse 

Så mange spørgsmål

Det danske vindkrafteventyr er enestående og beundret verden rundt. Danmark har været pioner i et samarbejde mellem møllebyggere, ngo´er og forskere. Hvorfor skulle det skæres drastisk ned fra 2001?

Hvorfor reagerer politikerne med sneglefart, når klimakatastrofen kræver hurtig og omfattend  indsats, som klimatopmødet – trods svage resultater i øvrigt – bekræftede fuldt ud?  Miljøbevægelserne har i årevis peget på, at hverken klima, vandmiljø eller dyrkningsjord kan holde til forbrugsvæksten. Er regeringen og oppositionen handlingslammede? Spiller andre kræfter ind? 

Aviser og tv belyser ikke de interesser, som bremser klimaindsatsen. Hvorfor ikke?

Jyllands Posten skriver, at der føres socialistisk vindmøllepolitik. Hvad skal det signalere?

Dansk kulkraft står for en kulsort energipolitik. Kulkraft er tilmed langt dyrere end vindkraft, når skaderne på miljø og sundhed tælles med. Hvorfor årelang tavshed om det?

Fattige lande rammes ekstremt af den globale opvarmning. Industrilandene har hovedansvaret, men støtter kun minimalt de fattige. Er det rimeligt, er det klogt? Hvad skal der ske med miljøflygtningene?  Hvordan går det til, at Mærsk kan føre udenrigspolitik uden om Folketinget? Tilmed i spørgsmål om energiressourcerne i krig og fred?

Økonomer har for længst udviklet teorier og planer for bæredygtig økonomi. Hvorfor er det næsten ukendt for uddannelserne, for medierne, for politikerne?

”Vindkrafteventyret og de globale kriser” stiller mange spørgsmål – og giver svar. Bogen er et gennemresearchet og velargumenteret indlæg i debatten om klimakrisen, miljønedbrydningen, fødevare- og fattigdomsproblemerne. Kriserne hænger sammen, og store økonomiske interesser er på spil. Kul- og olieselskaber, stål- og våbenindustrier, kemigiganter m.m.fl. arbejder intenst for fortsat materiel vækst.

Bogen “Vindkrafteventyret og de globale kriser” 

fortæller om dansk miljø- og energipolitik gennem sejre og nederlag. Med dette udgangspunkt belyser bogen de globale kriser, klimakrisen, fødevarekrisen og den økonomiske krise. Bogen giver en række bud på økonomiske og økologiske kriseløsninger. Og den viser, hvordan de danske erfaringer med at opbygge en selvstændig energiforsyning, baseret på vind,  sol, biomasse og evt. bølgekraft er vejen frem. Det er bæredygtige energiløsninger, hvor udledningen af CO2 er næsten nul. Tilmed giver forskning og udvikling af disse løsninger beskæftigelse til titusinder, og det giver eksportindtægter, – samt uafhængighed af kul og olie fra ustabile nationer. At gå netop denne Selvstængidhedsvej vil vise sig som en vigtig løsning for virkelig mange lande ud over kloden.  Desværre er det danske eksempel bremset alvorligt ned siden regeringsskiftet i 2001. Så meget desto vigtigere er det at genvinde initiativerne inden for forskning, udvikling og produktion af de bæredygtige teknologier.

Se anmeldelser af bogen på denne blog, siden “Boganmeldelser”.  Og se udvalgte afsnit på siden “Artikler”.

Køb bogen til nedsat pris på nettet eller direkte fra forlaget Klim, tlf. 86103700,  forlaget@klim.dk

FN´s klimatopmøde – en forudsigelig fiasko

At klimatopmødet gik, som det gik, var forventeligt. Kina-USA rivaliseringen er et stort problem, de fattigste og mest truede u-landes situation er næsten håbløs – også på grund af egne regimer.  Velsagtens alle lande fører allermest indenrigspolitik.   FN-forhandlingsformer og afstemningsregler er ikke lette at håndtere, – specielt ikke for en type som Løkke Rasmussen, der tilmed er uden internationale erfaringer. Samt uden meget kendskab til klimaspørgsmålene, u-landssituationen osv. Og som er en politiker med ideologisk baggrund i partiet Venstre, der endnu ikke er nået ind i nutiden.

Ville det ikke – i alle tilfælde – have været mere korrekt, at en sådan FN-verdenskonference var blevet ledet af en FN-topembedsmand med store erfaringer i international konferenceledelse plus en hel del kendskab til klimaproblemet og de tilgrænsende globale problemer?

Forhåbningerne nu bagefter er, at fiaskoen vil få en lang række nationer og interesser samt FN til at tænke en hel del igennem. Samt at fiaskoen får progressive byer og erhvervsvirksomheder og en nation her og der til at gå i spidsen med den ajourføring frem mod bæredygtighed, som bliver mere og mere påtrængende.  På det punkt havde byen København netop et vigtigt initiativ, – en selvstændig og fremragende konference, hvor borgmestre fra en lang række af verdens største byer fremlagde deres planer for bæredygtig byudvikling.

En anden vigtig ting er, at NGO´erne havde en masse gode arrangementer. -  Og en vrede, som vil få dem til at komme endnu stærkere på banen næste gang.                    Uffe Geertsen, 29. dec. 2009 

Danmark har før gået i spidsen

Igennem 30 år – fra ca. 1970 til 2001 - var Danmark et foregangsland med hensyn til at udvikle især vindkraft  men også solenergi og bioenergi. Endvidere  gennemførte DK fremragende effektiviseringer af energianvendelsen. Det kunne med store fordele være fortsat i et højt tempo – vindkraftindustrien gjorde det delvis med salg i udlandet. Men indenlands blev udviklingen sat i stå. 

Bogen “Vindkrafteventyret og de globale kriser” (Forlaget Klim 2009) fortæller om hele dette vigtige forløb. Se siden Artikler på denne blog, hvor der bringes nogle uddrag af bogen. Bogen kan købes på forlaget eller på netbutikker eller i boghandelen.

Med det uhyre svage resultat af Klimakonferencen her i december, bliver det af den største betydning, at en række lande (og byer!) selv sætter turbo på den drastiske omformning af samfundenes teknologier, produktions- og forbrugsformer, som det bliver mere og mere nødvendigt at få hurtigt i gang. Uffe Geertsen, 22. december 2009

CONCITO: Et historisk svigt – og en åbning

Nu ligger ansvaret hos de enkelte lande, ikke mindst Danmark

Der er på den ene side tale om et tragisk og historisk svigt, da det ikke lykkedes at opnå en egentlig aftale på det netop overståede klimatopmøde i København.  På den anden side indvarslede mødet et vendepunkt, hvor de største og vigtigste udledere som USA, Kina, EU, Brasilien, Sydafrika og Indien for første gang anerkendte deres fælles ansvar for at følge de videnskabelige anbefalinger. 

Dette møde blev et svigt overfor klimaet og dermed overfor os alle. Vi fik ikke de fælles mål og virkemidler, der ville give alle lande og byer de mest effektive og økonomiske vilkår for den nødvendige omstilling, udtaler CONCITOs formand, Martin Lidegaard. Han fortsætter: Forløbet stiller spørgsmålstegn ved formen for sådanne internationale møder. Skal man sige noget positivt, stiller ingen af verdens ledende politikere længere spørgsmålstegn ved, om der skal handles, men kun hvordan.   

Samtidig vurderer CONCITO, at den manglende aftale i FN-regi nu lægger ansvaret for handling over på de enkelte nationalstater og byer i de førstkommende år.  

Vi kan ikke vente længere. Et land som Danmark kan og bør reducere sit udslip af drivhusgasser med 40% i 2020, og vi kan tjene på det, hvis vi er med i front.  Borgmestermødet, de utallige konferencer for investorer, erhvervsliv og NGO’er har vist, at transformationen mod et fossilfrit samfund er i fuld gang. Der er tale om en teknologisk, økonomisk og politisk tsunami. Hvad vi har brug for nu, er en ambitiøs klimaplan for Danmark, så vi kan matche de videnskabelige anbefalinger, indsatsen fra andre vestlige lande og give nyt håb til klimaet, udtaler direktør Thomas Færgeman. (Concito 20. dec. 2009)FN: Tab af biodiversitet (artsmangfoldighed) udrydder ilt, mad og medicin

FM advarer: Tab af biodiversitet

De store økosystemer, der sørger for alt fra drikkevand til bestøvning af korn, er alvorligt truet, advarer FN. Selve grundlaget for livet på Jorden – ilt, vand, fødevarer og medicin – er truet, fordi vi alt for uhæmmet omdanner natur til landbrug, infrastruktur og byer…. Tabet af biodiversitet er dramatisk – vi mister dyre- og plantearter med stor hastighed. Det kan ikke fortsætte. Vi bliver nødt til at stoppe tabet af biodiversitet, hvis liv på Jorden skal for skal fortsætte. (Ingeniøren den 18. dec. 2009).

Gallup-meningsmåling viser ikke flertal for atomkraft i Danmark

 I en forsideartikel med overskriften ”Danskerne: Atomkraft, ja tak” hævdedes det i Berlingske Tidende mandag d. 7/12, at årtiers massive modstand mod atomkraft er forsvundet og at et flertal på 54% af befolkningen nu er blevet tilhængere af atomkraft. Nyheden er baseret på en meningsmåling, som avisen har foretaget i samarbejde med Gallup. Den er blevet citeret overalt i de indenlandske skrevne og elektroniske medier og også i udenlandske aviser.

 Men intet tyder på, at denne tolkning holder. Besvarelserne tager ikke stilling til, om der bør indføres a-kraft i Danmark.  Gallups spørgsmål lød: ”Hvor enig eller uenig er du i nedenstående udsagn? A-kraft kan blive en vigtig brik i løsningen af klimaproblemerne.” Det lille flertal, som har sagt ja til spørgsmålet, skønner blot, at a-kraft kan blive en vigtig brik generelt i verden.

 At et flertal af den danske befolkning skulle være blevet tilhængere af atomkraft ville nemlig også være overraskende al den stund, at en Megafon-meningsmåling fra oktober 2009 når frem til, at 91 pct. af befolkningen er tilhængere af en udbygning af vindkraft frem mod 2020 og 87 pct. ønsker mere solenergi, hvorimod kun 5 pct. går ind for a-kraft. Megafon-undersøgelsen stemmer overens med en meningsmåling foretaget af Eurobarometer i januar 2006, som viser, at 59 pct. af danskerne generelt går ind for udbygning af vindkraften, 45 pct. er for solenergi, hvorimod kun 4 pct. ønsker atomkraft. Befolkningens forkastelse af a-kraft i Danmark ser med andre ord ud til at være uændret siden 1986.

 I lyset af det ovenstående opfordrer Det Økologiske Råd Berlingske Tidende til at offentliggøre meningsmålingen i sin helhed, så offentligheden får mulighed for at gå al talmaterialet igennem.

 Der er netop for tiden et internationalt fremstød for a-kraft og for, at denne inkluderes i COP15-forhandlingerne. Målet er, at de rige lande kan få tildelt CO2-kvoter mod at investere i a-kraft i udviklingslandene. Hvis det sker, kan en stor del af de penge, der øremærkes til finansiering af overførsel af bæredygtig teknologi til udviklingslandene, blive brugt til overførsel af a-kraftteknologi i stedet.

 Christian Ege, formand Det Økologiske Råd. 15. dec. 2009.  Yderligere oplysninger: Niels Henrik Hooge, tlf. 21 83 79 94, Uffe Geertsen 39 68 07 50 eller Christian Ege, tlf. 33 18 19 33 / 28 58 06 98

Klimatruslerne kan ikke imødegås med CO2 kvoter

Målet at undgå de alvorligste klimatrusler kræver langt mere radikale CO2 reduktioner end de 20 pct, som EU-landene hidtil har besluttet. Danmark disponerer desværre efter, at ca. halvdelen af de danske forpligtelser kan klares med at købe forurenings tilladelser (CO2 kvoter) så man kan fortsætte i den gamle skure.

Den eneste holdbare løsning er, at hvert land gør sin egen produktion og sit eget forbrug langsigtet bæredygtig.  At købe forureningskvoter er at fortsætte forureningen i hjemlandet. Den udenlandske part, som sælger kvoterne, skal så forpligte sig til at forurene mindre – men det er en højst usikker affære. Se på siden Klima teksten “Klimakatastrofen” Afsnit V “  CO2- kvoter – en håbløs strategi”.

Den kritiske ngo “Carbon Trade Watch” siger “Drop kvotehandelen, den leverer ikke det, den skal.”  Samme kritik kommer fra NASAs klimaforsker James Hansen, som tilmed har opfordret til at undlade en klimaaftele i København især fordi den vil komme til at hvile på kvotehandels-systemet. Dette system reducerer ikke udledningen af drivhusgasser, fordi systemet er fuldt af huller. Systemet og dets mange fejl- og svindelmuligheder er grundigt beskrevet i redegørelsen “Klimakatastrofen, Afsnit V” i nærværende blog, side Klima.

Ny klimarapport “The Copenhagen Diagnosis” Se siden Klima

Se længere nede på denne side omtalte af Dansk Ingeniørforenings Klimaplan 2050: Massive gevinster ved at stille om til vedvarende energi.

A-kraft er for dyrt og for lidt fremtidssikret

Fornyet debat om a-kraft – især i en del aviser. Her følger nogle argumenter imod at bygge a-krftværker i Danmark.

A-kraftværker er kolossalt dyre og sene at planlægge og bygge. Sikkerheds- og især affaldsproblemerne er ikke løst. I øvrigt er lande som Danmark dårligt egnede til a-kraft af flere grunde: Landet er et landbrugsland og ret tæt befolket, – et Tjernobyl vil være en forfærdelig ulykke. Egnede placeringer findes derfor ikke.

Dernæst er et a-kraftværks el-produktion meget langsom at regulere op og ned, hvilket passer dårligt sammen den ret store el-produktion fra vindkraft, som Danmark har og lidt efter lidt vil videreudbygge efter 8 års stilstand. Vindkraft kræver samspil med langt mere regulerbare “grundlast”-værker, som hurtigt kan øge deres produktion, når vinden løjer af. Det kan de centrale og decentrale kraftvarmeværker klare.

Så er der påstanden om, at a-kraft er CO2-fri. Det er ikke rigtigt, når man vel at mærke ser på hele værkets livsløb fra uran-udvinding og værkets opbygning til afvikling og affaldsopbevaring (og sammenligner det med tilsvarende forløb for andre kraftværkstyper). A-kraft udleder langt mindre CO₂ end kul og gas. Men et biomassefyret kraftvarmeværk udsender endnu mindre CO₂ end et a-kraftværk. Endnu mindre udsendes af vindkraft, solenergi og jordvarme (geotermisk energi).

Lande, som gennem mange år har udnyttet a-kraft, vil med stor sandsynlighed og på trods af store økonomiske betænkeligheder fortsætte en vis a-kraftudbygning. Men for lande, der som Danmark gennem mere end 30 år har kvalificeret sig industrielt til i stadig stigende grad at gennemføre en bæredygtig energifremtid, vil en a-kraft-introduktion være bagstræb. Dette både økonomisk og med hensyn til forsyningssikkerhed og erhvervsudvikling inden for fremtidens teknologier.

Senest har Dansk Ingeniørforening gennemført et stort udredningsarbejde, som dokumenterer de danske muligheder. Se artiklen nedenfor: IDAs Klimaplan 2050. Se også Det Økologiske Råds hjemmeside www.ecocouncil.dk/
Uffe Geertsen, civilingeniør, miljøkonsulent ved Det Økologiske Råd

A-kraften er ikke en løsning

I en leder i Ingeniøren d. 31/10 2008 bliver klimaminister Connie Hedegaard kritiseret for at beskrive atomkraft som en midlertidig løsning på energiproblemet. Samtidig hævdes det, at det billede, som ministeren tegner om a-kraftens faldende betydning, grundlæggende er falsk, og at den fremtidige energiforsyning ikke kan sikres uden.

Men Connie Hedegaard har fuldstændig ret, når hun beskriver a-kraft som utilstrækkelig. Der har længe været udbredt enighed om, at den ikke er svaret på det globale energiproblem eller hvordan klimaforandringerne skal bekæmpes. Det er en kendsgerning, at a-kraften er i tilbagegang, og at den ikke behøves i energiforsyningen på lang sigt.

Således vurderer det Internationale Energiagentur (IEA) og Atomenergiagenturet (NEA) at selv en firedobling af a-kraften i Europa i 2050 kun vil resultere i en 4 pct. reduktion af udledningerne af drivhusgas ud af den formindskelse på 50-80 pct. globalt set, som er nødvendig for at undgå de værste virkninger af klimaforandringerne. En sådan satsning på a-kraften vil kræve en investering på ca. 45.000 mia. kr.

I september 2008 bekendtgjorde det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), at atomkraftens andel af den globale elektricitetsproduktion i 2007 faldt med to procentpoint til 14 pct. i forhold til 2006. Dette skal ses i lyset af, at a-kraftens andel af denne produktion har ligget fast på 16-17 pct. i næsten tyve år. De 14 pct. svarer til mindre end 6 pct. af verdens kommercielle primære energi og ca. 2 pct. af den endelige energiforsyning. Alt dette gør a-kraften til en underordnet del af den globale energiforsyning.

Men det er korrekt, at der planlægges og bygges nye a-kraftværker og renoveres ældre værker. Ifølge IAEA er der pr. 31. august 2008 35 a-kraftreaktorer under opførelse, hvilket er én mere end i slutningen af 2007, men 18 mindre end i slutningen af 1990erne. 11 af disse – dvs. mere end 1/3 – har været under opførelse i mere end 20 år. I Vesteuropa er der kun 2 reaktorer under opførelse – en i Finland og en i Frankrig – og i USA en enkelt (siden 1972). På baggrund heraf er det vanskeligt at tale om en atomkraftrenæssance.

Hertil kommer, at selv en kapacitetsforøgelse, der går hurtigere end forældelsen af de eksisterende værker vil tage for lang tid i forhold til de CO2-reduktioner kloden skal præsentere i løbet af de kommende år. Det vil desuden koste enorme summer og give langt mindre CO2-reduktion end hvad der for de samme penge og hurtigere ville kunne opnås gennem effektiviseringer, energibesparelser og VE. Og hvad værre er – A-kraft vil virke hæmmende på introduktion af vedvarende energi, dels fordi den vil beslaglægge de økonomiske ressourcer, dels fordi den skal køre konstant – som grundlast – og derfor på grund af sin manglende fleksibilitet ikke kan forenes med vindkraft. Desuden skal A-kraftværker ligge så langt fra byerne, at overskudsvarmen ikke kan udnyttes til fjernvarme, men vil gå til spilde. Også a-kraftens uløste problemer med affaldsdeponering, knaphed på uranleverancer og knaphed på teknologisk/bygningsmæssige kompetencer, etc. må tages i betragtning. 

Faktum er, at a-kraften heller ikke fremover vil behøves i den globale energiforsyning. F.eks. konkluderer en ny rapport fra Greenpeace og Det Europæiske Råd for Vedvarende Energi (EREC), at de globale VE-reserver, som er teknisk tilgængelige, er store nok til at dække verdens nuværende el-forbrug seks gange – for altid.

Dette gælder naturligvis også for Danmark. Ingeniørforeningens Energiplan 2030 er vel et af de bedste eksempler på, at det kan lade sig gøre. Faktum er, at lande, der som Danmark støtter og videreudvikler effektivisering og VE, i langt højere grad vil være fremtidssikrede både hvad angår miljø, forsyningssikkerhed og erhvervsudvikling end de a-kraftnationer, der er tilbage. A-kraften kan på ingen måde konkurrere med de vedvarende energikilder.

Niels Henrik Hooge, Uffe Geertsen og Christian Ege, Det Økologiske Råd. Bragt i Ingeniøren d. 14.11.08

Vindkrafteventyret – fra pionertid til konflikter

Se siden Artikler “Kapitel 2 i bogen “Vindkrafteventyret og de globale kriser”: De fremgangsrige år og de mange tilbageslag.

Skær 90 % af CO2-udslippet og spar milliarder!

Dansk Ingeniørforening IDAs Klimaplan 2050

IDAs Klimaplan 2050 beskriver, hvordan Danmark i første halvdel af det 21. århundrede kan reducere udslippet af drivhusgasser med 90 %. Planen er samtidig en beskrivelse af, hvordan investeringer i teknologi og infrastruktur kan udvikle Danmark til et moderne samfund baseret på vedvarende energikilder og effektiv udnyttelse af alle tilgængelige ressourcer, hvor vækst i erhverv og velfærd kan ske i samspil med et bæredygtigt miljø.

Danmark har i de sidste 20 år oplevet en relativ stabil udledning af drivhusgasser. IDAs Klimaplan 2050 vil sætte skub i de danske reduktioner. Det er helt nødvendigt, hvis vi skal tage en fair andel af de reduktioner, der skal ske på globalt plan. Der er desuden store økonomiske, sikkerhedspolitiske og erhvervsmæssige fordele ved at gennemføre IDAs Klimaplan 2050.

Samfundsøkonomiske beregningern viser, at en omlægning af energiforsyningen vil medføre besparelser på 13 milliarder allerede i år 2015. Herefter vil besparelserne stige frem til 2050, så de når op på 25 milliarder kr. årligt. Det skal understreges, at der er store usikkerheder ved beregningerne for både 2030 og 2050.

Erhvervsmæssigt vil der være store fordele ved at implementere IDAs Klimaplan 2050. Effektive og vedvarende energiteknologier er Danmarks hastigst voksende eksportvare, og en realisering af IDAs Klimaplan 2050 og de tilhørende anbefalinger kan skabet potentiale for en stigning i eksporten af energiteknologier.

Ingeniørforeningens Hovedrapport kan hentes på http://ida.dk/

Se på siden Klima aktuel kommentar ang. klimaforhandlingerne

Bæredygtig økonomi – intet mindre!

 “ – Mit problem med mine fagfæller er ikke deres hyppige faglige uoverensstemmelser, men snarere deres næsten enstemmige støtte til en grundlæggende økonomisk politik, der tager livet af os.” Herman Daly, “Efter væksten”.

Er det muligt at nå frem til en bæredygtig økonomi? Det siger sig selv, at det er nødvendigt. Gennem en længere årrække har økonomer, som er kritiske over for nyliberalismens globale udbredelse, arbejdet med de problemer, som den uhæmmede vækst medfører. De senere årtiers ophævelse af indseende og kontrol med finansmarkederne, bl.a. resulterende i krisen i 2008, har skærpet opfordringerne til at genindføre nye (og i virkeligheden gamle) regler. Nationale og internationale kapitalbevægelser på hektisk jagt efter profit, tjent på hvad som helst, er uholdbart både samfundsøkonomisk og miljømæssigt.

Det Økologiske Råd i Danmark introducerede i 1992 en hovedretning inden for den økologiske økonomis analyser, – en økonomi, som skiller sig ud både fra den liberale markedsøkonomi og fra planøkonomien. Introduktionen skete i et lille hæfte, ”Økologisk Økonomi”, og med baggrund i et teoretisk værk ”Det fælles bedste” (dansk udgave 1991) af to amerikanske forskere, økonomen Herman Daly og filosoffen John Cobb Jr.

Bl.a. Det Økologiske Råds introduktion samt specielt Dalys værker og ajourføring af teorierne ligger til grund for de følgende sider. Senest er udkommet Herman Daly: ”Efter væksten”, dansk udgave 1997, samt en ajourførende artikel, også af Daly: ”Economics in a Full World”, Scientific American, sept. 2005. Og endelig er anvendt universitetslektor Erik Christensen ”Grøn vækst eller bæredygtig udvikling”, 1997, og Erik Christensen ”Kritik af nyliberalismen” i ”Globale udfordringer”, 2001.

De spørgsmål, som Daly og de øvrige økologiske økonomer er optaget af, er tendenserne til opløsning af fællesskaber og solidaritet i samfundet. Samt de miljøproblemer, som er vokset katastrofalt gennem industrisamfundenes udvikling. Specielt peger de på, at konkurrencen har en indbygget tendens til at ophæve sig selv og dermed skabe monopollignende tilstande. Generelt har markedet en tendens til at fremme egoismen til skade for en retfærdig fordeling af goderne. Endelig tenderer markedet ikke mod en sikring af den økologiske bæredygtighed – men tværtimod konstant mod at øge ressourceforbrug og forurening. Vigtigt bliver det derfor at fremme en socialpolitisk og en økologisk økonomi som mål og ramme for markedsøkonomien.

Opgaven er således ikke at afskaffe markedsøkonomien men at sætte rammer, som begrænser markedets sociale og økologiske blindhed.

Nyliberalismen og den økologiske misere.

 Daly belyser bl.a. nyliberalismens andel i polariseringen mellem velstående og fattige mennesker både inden for de enkelte lande og imellem nationerne, specielt mellem Nord og Syd. Denne forstærkede opspaltning mellem rigdom og fattigdom giver – ud over de medfølgende sociale og politiske problemer – miljøproblemerne deres særlige karakter: Det slider ekstra hårdt på naturen, når de velstående grupper forbruger alt for meget af “naturkapitalen” – og når de fattige er nødt til at dyrke marginale og økologisk sårbare naturområder, magre jorder, flodlejer, bakke- og bjergskråninger, hvortil de er henvist.

 De velstående gruppers materielle overforbrug sætter standarden og målsætningen for den form for “et godt liv”, som millioner af mennesker stræber efter i Nord og Syd, og som alle typer af kapitaler, herunder reklameindustrierne og de fleste typer af interesseorganisationer og bureaukratier tjener penge og prestige på at fremme. Kloden kan ikke holde til denne “udvikling”. Den store udfordring til den mere velstående del af verden er derfor at ændre den materielle leveform radikalt, både på grund af det allerede alt for store forbrug i sig selv og på grund af den standard, det sætter for – med årene – 10 milliarder mennesker. 

Den finans- og økonomikrise, som indtrådte i 2008, stiller spørgsmål til nyliberalismens fremfærd og resultater ud over kloden. Ingen kan i dag vide, hvad der kan blive international enighed om med hensyn til kommende økonomiske regelsæt. Men meget kan allerede nu bringes for dagen, hvad angår krisens årsager – og dermed pege frem mod, hvilke regler, der er behov for. Spekulation i konjunkturudsving og spekulation i valutaændringer er blot hjørner af sagen. Kapitalfondenes og hedgefondenes hærgen, future-spekulationer, skattely-øer og –lande, manglende skat på de mest hektiske finanstransaktioner, manglende reguleringer af den finansielle sektors skyhøje profitter osv.

Indledning til afsnittet “Bæredygtig økonomi” i “Vindkrafteventyret og de globale kriser”, Forlaget Klim, 2009.

Voksende modstand mod kasinoøkonomien

 En økonomisk kursændring er nødvendig. Planøkonomi, som den har været praktiseret østpå er ikke anbefalelsesværdig. Men nyliberalismen heller ikke. Blandt nyliberalismens mange svagheder tæller, at den forstærker polariseringen mellem velstående og fattige mennesker og samfund. Spaltning mellem materielt velstående og fattige befolkninger betyder store lidelser, de fattige udgør op mod to milliarder mennesker. Kløften er uundgåeligt medvirkende – sammen med etniske og religiøse modsætninger – til sociale og politiske konflikter, terror, krige og overgreb uden ophør. Modsætningerne slider også hårdt på naturen, hvilket øges drastisk med drivhusvirkningerne. Konflikter og skader forstærker hinanden, de går i ring.

Nyliberalismen er ny, ligesom den form for globalisering, som den medfører, er ny. Den er resultatet både af en næsten tøjlesløs liberalisering gennem 30 – 40 år af kapitalspekulationer og kapitalbevægelser. Hedgefondene og andre kapitalfonde udfolder sig over alt fra valutaspekulationer til udtømning af værdierne i ellers sunde selskaber og til accelerering af rustningsindustriers produktion og våbenhandel. I sådanne fonde tænkes ikke på fred, social udligning og miljøbeskyttelse men på hurtigt penge.

Gennem de seneste årtier er den finansielle sektors fortjenester i USA og andetsteds vokset enormt. Her er pengene ikke tjent gennem skabelse af værdier men uproduktivt og uden kontakt med den virkelige verden. Den fri bevægelighed fører ifølge teorien kapitalerne derhen, hvor de gør mest gavn. Men det holder ikke; kapitalerne søger hen, hvor de hurtigste penge er at tjene på hvad som helst.

Modstand mod denne finanskapitalisme og kasinoøkonomi og hele det økonomiske anarki er voksende både i politiske kredse og blandt mere langsigtet fungerende private selskaber. Men der synes foreløbig lang vej til et effektivt opgør med anarkiet. Indtil videre har finanskrise-”løsningerne” i 2009 fra land til land ikke sat væsentlige grænser for blind materiel vækst endsige for de finansielle udskejelser.

Kvalificerede bud på mere holdbare økonomiformer i den globaliserede verden foreligger for længst, men er ret ukendte. Enkelte fremtrædende amerikanske økonomer med Herman E. Daly i spidsen har gennem en årrække talt og skrevet for en markedsøkonomi, som er væsentligt strammere styret end i dag, men netop fortsat en markedsøkonomi. På dansk grund har ikke mindst Niels I. Meyer, Helveg Pedersen og Villy Sørensen i ”Oprør fra midten”, 1978, samt Erik Christensen i ”Borgerløn”, 2000, belyst tilgrænsende problemer og løsningsveje.

Herman Daly og hans kollega Cobb har vist, hvordan helt ukontrollerede kapitalbevægelser sætter fri handels fordele over styr. Det sker af den grund, at penge tjent ved samfundsnyttigt arbejde flyttes hvorhen som helst og dermed går tabt for den videre udvikling af det samfund, hvor værdierne er skabt.

De kritiske økonomer har et svar på handelens mange problemer: Prissætningen på varer og ydelser skal kunne justeres, så de også dækker de sociale og miljømæssige belastninger. Det kan skatter, afgifter og tilskud klare. – redskaber som i virkeligheden er velkendte. Daly og Copp redegør ligeledes for, hvordan den finansielle sektor kan justeres, så den støtter en bæredygtig udvikling. Hvis nogen vil kalde det planøkonomi, så er det værd at understrege, at planen går ud på at få markedet til at fungere, så det socialt og miljømæssigt er rimeligt og langsigtet bæredygtigt. Senest er tankerne belyst i Daly ”Nødvendighedens økonomi”, 2009.

Afslutning på kapitlet Bæredygtig økonomi – intet mindre i ”Vindkrafteventyret og de globale kriser”, Forlaget Klim 2009

Oprustning og våbenspredning

Vindkrafteventyret og de globale kriser

Konflikter, sejre og nederlag.  Bud på økologiske og økonomiske kriseløsninger

Med baggrund i de danske miljøsejre, i nederlagene og i konflikterne fortæller bogen om den globale klimakrise samt fødevare- og økonomikriserne. Her belyses skarpt de spændinger og kampe, som sjældent bliver undersøgt og vurderet. Bogen peger på udveje; men de kræver resolut indsats fra regeringer til kommuner, virksomheder og ethvert menneske. (se bl.a. på denne Blog siden “Artikler”)

Uffe Geertsen: “Vindkrafteventyret og de globale kriser”, Forlaget Klim 2009.

Se på siden “Nyt”:  Det Internationale Energiagenturs (IEA) netop udkomne World Energy Outlook, 10. nov. 2009

Så tænk dog stort !  Norden har tilstrækkelige Vedvarende Energi Ressourcer.  Se siden “Energi” på denne blog.

SIPRI: Oprustning og våbenspredning har aldrig været voldsommere

 Det svenske fredsforskningsinstitut, SIPRI (Stockholm International Peace Research Institute).giver hvert år et overblik over udviklingen i oprustningen, krige og konflikter samt vedrørende våbenspredningen og den internationale våbenhandel.  SIPRI´s opgørelser og vurderinger er internationalt respekterede og værdsatte.

Årbogen fortæller i sin 2008-udgave, at de militære udgifter, våbenproduktionen og den internationale våbenhandel alle er voksende, ja der eksporteres – legalt og illegalt – våben som aldring før:

 Verdens militærudgifter på totalt $ 1.339 milliarder i 2007 er vokset med 6 % siden 2006. Disse 1.330 milliarder dollar svarer til 2,5% af verdens bruttonationalprodukt. Og næsten mest alarmerende så er militærudgifterne vokset med 45% siden 1998. USA tegner sig for ca. halvdelen af disse gigantiske beløb, brugt til militære formål.

• Våbenproduktionen er voksende. Internationalt våbensalg, udført at de 100 største våbenproducenter, var i 2006 på 315 milliarder dollar. Fra 2005 var det vokset med 8 %. USA´s våbenproducenter dominerer top-100 listen, både i antal og i finansiel styrke.
• Den internationale våbenhandel af større traditionelle våben er vokset med 7 % fra perioden 2002 – 2006 til perioden 2003 – 2007. De fem største eksportører i den seneste periode er USA, Rusland, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, som tilsammen står for omkring 80 % af våbeneksporten.
• De 8 atommagter (USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Kina, Israel, Indien, Pakistan) råder over 10.200 operationelle atomvåben. Våbenkontrol- og ikke-spredningsaftalerne er vaklende eller uden synderlige fremskridt.
• Bestræbelserne på at afværge spredningen af massedestruktions-våben, nukleare, biologiske og kemiske, er i stigende grad knyttet til privatpersoner og ikke-statslige grupper, NGO´er.

 På baggrund af disse udfordringer er der, skriver SIPRI, en voksende nødvendighed kloden rundt for at bringe nyt liv og et sandhedens øjeblik (”a mainstream momentum”) for gennemførelse af våbenkontrol. Der er nye ledere i FN, Frankrig, Tyskland, Japan, Rusland og UK, og fra januar 2009 i USA. De vil kunne finde det politisk muligt at tage skridt til fremme af våbenkontrol og nedrustning. De vil kunne motiveres af, at den tekniske udvikling tillader større sikkerhed mht. at verificere våbenkontrol-aftaler.

Videre skriver SIPRI i præsentationen af årsrapporten, at i bestræbelserne på at styrke den internationale våbenkontrol, må man søge et fælles grundlag på tværs af de politiske skillelinier mellem højre og venstre, duer og høge, nationalister og internationalister, håb og frygt. En global aftale om våbenkontrol må omfatte både atommagter og ikke-atommagter.

Stemmer på tværs af det politiske spektrum er – konfronteret med de voksende trusler mod menneskeheden – på vej til atter at indse værdien af våbenkontrol, (www.sipri.org).

 Efter denne orientering om SIPRI´s opgørelser og vurderinger blot yderligere nogle bemærkninger for egen regning. Den globale oprustning er stærkt belastende for verdensøkonomien, herunder specielt for de mange u-lande, som bruger store ressourcer på militær opbygning. Og hvad der sjældent nævnes, så lægger oprustningen beslag på store dele af verdens videnskabelige og tekniske forskningsressourcer.

Gennem de seneste årtier har flere af stormagterne søgt at udbrede den opfattelse, at for det første kan en atomkrig begrænses og vindes, og for det andet er langtidsvirkningerne af brugen af atomvåben ikke så omfattende, som det frygtes. Det første er ikke sandsynligt, og det er risikoforøgende at have det med i sin strategiske planlægning. Det sidste er ukorrekt, eftersom radioaktiviteten fra bomberne med kræftskader og angreb på arveanlæggene kan ødelægge livsmulighederne i generationer fremover. Dette vil afhænge af de procentdele af bombearsenalerne, som bringes til sprængning. Erfaringerne fra atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki var forfærdelige.

Danmark har ikke atomvåben. Men dansk forsvar er fuldt og helt indbygget i et forsvars- og angrebssystem, som er opbygget til ”om nødvendigt” at føre atomkrig.

 Efterkrigstidens største folkebevægelse

 Når det gælder forståelsen af, hvad våbenkapløbet egentlig er og betyder, kan der være grund til at gå lidt tilbage i tiden, – til 1954, hvor det Hiroshima- og Nakasaki-ramte Japan startede sin kampagne mod atomvåbnene. Kampagnen bredte sig til mange lande, Storbritannien i 1957, Danmark i 1960. Protesterne angik den accelererende oprustning med atom- og brintbonber samt et uhyrligt antal prøvesprængninger og endelig våbenspredningen.

 Atombombningen af de to japanske byer

”Atombombningen af Hiroshima og Nagasaki i 1945 indvarslede en ny tid. Fra da af og i al fremtid skal menneskeheden leve med selvudslettelsens risiko over sig. Årsagen er ikke så meget bombernes sprængkraft, men den radioaktive forgiftning af jordkloden, som atomkerne-processerne medfører, og som på længere sigt vil berøve os vor sundhed, ja kan gøre jorden ubeboelig, dersom et tilstrækkeligt stort antal atom- og brintbomber bringes til eksplosion.

At gøre sig dette næsten ubegribelige faktum klart må være den første betingelse for, at alle kræfter sættes ind på at mindske risikoen.

Vælger vi (et land) nedrustning, når det gælder masseødelæggelsesvåben (atomvåben, bakteriologiske og kemiske våben), da vælger vi en risiko, som helt er vor egen. Vælger vi derimod den fortsatte skræmmepolitik med en fortsat udvikling af de værste terrorvåben, da vælger vi en risiko, som ikke blot er vor egen, men en risiko, som vi tager på alle folkeslags vegne, nu og for al fremtid.”

”Radioaktivitet – problemer og perspektiver” side 7 og 119, Borgen 1961

 Prøvesprængninger med spredning af radioaktivt affald overalt på kloden gennemførtes fra 1945 til 1980, – i alt 520 atom- og brintbomber blev sprængt af USA, Sovjet, Storbritannien, Frankrig og Kina med voldsomme spredningsfølger. Siden er der foretaget et stort antal yderligere prøvesprængninger både af de 5 første atommagter og af de senere tilkomne. Disse senere sprængninger er i hovedsagen foretaget under jorden og dermed med begrænset radioaktiv spredning. Den samlede atomare teknologiudvikling er fortsat, bl.a. hvad angår a-våben med mere begrænset (men fortsat overvældende) sprængkraft, hvilket betyder at de karakteriseres som ”taktiske”, dvs. beregnet til brug i ´almindelig´ krigsførelse.

 I mange år efter Hiroshima og Nakasaki var der endnu stærke erindringer om atomvåbnenes forfærdelighed. Kendsgerningerne om den radioaktive strålings langtidsvirkninger var efterhånden udbredt til vide kredse. Denne indsigt blev fastholdt i en lang periode efterhånden som også kaprustningen med brintbomber gik i gang. Dette skete for USA´s vedkommende i 1952 og for Sovjet i 1953. Det betød en tusinddobling af sprængkraften i forhold til Hiroshima- og Nagasaki-bomberne, som selv havde en tusinde gange større sprængkraft end de hidtidige bomber. En enkelt brintbombes sprængkraft overgår virkningen af alle sprængstoffer anvendt i alle krige på jordkloden frem til denne dag, de to atombomber over Japan i 1945 iberegnet. (”Radioaktivitet – problemer og perspektiver” side 28). 

 I de følgende år øgedes prøvesprængningerne, nu også med brintbomber. I 1954 sprængte USA en brintbombe over koraløen Bikini. Bomben var foret med en urankappe for yderligere at øge den radioaktive forgiftning. Det voldsomt radioaktive nedfald ramte Marshanlløernes beboere ud i en afstand på 500 km. Besætningen på en japanske fiskerbåd, som var omkring 100 km fra Bikini, blev dødssyge, to af besætningen blev dræbt. De øvrige atommagters sprængninger har voldt tilsvarende skader verden rundt. Øget hyppighed af kræftsygdomme og arvelige sygdomme er resultatet.

 Protestbevægelserne havde i hvert land sine egne udtryk. I Storbritannien og i Danmark gennem et hav af offentlige møder og oplysningsmaterialer. Og – som det dengang helt uhørte – atommarcherne. Den danske ”Påskemarch” i 1961 gik fra de atomvåben-forberedte raketbatterier ved Holbæk og Tune og videre til København. Ved marchens afslutning på Rådhuspladsen i København samledes 30.000 mennesker. Et stort flertal af politikere og aviser samt Viggo Kampmann-regeringen var skarpt imod sådanne ´uparlamentariske´ manifestationer. Vreden blev total, da det erfaredes, at kirkeministeren, Bodil Koch, havde sagt ja til at tale ved marchens afslutning. Bodil Koch trodsede imidlertid sin regering og holdt tale mod atomoprustningen og prøvesprængningerne. Og Kampmann accepterede hendes medvirken, forstod at hun ikke lod sig bremse.

 Kampagnen mod atomvåben fik sin stærke gennemslagskraft ikke mindst gennem oprettelse af særdeles aktive lokalgrupper over hele landet og gennem møder og konferencer og udgivelse af bøger og pjecer, skrevet af danske og udenlandske forskere og formidlere. Kampagnen mødte enorm modstand gennem sine første år. Men da den overbeviste stadig flere mennesker og i øvrigt ikke kunne standses, blev den med tiden vidt og bredt accepteret. I alt blev Kampagnen garant for, at Danmark (undtagen Grønland) ikke blev atombevæbnet. Den blev en øjenåbner for, hvad kaprustningen var i færd med. Og den blev en erfaringsmæssig forløber for fredsbevægelsernes fortsatte protest mod den officielle tilslutning til fransk og amerikansk Vietnamkrig og tilslutning til apartheidstyret i Sydafrika. Endelig blev kampagnen generelt en inspirationskilde for de folkelige bevægelsers senere energi- og miljøindsats. Erfaringerne var klare: Det kan nytte, hvis faglig styrke og fredelige, men markante aktionsformer holder ud!

 I 1980´erne fremkom en anden protestbevægelse, Next Stop, mod atomoprustningen i Øst og Vest. Hovedbegivenheder var i 1987 ”Next Stop Nevada” mod prøvesprængningerne og i 1989 ”Next Stop Sovjet”, hvor 3000 skandinaver tog til Sovjet, skaffede sig kontakter og holdt festival i Gorkij Parken i Moskva. Formålet var en åbning af Sovjet og afspænding mellem kaprustningens to poler.

 Globalt fik protesterne en tid lang følger. Prøvesprængningerne, som havde spredt radioaktivitet over hele kloden, blev efter drøje forhandlinger i FN efterhånden begrænset. Siden er oprustningen med atomare, biologiske, kemiske våben fortsat, våbenhandel og våbenspredning ligeså. Nedrustnings- og fredsbestræbelser mildest talt svage.

Og naturforskningen havde med konstruktionen af atom- og brintvåbnene (og hvad der senere er udviklet af nye masseødelæggelsesvåben) tabt den sidste rest af uskyld, som Bertolt Brecht havde forudsagt det. Debatten om forskningens etiske ansvar er siden døet helt ud.

 Uddrag af “Vindkrafteventyret og de globale kriser”, Forlaget Klim, 2009

Vindkrafteventyret – men kriserne

Uffe Geertsen:

VINDKRAFTEVENTYRET OG DE GLOBALE KRISER

Et eventyr om samarbejde og selvstændighed.

Men også om årtiers konflikter og nederlag.

Bud på økologiske og økonomiske kriseløsninger.

 I Danmark er der gennem de seneste 40 år indledt den energirevolution, som hører til de vigtigste forudsætninger for at komme tåleligt gennem klimakrisen. Det er sket gennem en enestående indsats af forskere, fabrikanter og folkelige bevægelser ud over landet. Og det fortsætter trods alvorlige opbremsninger i det seneste årti.

Men samtidig er Danmark – som de øvrige velstående lande og befolkninger rundt om på kloden – i færd med at skade livsgrundlaget og livsformerne på alvorligste vis.

Hvorfor?

Bogen søger at vise, at det især handler om to ting: Vi har ikke den tilstrækkelige forståelse og føling med, at vi selv er del af naturens komplicerede, sårbare – og forunderlige – helhed.

Det andet problem er, at vore rammer for samfundsøkonomien er for løse i globaliseringens tidsalder. Aldrig har stærkt ressourcekrævende økonomi- og livsformer været så fremstormende, – trods midlertidige tilbageslag under finans- og økonomikriser.

Justeringsprocesser er i gang, men befolkningsvæksten samt forbrugsvanerne overalt, hvor det er muligt, trækker den modsatte vej. Vældige økonomiske interesser ligeså.

Uden for velstandens verden lever op mod en milliard forarmede og sultende mennesker.

 Bogens udgangspunkt er de danske forudsætninger og indsatser. Her siger historien om vindkraft fra Poul la Cours tid og frem til nutiden vigtige ting om, hvad der er sket og sker, – gennem en kul- og oliealder og frem mod en næsten eventyrlig udvikling af vindkraften i Danmark. Med ejerformer fra fælleseje til omfattende men problemfyldte privatiseringer. Fra starten og langt frem en opløftende historie, som det – efter store tilbageslag – forhåbentlig kan blive igen.

Bogen er ikke energi- og miljøspørgsmålenes historie. Men den handler om nogle knudepunkter i denne historie, – i naturforståelsens og naturbehandlingens historie. Den handler om de mange interessekonflikter, de gode resultater og nederlagene.

De folkelige bevægelser, græsrødderne og ngo´erne har spillet en vigtig rolle for en forståelse og løsning af energi- og miljøspørgsmålene gennem det tyvende århundrede. På mange felter gør de det endnu. Forskningen i energi- og miljøspørgsmål er vokset frem gennem de seneste årtier. Denne forskning er central for forståelsen af de økonomiske og politiske kræfter, som er involveret i energi-, miljø- og klimaspørgsmålene. Derfor er også den med i fortællingen.

Aviser, radio og tv har haft en stor plads i samspil og modspil over for de folkelige bevægelsers indsats for at opnå holdbare løsninger på energi- og miljøudfordringerne. Ofte har medierne svaret med tavshed eller fordrejning, ja mistænkeliggørelse. De største af bevægelserne har så fundet andre veje til oplysning og debat og efterhånden overvundet modviljen hos de dele af pressen, som var imod.

Danmark har på en række felter været et foregangsland. Men med hensyn til at omstille samfundet til en mere bæredygtig fremtid er det gået ned ad bakke de seneste 7 – 8 år. Der er derfor meget at indhente. Danmark hører – på trods af sol-, vind- og biomasseudnyttelsens store fremgang – til de mest ressourceforbrugende og klimagasudledende nationer i verden. På linie med en række andre lande lægger vi beslag på en langt større del af klodens miljømæssige råderum end der er plads til. Det er hverken klogt eller humant, og det er ikke nødvendigt for at leve et godt liv, – som vil kunne give andre den samme mulighed.

                                                               - – o – -

 Den første del af bogen skildrer hovedtræk i dansk energi- og miljøpolitik, især gennem de seneste årtier og med vægt på de folkelige bevægelsers indsats, styrker og svagheder. På denne baggrund belyser den anden del de udfordringer og muligheder, som de globale kriser rejser. Her bringes den danske baggrund, de danske brist og muligheder ind, hvor det skønnes vigtigt.

Når det gælder de globale kriser, er nedslidningen af dyrkningsjorden og overforbruget og forureningen af vand centrale felter. Samt truslerne mod artsmangfoldigheden. Fødevaresituationen i de fattigste lande (og blandt de fattigste i de rige lande) er dybt alvorlig, og den forværres på grund af handelsvilkårene samt fordi stadig større dele af dyrkningsjorden bruges til kødproduktion og produktion af biodiesel.

Lige så alarmerende er klimakatastrofens årsager og virkninger. Vidnesbyrdene om truslerne mod klodens livsformer vokser år for år. Det er vanskeligt at forstå rækkevidden af, hvad der sker, og ikke lettere at klargøre sig, hvilke samfundsmæssige og personlige indsatser, som nu trænger sig på. Også her rammes både Nord og Syd, men u-landene langt hårdest. Afgørende er det at forsøge at nå frem til en forståelse af, hvilke handlingsveje som realistisk byder sig til.

 Mulighederne for at nærme sig bæredygtige økonomiformer har igennem mange år været underbelyst. Ikke mindst de seneste års økonomiske kriser viser nødvendigheden af at sætte rammer – ikke for markedsøkonomien som sådan – men for nyliberalismens og finanskapitalernes utæmmede former. Alt peger på vigtigheden af – bl.a. gennem en bedre markedsstyring – at opnå en mere holdbar ressourceforvaltning og en mere ligelig fordeling, både nationalt og internationalt. Er det skræmmende? Efterhånden ikke for store dele af befolkningerne eller for en voksende part af erhvervslivet. Men til gengæld for nogle af de økonomiske interesser, som dominerer de største ressourceomsætninger, olieselskaber, kemiske industrier, våbenindustrier og finanskapital. Samt de lige så skræmmende store medie- og reklameindustrier.

Danmarks største søtransport- og energioperatør A.P.Møller-Mærsk har gennem mange årtier – ud over et stærkt begunstiget engagement i de danske olieressourcer – knyttet en væsentlig del af sit virke til USA´s aktiviteter ud over kloden. Selskabet har i disse sammenhænge søgt at øve indflydelse både på dansk og amerikansk politik. Kun med bind for øjnene ville man kunne se bort fra dette i en behandling af dansk energi- og ressourcepolitik i disse globale sammenhænge. Dette så meget mere som størstedelen af medierne har taget meget spagfærdigt på spørgsmålet.

 International forskning og dokumentation rummer mange skræmmende oplysninger. Her skal blot nævnes, at FN´s miljøprogram i deres 2007-rapport fortæller, at verdens mest velstående milliard mennesker forbruger 15 gange så meget af klodens naturrigdomme som de fattigste 2,3 milliarder. Disse fattige mennesker lider af fejlernæring, sygdomme og manglende skole, uddannelse og arbejdsmuligheder. De værst stillede sulter, og børnedødeligheden er forfærdende. Menneskeheden står her over for lidelser af et ufatteligt omfang. Det er forhold, som verdenssamfundet i dag har mulighed for i væsentlig grad at lempe. At opnå dette kræver en forståelse af de store kriser i deres sammenhæng.

 Alt i alt: Med udgangspunkt i de hjemlige forhold og muligheder bevæger bogen sig ud mod klodens overvældende kriser. Disse kriser hænger sammen, og ethvert forsøg på at løse en af kriserne vil ende galt, hvis ikke de øvrige forstås og inddrages i indsatsen. Det gælder fra fødevare- og klimakrisen, fattigdoms- og sundhedskrisen til finans- og økonomikrisen og til ressource og sikkerhedskrisen. Især fødevare- og klimakrisen og polariseringen mellem velstående og udhungrede mennesker gør det til en dyster beretning. Den kritiske situation er i dag synlige i naturen omkring os. Bogen peger imidlertid på udveje på en lang række vigtige felter. Et værdigt liv for alle kræver nye strategier.

 Men hvorfor skader mennesker kloden og livsformerne så alvorligt? Fortællingen slutter med en drøftelse af dette spørgsmål ud fra analyser af, hvordan det moderne menneske og samfund oplever naturen. Samt ud fra, hvordan natursyn, samfundssyn og økonomiform præger vilkårene for en medmenneskelig og bæredygtig udvikling i den globaliserede verden.

 ”Vindkrafteventyret og de globale kriser” Forlaget Klim, 2009.